Af Lise Burmeister
Instruktør Daniel Borgmans tredje spillefilm Harpiks bygger på Ane Riels roman af samme navn. Den udforsker konsekvenserne af en lille dansk families isolation fra resten af omverdenen, og ligeledes den pris børn oftest ender med at måtte betale for deres forældres valg.
Netop barnet står i centrum for denne filmatisering, og den unge debutant Vivelill Søgaard Holm er overbevisende i rollen som en nysgerrig, men samtidig overbeskyttet pige. Hun kan bedst beskrives som en moderne Ulvepigen Tinke, hvor uskyldighed og voldsom dyrisk adfærd slår modstridende gnister i en ung piges naive krop. Liv lever nemlig dybt inde i skoven sammen med sin blide og stærkt overvægtige mor, Maria (Sofie Gråbøl) og faren Jens (Peter Plaugborg). Jens både knuselsker sin familie, men styrer og kontrollerer dem også betingelsesløst. Han forsørger dem midt ude i den vilde natur, hvor Liv lærer at jage, fiske og sætte pris på dyr- og planteriget.
Familien har skabt en utopisk livsform, hvor sommerens varme stråler forgylder Livs legende tilværelse. Smukke billeder af familiens hus, som nærmest står i et med skovens træer, og scener af en far, der leger tagfat med sin datter langt væk fra verdens stramme sociale normer og materialistiske afhængighed, er filmisk fortælling, når det er bedst.
Men langsomt begynder det idylliske liv at gå i forrådnelse.
Far Jens har skabt en verden, hvor hans egne ord er lov, og han advarer Liv mod den ondskab, der findes omkring dem. Menneskene i den nærmeste landsby er farlige, og det sker da også, at Liv sommetider må gemme sig, når det lokale postbud trænger sig på. Men i virkeligheden er det farens desperate forsøg på at beholde sin datter, fordi folkene i byen fortsat skal tro, at hun døde mange år tidligere.
Plaugborg er fantastisk som Livs virkelighedsforladte far og favner alle facetter af den komplekse karakter, der tager sin stærke kærlighed til familien og beskytterinstinktet til ekstremerne. For i takt med at hans egen mor (Ghita Nørby) samt en sorgramt kvinde (Amanda Collin) fra landsbyen truer med at springe familiens lille bobbel, begynder de mange års isolation ude i naturen at vise sin grimme side. Det bliver især på bekostning af Marias helbred og Livs ellers trygge rammer.
Harpiks’ styrke ligger også i den billedside, som Daniel Borgman har skabt til filmen sammen med fotograf Louise McLaughlin. Den siger mere en tusind ord og komplementerer fortællingen perfekt. For da vanviddet kryber sig ind på Jens og en ulykke rammer familien, erstattes de smukke naturscener af sekvenser med døde kaniner i forrådnelse og mudder i Livs ansigt. Og pludselig får naturens overtagelse af huset en ny betydning, da træernes grene vokser sig ind i stuen og symboliserer det mørke, der har overtaget Jens’ sind.
Filmens eneste problem er troværdigheden. For selvom den har din fulde opmærksomhed hele vejen igennem, og selvom skuespillernes præstationer er imponerende, så skrider handlingen nogle gange til det utroværdige, hvor selv den ”normale” verden i landsbyen fremstår usandsynlig.
Men Harpiks er stadig en eminent filmoplevelse, hvor du både vil væmmes og forføres. Den tager en enkel præmis om mennesker i isolation og forvandler det til en dyb fortælling om familie, kærlighed, desperation og vanvid. Og så formår den altid at overraske på måder, der sjældent ses i dansk film.
Kommentarer