Af Lasse Borch Frisendal

Brad Pitt, til trods for en række kontroverser, er formentlig en af Hollywoods sidste store filmstjerner. Sidste år beviste han endda med filmen F1 (2025), at han stadig kan få et publikum i biografen 25 år efter han blev tildelt titlen ”Sexiest man alive”. Men med Pitts nyeste film, Heart of the Beast, bliver hans stjernestatus og skuespilsevner udfordret, da alt han har at arbejde med, er sig selv, Alaskas natur og en hund.

Pitt har nemlig hovedrollen som den pensionerede PTSD-ramte elitesoldat James Belmont, der styrter sit fly ude i vildnisset efter et hjerteanfald. Han må derfor forsøge at komme tilbage til civilisation med sin tidligere militærhund Odin (spillet hovedsageligt af politihunden Uber) ved hjælp af blot et telt, lidt tape og et improviseret spyd, før naturens mange grusomme farer får kløerne i ham.

Heart of the Beastssimple og lidt klicheprægede præmis er både dens styrke og dens svaghed. Det letfordøjelige narrativ giver Pitt plads til at kommandere mange scener med sin naturlige karisma og hundekemi, som han også har vist før i film som Once upon a time in Hollywood (2019). Af samme årsag kan instruktøren David Ayer også dvæle i og lade én mærke naturens skønhed og indifferente brutalitet uden behov for narrativ forhast, hvilket skaber en fordybende stemning gennem filmen. Men samtidig kræver så enkelt et plot også en vis fortælleteknisk kreativitet, så historien ikke stagnerer for meget, og netop dén kreativitet er manglende i kritiske mængder.

Historien har næsten ingen tydelig kausalitet mellem begivenheder og udfordringer, hvilket får filmen til at virke som en række tilfældige hændelser frem for en tilfredsstillende fortælling. Det førnævnte flystyrt sker kun på grund af et arbitrært hjerteanfald, hvilket genbruges flere gange i filmen som et dybt frustrerende fortælleværktøj, der kun benyttes til at sættehovedkarakteren i mere ufortjent fare. Filmen kunne snildt have gjort narrativet mere karakterdreven og dynamisk, ved at lade karaktererne tage reelle beslutninger og begå fejl.

I stedet er James og Odin stort set perfekte i deres overlevelsesevner og de enkelte fejl, som James begår, bliver ligegyldiggjort, fordi deres konsekvenser ofte kommer fra eksterne faktorer såsom de førnævnte hjerteanfald. Det gør karaktererne inkonsekvente, og dermed kedelige at følge, når de på vilkårlige tidspunkter bare konfronteres af endnu et af Alaskas farlige dyr, som var de valgt via et lykkehjul.

Overordnet set er filmens skildring af Alaskas natur og dyreliv dog utrolig smuk. De mange supertotale skud illustrerer den ubegribelige storslåethed til stede i det snedækkede bjerglandskab, mens de mange lejr-opsætninger viser naturens stille og fredfyldte intimitet. Det hele er filmet, lyssat og farvet knivskarpt æstetisk set. Dog er der en række momenter med distraherende brug af utilstrækkelig CGI, der hæmmer filmens ellers smukke visuelle præsentation.

Denne skønhed bliver gennem filmen sat i kontrast til en række flashbacks til krigen, der gav James og hans hund PTSD, gennem blandt andet brug af ukomfortable varme farver og smågrimme kameravinkler. Den medtænkte modsætning til resten af filmens udtryk er så til gengæld også det eneste, der gør disse klicherede flashbacks nogenlunde værd at se, da deres narrative substans er ikkeeksisterende. Herudover bliver både deres tematiske og ekspositionelle værdi formindsket grundet overforbrug, til et punkt hvor kontrasten bliver frustrerende i stedet for interessant.

Til trods for klichéerne og de ærgerlige narrative beslutninger har Heart of the Beast et par reelle dejlige overraskelser undervejs, der næsten formår at gøre én rørt eller føle en lille smule spænding. Det er bare et skam at et rodet, kluntet og generisk manuskript fordærver filmens smukke naturskildring, hundeskuespil og dét, der burde have været beviset på Brad Pitts evige filmstjernestatus.