Af Magnus Hvidt Thelle

Kaouther Ben Hanias Hind Rajabs Stemme er et dokudrama, der opererer i spændingsfeltet mellem fiktion og virkelighed på en måde, som er næsten ubærlig. Filmen tager udgangspunkt i de virkelige hændelser fra den 29. januar 2024, hvor den seksårige Hind Rajab ringer efter hjælp fra en familiebil fanget under beskydning i Gaza. Filmen har allerede markeret sig på diverse internationale filmfestivaler, hvor den blandt andet har vundet Sølvløven i Venedig og publikumsprisen i San Sebastian. Nu er filmen blevet nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film i et særdeles konkurrencedygtigt år.

Instruktøren Kaouther Ben Hania har gennem hele sin karriere bevæget sig i grænselandet mellem dokumentar og fiktion. Med Oscar-nominerede film som The Man Who Sold His Skin (2020) og Four Daughters (2023) har hun igen og igen udfordret, hvordan virkelige tragedier kan oversættes til film uden at miste deres menneskelige tyngde. Hind Rajabs Stemme er kulminationen på denne tilgang: et klaustrofobisk dokudrama, der udspiller sig udelukkende på Røde Halvmånes kontor, hvor medarbejdere – spillet af professionelle skuespillere – forsøger at redde Hind.

Filmens greb – at lade hele handlingen udspille sig på et kontor, mens rædslen udfolder sig på den anden side af telefonrøret – vil for mange vække minder om Gustav Möllers Den skyldige (2018). Hvor Möller bruger den klaustrofobiske iscenesættelse til at indkredse én isoleret hovedpersons moralske sammenbrud, retter Hind Rajabs Stemme blikket mod et kollektiv. Her bliver indelukketheden et billede på den frustration og magtesløshed, som Røde Halvmånes medarbejdere gennemlever – en afmagt, de deler med alle dem, der på afstand overværer, den ene rædselsscene efter den anden blive livestreamet fra folkemordet i Gaza.

Det, der for alvor adskiller Hind Rajabs Stemme fra beslægtede spændingsdramaer, er brugen af Hinds faktiske stemmeoptagelse. Filmens følelsesmæssige rygrad bygger på 70 minutters optagede opkald fra Hind Rajab – en helt almindelig 6-årig pige, der gik på sommerfuglestuen i sin børnehave, som er bange for mørket og af uforsvarlige årsager må gemme sig fra kampvogne, mens 335 skud flyver gennem hendes families bil. Det forekommer for tragisk til at bære og havde historien været fiktiv, ville dens uretfærdighed fremstå så overdrevet, at man ville beskylde manuskriptet for dovenskab. Men filmen fratager konsekvent publikum muligheden for distance ved igen og igen at minde os om, at dette ikke er en konstrueret tragedie – det er dokumenteret virkelighed.

Med en spilletid på blot 89 minutter kan filmen føles længere, særligt i midterstykket, hvor den narrative fremdrift momentvis stagnerer. Også det ellers kraftige skuespil fra Motaz Malhees (Omar) og Saja Kilani (Rana) – når til tider at føles en anelse gentagende. Her opstår spørgsmålet – om fravalget af hændelser og variation underminerer fortællingen – men netop denne dvælen viser sig at være et bevidst greb. Ventetiden, gentagelserne og frustrationen bliver ikke blot noget, vi observerer – de bliver noget, vi deler med karaktererne. Filmens styrke ligger i dens evne til at fremkalde en kropslig oplevelse af magtesløshed. Den lader os gennemleve de samme følelser af håb, desperation og erkendelse af systemisk svigt, som udspiller sig på kontoret.

Hind Rajabs Stemme er uden tvivl den mest hjerteknusende biografoplevelse, der har ramt de danske lærreder i årevis. Rulleteksterne efterlader et krater af rædselsslagen stilhed og udtørrede øjne. Hvis man kan holde til halvanden times mavepuster – og måske særligt hvis man normalt ikke kan – findes der ikke en vigtigere aktuel film at bruge et biografbesøg på.