HEART OF A DOG: Bidsk og poetisk skildring

Af Neia Pil Højsteen

Laurie Andersons tilbagevenden som instruktør efter en næsten 30 år lang pause udmønter sig stort i et lille filmessay. Settingen er hendes terrier, Lolabelles, død. Og selvom jeg oprigtigt tror – dog uden helt at forstå – at hendes bånd til denne lille skabning var ud over det sædvanlige, handler filmen naturligvis (og heldigvis) om meget mere.

Selvom der er mange referencer, lige fra Cat on a Hot Tin Roof  (1958) over Søren Kierkegaard til Francisco De Goya, forbliver det en hjertevarm og overraskende nær historie – eller snarere serie af fragmenter af historier.

Det er Laurie Andersons personlige verdenshistorie. En fremstilling, der ville udløse højere karakterer på universiteter end i folkeskolen; forstået på den måde at abstraktionsniveauet er højt, og flere af de historiske sammenligninger er enten poetiske eller søgte. Det er en fuckfinger til facts, men sådan har Laurie Anderson haft det med faktuel viden siden lægerne erklærede, at hun aldrig ville komme til at gå igen efter en ulykke, hvor hun brækkede ryggen. For hun går. Det har givet hende en antiautoritær tro på mulighederne.

Desværre kammer det nogen gange over i en religiøs-spirituel benægtelse af snart hvad som helst, som jeg ikke finder tiltalende. For jeg vil ikke være med til, at religionen tager patent på det drømmende og abstrakte i kunsten, som om der kun findes rationelt moderne gennembrud og blind, religiøs poesi. Nå, men at Laurie Anderson er inspireret af Den tibetanske dødebog, og er nær ven af en konverteret jøde, skal ikke skille os ad.

ANMELDELSE AF:
Heart of a Dog

ORDET SYNES:

5-stars

PROD. ÅR:
2015

INSTRUKTØR:

Laurie Anderson

LAND:
Frankrig & USA

Laurie Anderson er en af dem, der forstår, at filmmediet er audiovisuelt og ikke blot visuelt.

Flere gange står lyden måske endda stærkere end billedet, og som filmen skrider frem, får man en bange anelse om, at de måske har manglet billedmateriale i klipperummet. Det skal dog ikke skygge for, at der undervejs har været nogle interessante billeder. Dobbelteksponeringer og sammenstillinger, hvor Lolabelles pov bliver til overvågning af New York, og hvor Goyas The Dog (ca. 1820) blender ind i North Carolinas bjerge.

Denne sammenblanding og evige transformation gør sig også gældende på handlingsplan, hvor tråde tabes for senere at blive samlet op, spindes og splittes, bindes og flettes i uforudsigelige, elegante mønstre, der klæder mediet og gør op med gammelkendte skabeloner.

Filmen er utraditionel i alle sine lag; dramaturgisk, visuelt, auditivt – og også politisk, hvor Laurie Anderson fører en klar og kritisk tone over for det amerikanske samfund, som det er i dag med terrorfrygt og overvågning.

Nå ja, så var Laurie Anderson gift med Lou Reed indtil hans død i 2013. Tak, Laurie Anderson, for at du forstår dig selv som menneske og kunstner, ikke blot som Lou Reeds livsledsager (og lad os håbe, at anmelderne vil gøre det samme!). Tak for at du hverken lader dit talent blegne ved siden af hans, eller for at du modsat markedsfører dig gennem ham. Tak for at du har udført det blændende soundtrack til Heart of a Dog. Og tak for at du lader tonerne af Lou Reeds Turning Time Around tone filmen så fint ud. Tak for Heart of a Dog.

Kommentarer