Af Alexander Bendtsen
Gennem 26 år med udvikling af spillene i Hitman-franchisen har det danske studie IO Interactive opnået international anerkendelse som en forsamling af spiludviklere i verdensklasse. Spillene lader os træde ind i rollen som den ikoniske Agent 47, genkendt på sit stoiske udtryk, sin skaldede isse med stregkode i baghovedet, sit sorte jakkesæt med rødt slips og sorte læderhandsker, sine silverballer-pistoler og pianotråden, som han ikke er genert for at kvæle sine mål med. Ej at forglemme den dansk-engelske David Batesons ikoniske, kølige stemmeskuespil.
Med styring over Agent 47, rejser man verden rundt og likviderer udvalgte mål på bestilling fra kunder hos det hemmelige bureau ICA. Den definitive oplevelse i spilrækken findes i de tre seneste spil, der sammen udgør Hitman World of Assassination-trilogien, hvor missionerne er større, mere dynamiske og teknisk skarpere end nogensinde før.
Udover sine tre kapitler fra henholdsvis 2016, 2018 og 2021 byder spillet også på en evigt kørende rogue like-epilog, samt utallige ekstra missioner og opdateringer gennem live service. Desuden kan alle tre kapitler og alt øvrigt tilbehør downloades og spilles som én samlet oplevelse.
Spillene kobler en lang række likvideringsmissioner verden over op på en spionthrillerfortælling, om en magtkamp i skyggerne mellem forskellige aktører i en udspekuleret spionage-underverden.
(foto: IO Interactive)
Den ultimative lejemordersimulation
Med IO’s rammesætning er det ikke svært at leve sig ind i præmissen om en tophemmelig lejemorderagent, der lever af at lukke luften ud af nogle af verdens største skurke.
Inden hver mission befinder spilleren sig i en veldesignet menu, hvor der kan vælges imellem en række våben og andre midler, som man kan tage med på missionen samt startposition på banen. Som prikken over i’et kommer hver hovedmission med en udførlig Mission Impossible-agtig briefing, der både rummer gribende visuelle præsentationer og glimrende voice-overs fra Agent 47’s handler, Diana Burnwood (med karismatisk stemmeskuespil fra Jane Perry).
Herefter udspiller hver mission sig på en stor lokation med ét eller flere mål, der skal likvideres, og eventuelle ekstra opgaver som at sabotere et laboratorie eller indhente specifikke bevismaterialer. Lokationerne, heriblandt en kæmpe vingård i Argentina og et Bollywood-filmset i centrum af Mumbai, danner ”sandkassen”, som spilleren kan udforske og gå til, som man vil. Der er utallige måder at nå sine mål på, hvor det som regel kun er fantasien, der sætter grænser.
Den mest belønnende tilgang, både i forhold til oplevelse og spillets pointsystem (der belønner diskretion og kreativitet, men ikke præger historien), er at gå diskret til værks, falde i ét med omgivelserne, og klare likvideringerne ubemærket, eller ligefrem få dem til at ligne ulykker.
Slå sikkerhedsfolk eller andet personale på de forskellige lokationer ud, og nup deres uniformer, så det er nemmere at infiltrere de områder, hvor målene færdes, og find så det perfekte øjeblik at slå til.
I en mission, der foregår under et Formel 1-agtigt racerløb i Miami, kan man infiltrere løbsområdet forklædt som vagt, slå en mekaniker ud, stjæle hans beklædning, og sabotere bilen, der køres af den racerkører, der skal dræbes. – I en anden mission i Marrakesh er det muligt at infiltrere den svenske ambassade og få nys, om at målet, en svensk finanssvindler, har booket tid hos en massør derinde. Så kan man finde massøren, slå ham ud, stjæle hans beklædning og identitet, og tage imod det uvidende mål og knække nakken på ham halvvejs inde i en dybvævsmassage.
(foto: IO Interactive)
Indlevelse på egne præmisser
Bevares, vil man hellere skyde sig igennem et level, som var det et actionspil, eller snige og kravle hele vejen til målet i Agent 47’s ikoniske jakkesæt uden at klæde sig ud og passe ind i omgivelserne, kan man også gå til opgaven sådan. Det bliver dog hurtigt en mere kluntet oplevelse, for spillets ”gunplay” og snigemekanismer er ikke beregnet til at bære spillet alene.
Hver mission er i og for sig et puslespil, og som spiller føles det enormt belønnende at løse dem på sine egne præmisser. I den proces kan det selvfølgelig godt give mening at snige sig uset fra et sted til et andet, når man ikke har den rette uniform til rådighed. Det kan da også føles helt James Bond-agtigt at ekspedere et mål med et skud fra Agent 47’s ikoniske sølvpistol med lyddæmper på, uden at blive opdaget. For spillet stråler netop, når man kæder dets forskellige gameplay-systemer sammen, udnytter de reaktive omgivelser og NPC’er og klarer sine missioner i den rette balancegang mellem præcis planlægning og smart improvisation.
Det kan i øvrigt ikke understreges nok, hvor atmosfæriske, omfattende, detaljerede og i det hele taget velrealiserede, missionernes lokationer er med hver sin engagerende præmis. Tidligt i første del fra 2016 skal man likvidere to skumle biokemikere på den fiktive italienske kystby Sapienza, der vel sagtens kan sammenlignes med virkelighedens Como. En bane der er så smuk og behagelig at færdes i, at det er fristende blot at hygge rundt som turist, i stedet for at tage sig af opgaven.
Andre særligt gribende missioner sender spilleren til et kæmpe modeshow i Paris for at ekspedere et Bond-skurkeagtigt powercouple, og til en kæmpe Berkheim-agtig technoklub i udkanten af Berlin, hvor Agent 47 skal spore sig frem til andre trænede lejemordere i mængden, og nakke dem, før de kan nå at få ram på ham.
Der er desuden mulighed gennem spillets indstillinger for at tilpasse udfordringen, fra hvor mange gange man kan gemme fremskridt undervejs i en mission til hvor mange ledetråde (hvis nogen overhovedet) man vil have, i sin søgen efter løsninger i hver mission. Det er glimrende implementeret og kan hjælpe den enkelte spiller med at tilpasse tilgængelighed og sværhedsgrad, så spiloplevelsen bliver så indlevende som muligt.
(foto: IO Interactive)
Den distinkte stil og identitet, og fortællingen deri
Hvad angår selve historien, som IOI fortæller med trilogien, kommer de rigtig fornuftigt fra land i første del. Her er missionerne bestilt af en ”skyggeklient”, som spilleren også ser i velproducerede cutscenes mellem missionerne, på sit eget kryptiske hævntogt imod en hemmelig organisation bestående af internationale magthavere (tænk Spectre i James Bond-universet). Her udforskes det, at både klienten og folkene han er efter, har spillet en rolle i Agent 47’s fragmenterede fortid, som laboratorieeksperiment skabt til at blive den ultimative lejemorder.
I de næste to dele af trilogien forårsager forhastet pacing og mere primitivt producerede cutscenes, at fortællingen forfalder til mindre interessant og sammenhængende. Der er stadig mindeværdige øjeblikke, som er velimplementeret, men samlet set bliver den overordnede fortælling og dens hovedkarakterer ikke så fuldendt, som man kunne have håbet på.
Det er ærgerligt, men kommer ikke i vejen for, hvor mange af spillets baner og missioner der er helt fantastiske for sig selv og fortæller mange små gode fortællinger inden for sine egne rammer. Banernes mange små fortællinger kan helt organisk påvirke Agent 47’s mission, som den tidligere nævnte massagefadæse på den svenske ambassade.
Det er i øvrigt morsomt grotesk at se den stoiske lejemorder færdiggøre arbejdet iført stram hudfarvet massørspandeks, men det har helt sikkert også været tanken, for IOI er da slet heller ikke uden humor.
Den humoristiske sans er blandt andet tydeligt til stede, når spillet giver spilleren mulighed for at naile en trommesolo til audition hos et rockband, kun for at kaste forsangeren (der er målet) ud over en tagterrasse bagefter, eller når man kan myrde sit mål, imens man er iført et flamingo-sportsmaskotkostume, og derefter ende missionen ved at flyve væk. Absurde scenarier som disse er der masser af, selvom de nok ville høre mere naturligt til i en Drengene fra Angora-episode end i en spionthriller.
Det er fristende at læse de indslag som at IOI trækker på sine danske rødder, ved at implementere den slags kulsorte humor i sin ellers seriøse og barske præmis. Den gakkede humor kan på sin vis også dække over de mindre gennemtænkte detaljer, som at der nærmest er ingen på det indiske filmset der undrer sig over at der render en hakket kaukasisk fyr rundt, med en stregkode i baghovedet, uden at kende nogen.
Netop elementerne af humor og overskud, drysset ud over de velintegrerede og i forvejen unikke spilsystemer, er det ultimative udtryk for Hitman-spillenes status som unikum med sin helt egen identitet.
Apropos overskud supplerer trilogien sin historie og tilhørende baner, med andre indslag, som dets rogue like-epilog hvor man kan spille uendeligt og klare missioner og udfordringer, som spillet opretter organisk.
Der er også et hav af mere tilrettelagte ekstramissioner, der udgives løbende, hvoraf de mest mindeværdige er helt spritnye baner, hvor man enten skal samarbejde med, eller likvidere kendisser og kendte figurer fra andre universer. Det mest aktuelle eksempel er The Banker-missionen, hvor Agent 47 simpelthen skal skaffe Bond-skurken Le Chiffre (igen spillet af Mads Mikkelsen!) af vejen, hvilket blandt andet kan gøres ved at slå ham i poker ligesom i Casino Royale (2006). En glimrende mission, der både demonstrerer IO’s legesyge tilgang til level-design og fungerer som en glimrende optakt til studiets højt anticiperede James Bond-spil 007: First Light, der udkommer den 27. maj.
(foto: IO Interactive)
Konklusion
Der er aldrig rigtigt nogen, der har kunne efterligne den sammenkædning af spilsystemer, som IOI brillerer med i Hitman-spillene. World of Assassination-trilogien demonstrerer definitivt, at intet i spilindustrien kan sammenlignes med at spille som Agent 47, der skaffer sig af med sine mål uden at nogen opdager noget, før han er smuttet igen.
At historien flader ud i løbet af trilogien, er en streg i regningen. I Hitman World of Assassination-formatet overskygger det dog på ingen måde den geniale og unikke sammenkædning af spilsystemer, der udgør den ultimative lejemordersimulation, som er skarp og omfattende nok til, at man altid kan vende tilbage.