[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Oscar Pedersen[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
NB. Anmeldelsen indeholder ikke spoilers, men det anbefales at man ser filmen først.
The Handmaiden foregår i 1930’ernes japansk-besatte Korea og er fortalt i tre dele. I første del ansættes den fattige pige Sookee som tjenestepige for rigmandsdatteren Hideko, der lever et stille liv med sin mytiske onkel på deres afsidesliggende ejendom. Sookee har imidlertid andre planer end blot at servere og pleje. Hun er nemlig tyv og har indgået en aftale med en charmerende svindler om at hjælpe ham med at vinde Hidekos hjerte, så han kan få adgang til den store familieformue. Det varer dog ikke længe før intriger, seksuelle fantasier og andre hemmeligheder vælter ud af skabet.
Park Chan-Wook, som må siges at være en af Koreas største instruktører (i hvert fald på kunstnerisk merit), har i løbet af sin karriere skåret, drejet og udvidet alverdens genrekonventioner for at danne sit helt eget filmsprog. I den henseende er The Handmaiden ingen undtagelse og kan bedst beskrives som en gotisk thriller flankeret af en melodramatisk kærlighedshistorie og opsvulmede seksuelle fantasier. Filmen har den gotiske genre som grundstruktur, hvilket bl.a. viser sig i form af den store villa, der besidder en mørk fortid. Kort tid efter Sookees indlogering fortæller Hideko, hvordan hendes tante hang sig selv i et stort, smukt træ i baghaven uden at specificere årsagen. Fortidens hemmeligheder hjemsøger nutiden og skaber gåder og mystik, som vi trinvist må få svar på, idet Sookee udforsker det store hus, der måske – måske ikke – fører hende til hemmelige rum.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Handmaiden[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2017[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Park Chan-wook[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Korea[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Igennem filmens tre akter ser vi gentagne gange de samme scener, men med ændret synsvinklen, således at scenernes indhold skifter karakter. En samtale mellem to af karakterne i første akt viser sig eksempelvis i anden akt at blive aflyttet af en tredje karakter, hvilket fører til en bestemt handling i tredje akt. Formålet med formen er højst sandsynligt at skabe en maskeleg, hvor man ikke er sikker på, hvem man kan stole på. Det tætteste, man rent faktisk kan komme på sandheden, er blot en maskes bekendelser.
Filmen går sin egen vej i dyrkelsen af lyst og kærlighed. Til et selskab læser Hidekos onkel op fra en bog fyldt med forbudte lyster. En gæst spørger, om forfatteren er Marquis de Sade, hvortil der svares: ”de Sade-esque”. En kommentar, der uden tvivl er ment som et blink til tilskueren om, hvilken svulstig historie, der er i færd med at udfolde sig. Park tager genrekonventionerne seriøst for at skabe spænding og indlevelse, men samtidig ironiseres disse, når filmen går en anden retning eller konventionerne bliver overgjort og herigemmen til kitsch.
Selvom Park har en vis distance til de genrer, han tager i brug, er filmen stadig bundet op om thriller-genrens gåder og mystik. Det er derfor et problem, at filmen adskillige gange er ganske forudsigelig, således at filmens ”twists” virker flade og uvedkommende. Det skyldes især treaktsstrukturen med skiftende synsvinkler, som afslører for meget og modarbejder indholdet. Her spiller kameraarbejdet også en rolle; kameraet er for suggestivt og synkroniseret i forhold til indholdet. Det giver for meget information ved at fokusere på en ting eller karakter, vi som tilskuere skal lægge mærke til, og efterlader derfor ikke meget plads til egen gådedannelse.
The Handmaiden er en seværdig film, der byder på interessante og underholdende overvejelser om lystens natur, men form, indhold og stil modarbejder i sidste ende hinanden.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer