Af Claus Nygaard Petersen
Guillermo Del Toros to Hellboy-film var kommercielle successer og fik en yderst inkarneret og vokal fanskare (inklusiv undertegnede), der følte jorden åbne sig og sluge verdenen, da det i 2017 stod endeligt klart, at Del Toro ikke fik lov til at afslutte sin trilogi.
I stedet annoncerede Hellboys skaber, Mike Mignola, at der nu kom et reboot, som ville være mere tro mod tegneserieforlægget, og derved få en mere mørk tone.
Og tja, noget er helt klart anderledes i den her ombæring – med kun et enkelt skinnende lys i mørket.
Hellboy er stadigvæk stor, rød og gnaven, endda om muligt mere end tidligere, for han råber meget… som i rigtig, rigtig meget. Men det er også forståeligt, da verdenen er truet af den onde Bloddronning, Nimue. Hun vil, som enhver god skurk, underlægge sig verdensherredømmet, og ham den røde fyr, med de nedslebne horn, ser da egentlig meget sød ud, så ham vil hun også gerne i kontakt med.
Lyder det forvirrende? Lyder det lidt dumt? Det er det også.
Det nye Hellboy-design får ham til at ligne en mellemting mellem et brandsårsoffer og en tomat lige på grænsen til at gå i forrådnelse. David Harbour, som nok er mest kendt for sin sherif-rolle i Stranger Things (2016), har den utaknemmelige opgave at udfylde Ron Perlmans støvler som den titulære knægt fra Helvede – og det råber han sig, som tidligere nævnt, igennem. Om det er i smerte over at skulle ytre så meget plotforklarende pladder og ringe replikker, får vi nok aldrig vished om – men jeg vælger at tro, det er derfor.
Af uransagelige årsager har man valgt at klaske 4-5 tegneseriehistorier sammen, og så bastardisere dem til uigenkendelighed. Lange og vigtige plots bliver kogt ned til 5 minutters sludder for en sladder, der som regel ender i en superfesen punchline, der slår lige så hårdt som en slatten karklud.
Der er dog en ting, der redder dette makværk fra den totale selvdestruktion, og det er en af Guds sidste gaver, unikummet, manden, legenden; Ian McShane som Hellboys far. Denne engel, med en røst som kun disse skabninger har, fjernede mig fra den mentale afgrund, som filmen ellers ganske ihærdigt skubbede mig ud imod.
Men så kom han, med sin elegante charme og evne til at få selv det mest latterlige til at lyde, som var det skrevet af Shakespeare. Åh, den melodiske klang, hvorved han slynger bandeord afsted med en gravitas, som er få forundt – intet mindre end poesi. (I bund og grund spiller han bare sin Deadwood-karakter, Al Swearengen, hvilket blot giver en lyst til at se den serie i stedet for.)
Okay, tilbage til virkeligheden.
Hellboy anno 2019 er en miserabel omgang, hvor man får testet sine masochistiske grænser til det maksimale. (Ringe) Heavy metal buldrer løs konstant, men ligesom filmen, er det fuldstændig uden kant eller charme. End ikke min personlige skytsengel, McShane, formår at trække dette ”værk” op til på et nogenlunde tolerabelt niveau.
Mine damer og herrer, ærede læsere, dette er den værste film, jeg har set i år. Jeg ville virkelig gerne kunne lide den, som den fan af karakteren og universet, jeg er. Men jeg frygter, at vi med dette indslag i franchisen skal kigge meget langt ud i fremtiden, før nogle tør give sig i kast med endnu en filmatisering af den store røde djævel.
Kommentarer