Greta Gerwig har været et af de helt store samtaleemner i forbindelse med dette års Oscaruddeling. Men hvem er denne sprudlende, unge filmmager med det auteur-klingende navn egentlig?
Greta Gerwig får en masse omtale i disse dage. Dette skyldes til dels, at hendes soloinstruktørdebut, Lady Bird (der kan opleves i danske biografer til april), får ros fra alle sider, dels at Oscarnomineringen til Gerwig for bedste instruktion vejer tungt rent politisk. Gerwig er kun den femte kvinde i Oscarhistorien til at blive nomineret i denne kategori, og anerkendelsen fra Akademiet kombineret med Lady Birds overordnede succes synes nærmest med ét at have forvandlet den finurlige og lidt kejtede Sacramento-pige til forbillede for en ny generation af kvindelige filmskabere.
Men denne position kan dog også umiddelbart virke som noget af et spring for den 34-årige Gerwig, der indtil nu mest er blevet kendt for sine skuespilpræstationer; blandt andet som den titulære Frances Halliday i Noah Baumbachs Frances Ha (2012) og fotografen Abbie Porter i Mike Mills’ Alletiders kvinder (2016).
Tager man et mere detaljeret kig på Gerwigs hidtidige karriere vil man dog hurtigt begynde at forstå, hvorfor hun er der, hvor hun er i dag. Her tegner der sig nemlig et billede af en kvinde, der ikke alene har tendens til at transcendere rollen som skuespiller på de projekter, hun involverer sig i – det er også tydeligt, at hun både kan og vil fortælle sine egne historier.
Dramatikerdrømme og mumblecore
Oprindeligt ville Gerwig i virkeligheden hverken være skuespiller eller filminstruktør. Hun ville være dramatiker. Efter sigende var det i hvert fald planen, da hun i 2006 dimitterede med en bachelorgrad i filosofi fra Barnard College. En bunke efterfølgende afslag fra de fleste af New Yorks velrenommerede MFA-uddannelser i dramatik førte dog i stedet til, at hun begyndte at involvere sig i nogle venners filmprojekter.
Blandt disse venner var instruktøren Joe Swanberg, som hun hurtigt dannede et professionelt partnerskab med. Sammen lavede de filmene Hannah Takes the Stairs (2007) og Nights and Weekends (2008), der efterfølgende blev indkapslet i ‘mumblecore’-bølgen – en lidt løs betegnelse for en række amerikanske lavproduktionsfilm, der blandt andet er præget af improvisation og et naturalistisk udtryk.
Gerwig, der dengang blev kendt som ‘the first lady of mumblecore’, har ofte fremhævet sin medvirken i denne ’bevægelse’ som noget, der lagde grundstenen til hendes uddannelse inden for film. Dels fordi arbejdet omfattede et kreativt fællesskab, hvor hun kunne facilitere sine dramatikerdrømme, og dels fordi den altomfavnende tilgang i disse produktioner gav hende en tidlig erfaring med flere aspekter af filmproduktion; “What was wonderful about it was, it allowed me to understand how films are built, because we were doing everything. Everybody was doing everything.”
Baumbach og den Gerwigske kvindefigur
Fortællingsmæssigt skal vi dog lidt længere frem i tiden, før kimen for alvor bliver lagt til de temaer, der i dag virker synonyme med Greta Gerwig. I 2010 medvirker hun i Noah Baumbachs Greenberg (2010), og i kølvandet på filmens produktion bliver hun ikke alene kærester med Baumbach, men de to starter også endnu et professionelt samarbejde. Det munder ud i filmene Frances Ha (2012) og Mistress America (2015), hvor Gerwig er skuespiller og medforfatter, mens Baumbach agerer medforfatter og instruktør.
Det interessante ved netop disse film er, at deres realistiske og nuancerede kvindeportrætter både synes at trække tråde tilbage til Gerwigs mumlecore-film og pege frem mod den nyudklækkede Lady Bird. Selvom der personlighedsmæssigt er langt mellem Frances Halliday og Brooke Cardinas (Gerwigs karakter i Mistress America), så er der ingen tvivl om, at de to kvinder er variationer over samme tema. Begge kvinder er for eksempel ambitiøse drømmere, der dog kæmper med det usagte faktum, at de måske enten mangler midlerne, viljen eller talentet til at føre deres drømme ud i livet.
Begge har de også umådelig svært ved at forholde sig til sociale forestillinger om det at være et succesfuldt og ‘voksent’ menneske, og følelsen af eksistentiel utilstrækkelighed ligger konstant på lur under den hyggelige overflade i de to film. Som når Frances under et restaurantbesøg ihærdigt forsøger at leve op til idéen om det selvstændige individ (for ikke at sige den moderne, frigjorte kvinde) ved at ville betale regningen; dog blot for at måtte sande, at hun med egne ord ikke er ”a real person yet” fordi hun ikke har kapital til at eje et kreditkort – den eneste korttype, som restauranten vil godtage.
Derudover er kvinders forhold til hinanden, der i kritiske perioder af livet ofte kan veksle kraftigt mellem tilstande af næring og fortæring, ligeledes et tema, som man finder i forgrunden hos begge film. Og uden at jeg skal udtale mig for meget om Gerwigs første, selvstændige projekt, så er det værd at bide mærke i, at netop dette element også forekommer at være et altoverskyggende tema i Lady Bird; et coming-of-age-drama, der blandt andet kredser om en teenagepiges forhold til sin mor.
Lady Bird og fremtiden
Omdrejningspunktet for alle førnævnte paralleller må siges at være måden, hvorpå moderne kvinder former deres identitet – et tema, som Gerwig ikke alene har givet udtryk for, at hun er dybt interesseret i, men også fremhævet som noget, der ikke bliver udforsket i tilstrækkelig nuanceret grad på film i dag. Dette italesatte hun blandt andet på New York-filmfestivalen sidste år, da hun blev spurgt ind til grundlaget for Lady Bird; ”What is Boyhood but for a girl? What is The 400 Blows but for a girl? What are those stories? What is personhood for young women?”
Selvom det kan være svært at adskille Frances Ha og Mistress America fra Baumbachs oeuvre, så er der således i retrospekt noget ved dem, som unægteligt emmer af Gerwig. Af en forestilling om nye og anderledes kvindeskildringer, der nu for alvor cementeres med Lady Bird.
Om Gerwig fortsætter i instruktørretningen er endnu uvist. I den nærmeste fremtid kan hun igen opleves som skuespiller, først i Wes Andersons animationsfilm Isle of Dogs (2018) og senere på året i Noah Baumbachs næste projekt, der endnu ikke har et officielt navn. I lyset af Lady Birds succes, de dertilhørende Oscarnomineringer, samt Gerwigs multifacetterede karriere inden for film, vil jeg dog vove at påstå, at det efter al sandsynlighed ikke er sidste gang, at denne spøjse, unge kvinde har sat sig i instruktørstolen.
Kommentarer