Af Oskar Stone

Adaptationer er det nye sort. Vi genfortæller historier, der allerede har prydet både skærm og bibliotekshylde. Halvdelen af årets ti Oscar-nominerede film til bedste film er netop sådanne genfortællinger. Én af dem, Hamnet, er måske den, man frygter, kan blive endnu et prestigetungt kostumedrama med den sædvanlige Shakespearean-chargon, senest set i Macbeth (2015). Oscar-vinderen Chloe Zhao har valgt en anden tilgang og har, sammen med Maggie O’Farrell, forfatteren til den bedst sælgende roman af samme navn, skrevet manuskriptet. Filmen fortæller den fiktive historie om Agnes, Shakespeares hustru – historisk kendt som Anne Hathaway, en kvinde overset af historien, og om skabelsen af hans tidløse mesterværk, Hamlet.

Da den unge latinlærer William Shakespeare (Paul Mescal) møder Agnes (Jessie Buckley), opstår en gryende kærlighed, som hurtigt fører til deres første barn. Kort tid efter får Agnes tvillinger, og familien påbegynder et stille, naturfyldt liv i den landsby, hvor begge er vokset op. Alt ånder fred og idyl for en kort stund, indtil tragedien rammer, og filmen kredser stedfast om tabet af deres søn, Hamnet (Jacobi Jupe). Da tragedien rammer, ændrer alt sig. William bruger størstedelen af sin tid på sit teater i London, og Agnes er efterladt alene med sine to børn. Fraværet mellem de to elskende vokser i kølvandet på tragedien, og sorgen spirer, hvor kærligheden en gang blomstrede.

Jesse Buckley var måske ikke navnet på alles læber, da castingen til Hamnet fandt sted, men hun viser sig som filmens bankende hjerte. Hun er ganske enkelt fænomenal. I et periodeværk, så storslået og pompøst som Shakespearehistorier ofte forlanger, spiller hun sorgen med menneskelighed, nærvær, der trækker tragedien ned i øjenhøjde. Hun er brutal, hun er mystisk, og hun er hjerteskærende nærværende. Agnes bliver mere end historiske fodnoter. Hun får lov til at være til i en historie, der typisk kun involverer hendes fødsels– og dødsår. En præstation som denne fortjener intet mindre end en Oscar.

Paul Mescal giver os en Shakespeare, der ikke er et ophøjet geni, men en splittet mand, der ikke formår at være til stede, når det gælder mest. Han spiller med en knusende tilbageholdenhed, som om ordene altid kommer for sent. Deres fælles kemi vibrerer gennem skærmen, og gør den sagnomspundne forfatter til et menneske af kød og blod, med fejl og mangler. 12-årige Jacobi Jupe, som spiller Hamnet, leverer en fuldkommen præstation med en underspillet, erobrende tilstedeværelse, der er lysår forud for sin alder.

Chloe Zhao fortsætter den intime naturalisme, hun forfinede i Nomadland (2020), men Hamnet føles endnu mere kontrolleret. Hendes kærlighed og blik for landskabet; det mudrede, det levende og det uforanderlige, føles velkomponeret og stærkt. Fotografen Lukasz Żal, der også stod bag The Zone of Interest (2023), indfanger det britiske landskab med en malerisk ro, så naturlig og simpel, som bliver forstærket af Max Richters melankolske score, der bevæger sig under billederne som en stille strøm. Alt synes at være i balance, fra produktionsdesign til casting og til kostumer. Universet føles aldrig konstrueret, men levet i.

Hamnet bliver fortalt med en sjælden tålmodighed, der kræver overgivelse. Midterakten dvæler længe i stilstandens tomrum efter katastrofen, og momentvis kan tempoet næsten føles for sløvt, men Zhao samler trådene sammen i tredje akt og leverer en monumental slutning.

Roserne har været rundhåndede, og konsensusdyrkelse kan opstå omkring visse film, men Hamnet hviler på mere end stemning og prestige. Den er velkomponeret, velovervejet, og fuldt fortjent blandt årets Oscar-favoritter. Film af denne følelsesmæssige kaliber kan føles forceret, som om man skal kværne en halv pakke Kleenex, inden rulleteksterne indtræffer, men Hamnet glider over skærmen med sjælden tålmodighed, hvor sorgen får lov til at være menneskelig.

To be or not to be an Oscar Winner? Lad os se, om kærligheden vinder igen.