Af Sidsel Minuva
I et kubisk lille rumskib langt udenfor vores solsystem svæver en far og hans lille baby rundt. De to har kun hinanden. Hver dag sender far, Monte (Robert Pattinson), ligegyldige rapporter tilbage til Jorden. Ingen læser dem længere – der er ingen kontakt mellem skibet og Jorden. Men han bliver nødt til at gøre det, ellers er skibets livsvigtige funktioner designet til at stoppe.
Det var ikke altid sådan. Engang havde skibet en hel besætning. Men de er for længst døde. De var, ligesom Monte, alle tidligere kriminelle, skæve eksistenser eller indsatte på dødsgangen. For at få dem af vejen og samtidig gavne videnskaben, sendte man dem ud i rummet for at undersøge sorte huller. Det fungerede cirka så godt, som man kan forestille sig. Men hvor efterlader det så far og datter?
Desværre er High Life alt for besat af fortiden. I stedet for at lade seeren bruge det meste af spilletiden i selskab med den ældre Monte og hans datter, så kredser det meste af filmen om dengang, de indsatte på godt og ondt eksisterede i fangskab på rumskibet.
Jeg bliver helt irriteret over, hvor meget potentiale der egentlig går tabt som resultat af det. En far og en baby alene i et faldefærdigt rumskib? Det pirrer nysgerrigheden – hvordan vokser hun mon op, og hvordan klarer en alenefar sig fuldstændig uden for samfundet?
I stedet får vi udpenslet, hvor horribelt og håbløst livet på fangskibet var. Skibets læge, Dibs (Juliette Binoche), der skam også var kriminel, er besat af forplantning og, til en vis grad, sex. Hendes besættelse gennemsyrer i den grad størstedelen af filmen; sex, onani og den kuriøse mangel på samme føles til tider som det eneste, der er på menuen.
Det bliver så ekstremt, at karaktererne endda voldtager hinanden på forskellige, groteske faconer – her kammer det ikke bare over for filmens personer, men også for seeroplevelsen. Det bliver simpelthen for meget. Sex og reproduktion bliver et altovervældende tema, hvilket er skuffende, når det stilfærdige topersoners drama egentlig sagtens ville kunne bære hele filmen.
Som udgangspunkt er begge dele af historiens grundlæggende tematikker jo menneskelig interaktion og vores samfundsmæssige livskår. På papiret er det spændende, men filmen halter i netop sit udtryk. Mens Pattinson gør et godt stykke arbejde som den stilfærdige, frustrerede Monte, så er de fleste andre skuespilpræstationer bare ikke noget at skrive hjem om.
Samtidig læner High Life sig enormt meget op ad sine science-fiction forgængere; det fortabte hold på en håbløs rummission henleder tankerne på Sunshine (2007), hvor et hold videnskabsfolk kaster sig ud i netop en sådan mission. High Lifes billedside og tematik minder samtidig også om retroklassikeren Silent Running (1972), hvor en gruppe mænd i haverumskibe lige så stille bliver skøre i hinandens selskab. Problemet med de associationer er, at begge film udforskede deres tematikker langt mere fyldestgørende, end High Life gør.
Det er dødfrustrerende, for den basale historie emmer af potentiale, filmens udtryk minder ganske elskværdigt om retro-sci-fi, og Pattinson er et tydeligt lyspunkt – også selvom han aldrig bliver instrueret til andet end at mumle.
High Life drukner i sit eget forplantningsfikserede plot. Det er synd, for det kunne have været en spændende udforskning af den menneskelige psyke i 70’er klæder.
Kommentarer