Af Claus Nygaard Petersen
Jeg var så klar til Racer and the Jailbird. Instruktør Michäel R. Roskams debutfilm Bullhead (2011) var et brutalt og herligt bekendtskab, der samtidig var gennembruddet for den belgiske De Niro, Matthias Schoenaerts. Tilsat Adéle Exarchopoulos og en ganske interessant trailer, var forventningerne oppe i den positive ende, da jeg satte mig i sædet, og mørket sænkede sig i biografen.
Gigi (Schoenaerts) er en gangster, der sammen med et par barndomsvenner røver banker og pengetransporter; Bibi (Exarchopoulos) er racerkører, og da de mødes tilfældigt, opstår der hurtigt sød musik. Men det er ikke uden problemer at være kæreste med en, der konstant skal kigge sig over skulderen af frygt for at blive snuppet af politiet.
Racer and the Jailbird er virkelig flot filmet, det skal den have. De få røveriscener, der er, har også en realisme og råhed, som leder tankerne hen på de bedste indenfor heistgenren (jeg kigger på dig Heat [1995]), bilscenerne ligeså
Derfor er det ekstra ærgerligt, at resten af film er et gabende kedeligt melodrama, uden antydningen af spænding. Der bliver lagt op til så mange ting, at det føles som om, plottet fra 4-5 forskellige film er blevet mast sammen til denne ene alt for lange film.
I en egentlig ganske glimrende prolog bliver det slået fast, at Gigi er rædselsslagen for hunde. Det bliver så ganske uelegant bragt op flere gange i filmen, blandt andet i en tåkrummende udveksling mellem Gigi og Bibi, hvor hun beskylder ham for at hade hunde, fordi de er ærlige. På dette tidspunkt, var alt håb for, at filmen kom på rette spor, allerede forsvundet.
Schoenaerts og Exarchopoulos er dygtige skuespillere, men her klikker de bare ikke. De stille øjeblikke, hvor de bare skal være et par, er så skabelonagtige, at man kan fristes til at tro, de var taget fra en klippebog, og det er hårdt sagt overfor klippebøger.
Jeg håbede på at se en sej actionfilm med lidt kant, og i stedet fik jeg et melodrama, hvor, som man netop troede, de elskende ikke kunne blive udsat for mere modgang, så lige skruer den en tak op, indtil vi rammer 11. Det bliver desværre ikke engang komisk, så meget de skal igennem, det er bare træls på træls, og min kiggen på uret blev mere og mere intens i håbet om, at filmen snart var færdig. Det eneste, der reddede oplevelsen, var action- og bilscenerne, samt en okay sjov i kontekst sexscene, hvis afslutning fik et lille smil på læben fra mig. Ellers var det en skuffende tur i biffen på sådan en fredag formiddag.
Kommentarer