[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Peter Christian Rude[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Den italienske instruktør Gianfranco Rosi har skabt en såvel dybfølt som tankevækkende dokumentar om flygtningekrisen med Havet brænder. Udgangspunktet er øen Lampedusa, der gennem de sidste tyve år har fungeret som det første møde med Europa for de utroligt mange, der krydser Middelhavet med livet som indsats.
Filmen begynder med en statistisk redegørelse i hvide bogstaver på sort baggrund. Det oplyses, at 400.000 mennesker er flygtet til øen, hvoraf 15.000 er omkommet undervejs. Men instruktørens ærinde er ikke at formidle kolde data. Det handler derimod om at gøre en absurd situation virkelig. Rosi boede selv på øen under optagelserne, hvor han observerede hverdagen udspille sig i alle dens facetter. Hans kamera er både rettet mod det lokale fiskersamfund og de nødstedte på havet.
Vi følger blandt andre den 12-årige Samuele. Han bliver nemt dårlig og skal lære at begå sig til søs. Men egentlig vil han helst skyde med sin slangebøsse. Bedstemoren fortæller ham om sin ungdom under Anden Verdenskrig. Dengang fiskede man kun om dagen af frygt for militære træfninger om natten. Hendes portræt af krigstidens farefulde hverdag forsyner filmen med dens voldsomme, poetiske titel. Når det gik vildt for sig, var det som om, havet brændte.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Havet brænder[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Gianfranco Rosi[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Italien & Frankrig[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Middelhavet bliver beskrevet i et ambivalent lys. Det har altid både ernæret og udslettet. For de lokale autoriteter er denne dobbeltrolle et livsvilkår. Det forklarer måske deres meget umiddelbare og praktiske tilgang til flygtningekrisen. De har ikke noget andet valg end at hjælpe. En særlig stærk scene foregår om natten, hvor en vagthavende på land forsøger at etablere kontakt med en synkende båd. På billedsiden snurrer fyrtårnene rundt. På lydsiden opleves sammenstødet mellem to stemmer. Den ene insisterer på information om skibets position. Den anden har svært ved at forstå situationen og bliver stadig mere desperat.
For det meste ser vi flygtningene i store grupper. De er viklet ind i aluminiumstæpper. De kigger tavse og fortvivlede mod kameraet. Men midt i filmen udbryder en nigerianer: “This is my testimony!”. Og på imponerende, stakåndet vis aflægger han vidnesbyrd. Han præsenterer sin rejse gennem krigshærgede Afrika og Mellemøsten næsten som en klassisk spiritual. I baggrunden kan man høre et kor summe med.
Filmens humanistiske talerør er dr. Bartolo, der som læge både tilser øsamfundet og flygtningene. Han fungerer dermed som et slags bindeled. Han fremviser en række fotografier af de kummerlige forhold på bådene og sætter omhyggeligt ord på dem. Det er en form for indlevelse, der befinder sig langt fra nyhedsmediernes typiske sensationalisme. Lægen har fulgt krisen tæt igennem mange år. Men han har ikke vænnet sig til dens hårde realiteter. Nogle gange kan han redde de tilskadekomne. Andre gange må han obducere lig.
Havet brænder er en vigtig film. Den får os til at betragte flygtningekrisen på en ny måde. Men man skal se den med nogen. For den sætter garanteret nogle diskussioner i gang.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer