Af Magnus Hvidt Thelle
Nord- og Sydkorea er to lande, der deler et navn, en historie og en halvø, men som i mere end 70 år har eksisteret på hver sin side af en af verdens mest bevogtede grænser. Hana Korea betyder ”ét Korea” og peger dermed direkte mod den splittelse, der ligger i centrum for dokumentaristen Frederik Sølbergs spillefilmsdebut. For Hyesun (Kim Min-ha), en ung nordkoreansk kvinde der flygter til Sydkorea, handler det dog ikke kun om et land, der er blevet delt i to. Hun må også forsøge at samle to versioner af sig selv og sende penge hjem til sin syge mor.
Da Hyesun ankommer til Sydkorea efter en farefuld flugt, bliver hun placeret på et integrationscenter, hvor hun skal lære at begå sig i det samfund, hun hele sit liv har forestillet sig som frihedens land. Sølberg fremstiller stedet som et besynderligt mellemstadie: på én gang skolelejr og fængsel, hvor hun undervises i alt fra bankkort til demokrati, mens hun stadig er afskåret fra det liv, hun egentlig er kommet for at leve. Hun er fri, men endnu ikke rigtig fri.
Det er også her, filmen er skarpest. De små lektioner i sydkoreansk hverdagsliv får en fin absurditet, fordi det, der for andre er banale selvfølgeligheder, er fremmed for Hyesun. Samtidig bliver hendes længsel efter moderen ved med at trække hende tilbage mod det liv, hun har forladt. Hyesun har ikke bare forladt et land, men også en version af sig selv, og i Sydkorea forsøger hun at indhente en forsømt barndom med plads til makeup og andre ting, der aldrig havde været plads til før.
Når hun omsider slippes ud i Seoul, mister filmen dog noget af den retning, der gjorde første halvdel så interessant. Hyesun bevæger sig mellem arbejde, uddannelse, nye bekendtskaber og forsøg på at sende penge hjem til sin mor, men det bliver efterhånden uklart, hvad der er filmens egentlige dramatiske motor. Den grundlæggende splittelse mellem hendes gamle og nye liv er stadig interessant, men Hana Korea bliver så optaget af Hyesuns sørgmodighed, at den til tider selv kommer til at føles lidt enstonet.
Sølberg giver konsekvent denne splittelse en visuel form. Hyesun placeres igen og igen i tætte rammer, hvor vinduer, døråbninger og spejle deler billedet omkring hende. Den intime kameraføring fanger Hyesun i integrationscenterets spejle, hvor hun lægger forbudt makeup på læberne og gange hvor hendes længselfulde blikke gennem vinduerne på én gang virker søgende efter et nyt liv og bekymrende tilbage mod hendes gamle.
Det er desværre ikke al filmens symbolik, der er lige elegant. Da Hyesun finder en død fugl på Seouls gader, bliver metaforen så åbenlys, at man næsten kan høre Sølberg råbe: ”Prøv lige at se den fugl! Minder den dig om nogen, der måske også er fløjet fra reden?” Det samme gælder enkelte af filmens dialoger, såsom samtalen med Seok Hui (Kim Joo-ryoung) om arbejdspladser med misvisende navne som Paradise og en gentlemens club uden gentlemen føles mere som pointer, der skal forstås, end mennesker, der faktisk taler sammen.
Filmen er til gengæld langt stærkere, når den lægger forklaringerne til side. Sølbergs dokumentariske baggrund kan mærkes i de scener, hvor kameraet blot observerer Hyesun på afstand, og særligt voice-over-sekvenserne, hvor hun læser breve til sin mor, skaber fængende momenter. Når Sølberg i disse øjeblikke former fortællingen til noget der minder om en sanselig dokumentar, tillader det Kim Min-ha at gøre Hyesuns savn tilgængeligt og mærkbart.
Hana Korea har flere stærke idéer om frihed, identitet og tilhørsforhold, men har svært ved at fastholde dem med samme sikkerhed gennem hele spilletiden. Kim Min-ha er fremragende i rollen som Hyesun og formår at give selv filmens mest stille øjeblikke en følelsesmæssig tyngde. Men Sølbergs vedvarende sørgmodighed bliver efterhånden så dominerende, at filmen selv begynder at føles fastlåst. Hana Korea vil samle to lande og to versioner af ét menneske, men ender desværre med selv at sidde lidt fast mellem sine gode idéer og sin fortælling.