[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Niels Harpøth[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Familien Peterson er i dyb sorg over tabet af husstandens ældste søn, Caleb, som faldt i tjenesten i Mellemøsten. Ydermere har de hver deres mere eller mindre skabelonsproblemer som datteren, Annas (-aktuelle Maika Monroe), småpusher af en kæreste og sønnen, Lukes (Brendan Meyer), stereotype plageånder i skolen. Så da en ven fra Calebs deling, den nyligt hjemsendte David (Dan Stevens), tropper op på deres dørtrin, tager moderen (Sheila Kelley) varmt imod ham. Det umiddelbare formål med visitten var blot at fortælle Calebs familie, at han elskede dem. David er en høflig ung herre og før de resterende medlemmer ved af det, er han blevet inviteret til at blive et par dage, mens han lægger planer for sin fremtid. Lige så langsomt får han indlogeret sig i familiens liv og hans løfte til Caleb, om at hjælpe hans familie på enhver måde, viser sig at være af højeste vigtighed.
Løftet eksekvereres umiddelbart på ganske uskyldig og praktisk vis. Han hjælper til i husstanden, henter Luke fra skolen og neutraliserer venindernes ubehagelige ekskærester til fester med stor effektivitet. Til ingen i publikums store overraskelse påtager ”hjælpen” sig en noget mere ildevarslende karakter. F.eks. giver David Luke en af sine balisonger (der er flere hvor de kom fra) og opfordrer ham til at brænde sine mobberes hus ned til grunden. Som man jo gør.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
The Guest[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Adam Wingard[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Det vinder Lukes gunst, men er ham David nu også, hvem han udgiver sig for at være? Mistroen gnaver hos Anna og da hun kontakter hans gamle militærbase, tager en dejlig skarp drejning. Snart tropper Lance Reddick op i lædertrench, som var han en anden Nick Fury (dog minus øjeklap). Den langsommelige spændingsopbygning, der har mærket filmens første halvdel, erstattes af skyderier og eksplosioner, som vi kender dem. At det føles som om, disse ballistiske nedslagtninger udføres af en antagonist, der er som taget ud af en slasher, giver tingene noget ekstra liv.
Dan Stevens eksisterer i et kontinuum mellem Ryan Goslings og Bradley Coopers henholdsvis afdæmpede og sleske charme. Karismaen er der, hvilket ikke rigtig kan siges om resten af skuespillertruppen, der alle bevæger sig rundt i tilstrækkelighedens sfære.
Der er en interessant diskussion gemt i. Hvem er det lige, vi skal være bange for? Filmen berører hurtigt PTSD, men gør sig umage for ikke at dæmonisere hjemvendende veteraner, men snarere det system, som har skabt dem. Der udstilles et militærkompleks, som, på trods af gode intentioner, har skabt et monster af en mand og, som, når det kommer til rettelsen af deres egne fejl, fejler med bravur. Hvis bare David havde været mere Captain America og mindre Winter Soldier.
Den drypper 80’er nostalgi, men spilder ikke tiden med fanservice og vink til andre værker. I stedet serverer den en forfriskende genrecocktail, der skiller action-, thriller- og gyser-genrene ad, som var de skydere og samler et ganske effektivt håndvåben af en filmoplevelse.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer