[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Cécile A-C Zimmermann[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Poetiske scenarier i et tørt græsk bjerglandskab flyder roligt forbi, pyntet med intense blikke og sparsom dialog. Nonnen Urania og munken Theodore er dybt forelskede. De er den ortodokse kirkes svar på Romeo og Julie: forbudt kærlighed, dog med en åben slutning. Deres klostre ligger på hver sit bjerg med et mindre bjerg i midten, hvorpå der står et træ. Kundskabens træ? Måske. Symbolikken blomstrer kristent og erotisk.[/vc_column_text][vc_column_text]Tematik: Skammen
Urania straffer sin lyst til at røre sig selv ved at brænde sin ene hånd. Theodores indre konflikter fremgår af drømmesyn skildret gennem animerede ikoner. Han kaster også i et fortvivlet moment biblen ind i væggen. Han er trodsig, hvor Urania bukker under for skammen. Filmen bruger lang tid på at skildre rutinerne i de to klostre, ritualerne i den lokale kirke og især Theodores ærinder ude blandt folkene omkring bjergene. Langsommeligheden i disse scener skaber en poetisk sitrende ro, der giver et smukt indtryk af deres religiøse eksistens. De sidder i hvert deres kloster og stirrer tænksomt og distraheret ud i luften. Scener med både Urania og Theodore tilstede er spækket med lange intense blikvekslinger under gudstjenester. Deres fysiske intimitet starter, ud over religiøse høfligheder, med et voldsomt forsøg fra Theodore, der skræmmer Urania. Hun fortvivler i skam og vil afvise Theodore. Seksualiteten vinder. Urania onanerer og overgiver sig.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Metéora[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2012[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Spiros Stathoulopoulos[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Grækenland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Stilistik: animerede ikoner
Filmen er spækket med lange indstillinger, der skaber realisme og nærhed. Scenerne i den lokale kirke og Theodores besøg hos lokale bønder virker også næsten dokumentariske (håndholdt, let grynet). Der leges med lys og skygge. I Teodoros’ kloster og i den lokale kirke er der skyggefyldt, og det er meget lyst hos Urania. Det er ved at blinke med et spejl, at Theodore kalder efter Urania, og alle optagelser udenfor i bjergområdet foregår på solrige tidspunkter. Filmens brede panorama-kvalitet og brugen af mange supertotaler og totaler (filmet fra lang afstand) giver optagelserne en distanceret stemning. De animerede ikoner og den bjergfyldte ørken emmer af religiøs intertekstualitet. Klostrene kroner mod himlen. Klipperne og grotterne summer af fortællinger om djævlen, der frister Jesus, moses der vifter med de to tavler, og Jesus’ genopståen i grotten. Grotterne fører også ned til seksualiteten og helvede. Grotten bliver hermed et symbol for kvindens køn og undertrykte drifter. Det er da også i grotten, at deres kærlighed kulminerer i samleje. Det sker lige inden den åbne slutning, hvor de stirrer mod deres klostre, men ender med at gå sammen langs en bjergside. Hvor går de hen? Det må man gætte sig til.[/vc_column_text][vc_column_text]Vellykket og relativt ’Artsy’
I forhold til handlingen og længden af filmen, sker der ikke meget. Det er en simpel kærlighedsfortælling med et religiøst tvist. Filmen skulle ikke have været længere, men grundet dens poetiske kvalitet når den ikke at blive kedelig. Den er smuk og dampende symbolsk. Roen i skildringen af rutinerne i klostrene har deres egne dirrende æstetik, der også giver et fint indtryk af det religiøse univers. Det frække aspekt i form af sexhungrende kristne i cølibat tager ikke overhånd, og filmen er ikke fyldt med tæt filmede sexscener. Fortællingen og lysterne skildres menneskeligt og smertefuldt, og deres endelige samleje er filmet i respektfuld afstand. Filmen handler om kødets kraft over sindet, men fokuserer på sindets oplevelse og overgivelse til kroppen, ikke kroppens overtagelse af sindet. Det er en rørende fortælling i en ellers højt seksualiseret filmtid kendetegnet ved hurtig klipning. Rolighedsæstetikken er dog også en klassisk kunstfilms-tendens, der dog succesfuldt opfriskes af de animerede ikoner og dokumentarisk-æstetiske aspekter. Metéora er en lækker poetisk film med en simpel og symbolsk historie. Det bør dog pointeres, at den ideelle seer bør være, lad os sige, relativt ’artsy’.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer