Af Viktor August Mortensen
Så småt som man troede, at den var fortid, er katastrofefilmsgenren tilbage. Denne gang med en meget tidsaktuel titel er Greenland 2: Migration (2026) det seneste bud på, hvordan menneskeheden endnu en gang er i fare. På trods af titlen, er det i dette tilfælde ikke grundet en orange præsident, men i stedet en god gammel altødelæggende komet.
Spørgsmålet lyder dog, om det lykkedes instruktør Ric Roman Waugh at puste liv i en halvdød genre, eller om det bliver et dårligt forsøg på at tiltrække publikum med en tidsaktuel titel a la 2009’s 2012.
Filmen starter fem år efter etteren i kølvandet på kometnedslaget, fredeligt navngivet Clarke. Her lever familien Garrity i en bunker i Grønland sammen med resterne af den amerikanske befolkning. Bunkerens tykke betonvægge holder dog ikke for evigt, og de må atter flygte. Her bliver håbet kometnedslagets krater, syd for Frankrig, som rygtes til at være en spirende genstart for menneskeheden.
Efter filmens start bliver det tydeligt, at skabelonen anvendt på etteren vender tilbage. Ligesom forgængeren, Greenland (2020), går der ikke længe, før de trygge rammer falmer, og filmens forløb for alvor sættes i gang. Herefter går størstedelen af plotpunkterne igen, hvilket gør filmen ret forudsigelig, når man først opdager det. Det bliver et problem, når genanvendelse af skabelonen umiddelbart er noget af det eneste, der går igen fra etteren.
Der er flere plotmæssige træk fra etteren, som var væsentlige for karakterernes udvikling, der fuldstændig er glemt her. For eksempel virker forholdet mellem forældrene John Garrity (Gerard Butler) og Allison Garrity (Morena Baccarin) helt uden fejl eller problemer i denne omgang, hvor det i etteren var plaget af en skilsmisse og utroskab. Sønnen Nathans (Roman Griffen Davis) diabetes og medfølgende afhængighed af livsnødvendigt insulin var også et stort plotpunkt i etteren, men her i toeren bortforklares det med en enkelt, lille bemærkning.
Manglen på tilknytning til etteren rejser spørgsmålet: Hvorfor er denne film netop Greenland 2 og ikke blot en selvstændig film? Jeg vil påstå, at der følger visse forpligtelser ved at fortsætte en historie, såsom at samle op på væsentlige plotpunkter, men det mangler her. Det er de samme skuespillere, man ser, men det virker ikke til at være de samme karakterer.
På deres rejse mod kometnedslagets krater støder familien Garrity på mange konsekvenser af den voldsomme katastrofe. Her ser vi alt fra et oversvømmet Liverpool til Den Engelske Kanal, som er helt tørlagt. Disse landskaber er troværdige og effektfulde, og med filmens høje tempo er det altid spændende at se, hvilket imponerende landskab de trodser som det næste på deres tur ned gennem Europa.
Men modsat de imponerende apokalyptiske landskaber, er familiens måder at overkomme udfordringer på ikke specielt troværdige. De er nemlig ekstremt heldige. Hver gang familien står over for en udfordring, reddes de af heldige tilfældigheder, og det er ikke takket være karakterernes modighed eller specielle evner. De er blot ekstremt gode til at sige: ”Be’ om.” Brudene på rimelighed og realisme flår én ud af fortællingen, netop som man var begyndt at være engageret.
Greenland 2: Migration er en klassisk katastrofefilm, hvor spektakel og højt tempo prioriteres langt, langt over plot, karakterer og rimelighed. Men med bortforklarede plothuller, manglende tilknytning til forgængeren og alt for mange momenter der fremkalder suk frem for begejstring, bliver man revet ud af spektaklet og sidder tilbage med endnu et bevis på, hvorfor katastrofefilmsgenren nok ikke lige genoplives foreløbigt.