Af Jaspar Bang Jørgensen
”Kom, lad tankerne flyve
til en by,
hvis den by
var en drøm.”
I denne by bor Hvemerne. Et folk, der altid er i færd med at pynte op til jul. Et folk, der bruger al deres tid på skøjteløb, julegave-indkøb og julesang i byens gader. Et folk, hvor de voksne kommer rundt i bobslæde og børnene på kælk. Et folk, der betragter byens juletræstænding som årets næststørste begivenhed, kun overgået af selveste juledag. Et folk, der inderligt elsker julen højere end nogen andre.
Hvemstrup er i sandhed et sted, som ethvert barn med kærlighed til julen kun kan drømme om. Den hyggelige og sneklædte by er som taget ud af den snekugle, man havde som barn- et ryst og så kunne man se sneen dale ned og lægge sig på de små tagtoppe. Alt i byen emmer af juleidyl. Men i de nærtliggende bjerge bor en grøn og pelset skabning, der meget nødigt sætter sin fod i den lille by, og som højt og helligt hader julen.
Dr. Seuss’ julefortælling om The Grinch er blevet fortolket adskillige gange siden den første gang så dagens lys som børnebog i 1957. Den Dickens-inspirerede historie er blevet gengivet i alverdens formater blandt andet som musical, dukke show og korte tegneseriefilm.
Eftersom den version, som mange nu til dags nok kender bedst( live action-udgaven med Jim Carrey fra år 2000), efterhånden har små tyve år på bagen, er det da heller ikke andet end forventeligt, at den grønne julehader nu har fået en tur i computeranimationsmaskinen.
Illumination Entertainment, der blandt andet også står bag Lorax(2012), Horton og støvfolket Hvem(2008) og ikke mindst Grusomme Mig(2010), har påtaget sig opgaven og sat deres præg på juleeventyret. Hr. Grinch er blevet udstyret med adskillige moderne gadgets, som han og hans hund Max på ægte Gru-manér gør brug af i deres ondskabsfulde forsøg på at stjæle julen.
I Grinchen er musikeren Pharrell Williamser rykket fra musikstudiet og ind i fortællerstolen. Han har i stedet overladt pladsen som filmsangskriver til rapperen Tyler the Creator. Således er filmen også beriget med et svedigt og ungdommeligt soundtrack, som også byder på en række moderne fortolkninger af klassiske julesange, såsom ’Jingle Bells’ og ’Run Rudolph, Run’.
Historien om Grinchen er tidløs og indeholder en morale om næstekærlighed og tilgivelse, som både børn og voksne kunne have gavn af at få fortalt i den travle juletid. Yarrow Cheney og Scott Mosiers filmatisering målretter sig dog mere til nutidens børn end nogen af sine forgængere. Historien pakkes ind i sjove og gakkede twists, såsom skrigende geder, tykke rensdyr og alternative metoder til at falde i søvn natten inden jul. Derudover får man undervejs indblik i Grinchens hverdag via små anekdoter, der forklarer den enkelte situation på en morsom måde.
Cheney og Mosier finder med deres fortolkning af Seuss’ jule-evergreen en fin balance mellem sjov, moderne, børnevenlig og eventyrlig uden dog at overraske eller satse voldsomt i forhold til den søde historie, langt de fleste kender i forvejen. Ikke desto mindre bliver Grinchen med garanti en succes hos børn og barnlige sjæle, og man går næppe galt i byen, hvis man lægger to biobilletter til ens nevø eller niece under juletræet.
Kommentarer