HARMONIUM: Spisebordets stikkende stilhed

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Kristian Bonde Jensen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Høflighed, dydighed og renhed er urørlige værdier i den japanske kulturarv. Historier om sushikokkens kirurgiske filetering af rå laksestykker, eller barneviolinistens virtuose tæmning af dirrende strenge, fungerer som mytologier i et samfund hvor ekspertise er alting. Hvor forholdet mellem mester og lærling ikke kun gennemsyrer arbejdslivet, men også i høj grad er gældende bag hjemmets fire vægge. Det er især her, rundt om spisebordet, i familiens skød, at den psykologiske thriller Harmonium præsenterer en mørk og nervepirrende kritik.

Toshio (Kanji Furutachi) har en smedje i garagen. Her arbejder han dagen lang på at fremstille metalstykker. Inde i huset udviser hans kone stor præcision i at holde hjemmet rent og pænt. Deres datter Hotaru (Momone Shinokawa) er flittig i skolen, og øver sig i sin fritid på at spille på familiens harmonium. Ved middagsbordet beder de kristne bønner og spiser i stilhed. En dag forstyrres freden dog, da Toshios gamle ven Yasaka (Tadanobu Asano) bliver løsladt fra fængslet og søger arbejde og husly hos den lille familie. For selvom Yasaka er behjælpsom, høflig og taknemmelig, skjuler hans tilknappede, kontrollerede facade på en skræmmende hemmelighed.

Den første time af Harmonium er en vanvittig effektfuld dekonstruktion af familiens trygge rammer, der i sine mest nervepirrende øjeblikke leder tankerne hen på Michael Hanekes kyniske spændingsfilm (Cache, Funny Games). Dette understøttes af et rigt og dvælende visuelt udtryk, der fastholder hver eneste pinagtige tavshed, samt sublime skuespillerpræstationer, der subtilt antyder de skjulte dagsordener, der gemmer sig bag bøjede nakker og foldede hænder.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Harmonium[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:4-stars[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Koji Fukada[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Japan[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Særligt genial er Asanos rolle som Yasaka. En karakter, der på foruroligende facon blander det voksne og autoritere, med det barnagtige og impulsive. På samme måde som når Jokeren proklamerer, at han vil lave tryllenumre i The Dark Knight (2008), eller når snigmorderen Anton Chigurh drikker et stort glas mælk i No Country for Old Men (2007), er der noget både komisk og dybt forstyrrende i Yasakas udstråling. Den skoleuniformslignende påklædning, frygten for at sove i mørke og de vulgære og ukontrollerede spisevaner, bidrager alle til en af de seneste års mest overbevisende og hårrejsende skurkeroller.

Derfor føles det også som et tab, da filmen halvvejs, efter et tidligt dramatisk klimaks, skifter tone og Yasakas rolle formindskes betydeligt. Her udforskes stadig familiens sammenhængskræft, de falske facader og ulmende følelser, om end på en langt mere direkte og udtalt facon. Skiftet gør ikke filmen uvedkommende eller uinteressant, hvilket man kunne frygte, men det er en skam at første halvdels antydende intensitet bliver nedprioriteret. Det tidlige klimaks gør også, at dramaet måske strækkes en smule for langt, og derved føles en kende uforløst.

Som helhed er Harmonium dog en modig og neglebidende undersøgelse af den falske familieidyl og den påtagede høflighed. En tilstand hvor det usagte lyder som tusinder af hyldede violiner, og hvor forløsningen skærer som en skarp kniv gennem råt kød.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer