[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Asta Schantz Koch[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Efter at have set Nymphomaniac hersker der ingen tvivl – ikke at der gjorde det inden: Lars von Trier er og bliver en af de mest kontroversielle filmfolk i nyere tid. Gang på gang provokerer han både sit publikum og filmbranchen, og gang på gang leverer han værker, der kan et eller andet.
Om det så er på den gode eller den dårlige måde varierer lidt fra gang til gang. Men med Nymphomaniac har Trier ramt plet.[/vc_column_text][vc_column_text]En nymfomans fortælling
Joe (Charlotte Gainsbourg) er nymfoman. Hun er helt og aldeles afhængig af sex, og det har hun været, siden hun som syvårig opdagede sin seksualitet. I løbet af den fire timer lange fortælling beretter Joe om sit livs mange seksuelle eskapader til den intellektuelle og aseksuelle Seligman (Stellan Skarsgaard), der konstant reflekterer over de ting, Joe fortæller.[/vc_column_text][vc_column_text]Joes fortælling leveres af to omgange – Nymphomaniac vol. 1 og vol. 2 i en redigeret udgave. På den måde kan man se firetimersudgaven som en censureret forsmag på den 90 minutter længere udgave, der forventes engang i 2014. Men det er alligevel noget af en smagsprøve! Og trods sin redigerede form fremstår Nyphomaniac alligevel som en flot afrundet fortælling.[/vc_column_text][vc_column_text]Som med andre film af Triers film er æstetikken en lige så vigtig del af filmen som selve narrativet. I stil med både Antichrist og Melancholia er åbningssekvensen fantastisk flot. En række næsten slow-motion-agtige billeder viser en kedelig, brun baggård i regnvejr, og alligevel tager det tager sig smukt ud. Men pludselig ses Joe på jorden med blødende næse, og så går et Rammstein-nummer i gang.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Nymphomaniac[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2013[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Lars von Trier[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det visuelle understreger også de forskellige perioder af Joes fortælling. Formatet skifter fra 16:9 til 4:3, color-gradingen er tilpasset den enkelte begivenhed, og faderens død fortælles i sort/hvid. Nymphomaniac tilføres også en skæv humor, hver gang Seligman kommer med en intellektuel reference til Joes historie. Han får eksempelvis hurtigt sammenstillet Joes jagt på sexpartnere med fluefiskeri.[/vc_column_text][vc_column_text]Triers hovedværk?
Peter Aalbæk Jensen var tidligt ude og erklære Nymphomaniac som Lars von Triers hovedværk. Og på mange måder har han faktisk ret. Mens Nymphomaniac ikke kan ses som en direkte parallel til andre af Triers værker, er filmen alligevel spækket med intra- og intertekstuelle referencer. Den grufulde prolog fra Antichrist genskabes næsten nøjagtigt. Barn, sne, balkon – så behøver man vist ikke sige mere.[/vc_column_text][vc_column_text]Så hvis man kender sin Trier, får man endnu mere ondt i maven undervejs. Og det er ret så fantastisk. Flere steder kan man læse Trier selv ind i filmen. Joe søger på et tidspunkt hjælp for sin afhængighed, men i sidste ende rejser hun sig og erklærer sin accept for den, hun er. Hun er anderledes, og det er hun stolt af. Det kunne ligeså godt have været Trier selv.[/vc_column_text][vc_column_text]For de filmnørdede kan man måske ligefrem påstå, at Nymphomaniac kan ses som Triers Intolerance (D. W. Griffith, 1916). Han gør op med de ting, han er blevet anklaget for, ligesom D.W. Griffith gjorde op med racismeanklagerne fra hans forrige film The Birth of a Nation (1915). Joe er ikke den undertrykte kvinde, hun er ikke et dårligt menneske. I stedet er Nymphomaniac historien om en kvinde, der kræver sin ret. Som Seligman understreger, har hun i stedet gjort op med det køn, manden, der i århundreder har undertrykt et utal af kvinder.[/vc_column_text][vc_column_text]Sanselig overflod
Nymphomaniac går ikke rent ind. I stedet skal Nymphomaniac føles, tygges og smages på. Men for fanden, det er fedt altså. Trier præsenterer en fire timers lang sanseoverflod, der prikker og pirrer én lige de rigtige steder. Kønsorganerne flyver, der kneppes og knaldes fra tid til anden, mens lydsiden består af alt fra Steppenwolfs ”Born to be Wild” til Bach. Man vrider sig lidt af ubehag, men samtidig er filmen så skruppelløs og skrøbelig, at man ikke kan lade være med at tage den til sig og holde lidt af den. Kært barn har mange navne – Lars von Trier er (nogle gange) ét af dem.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer