Af Gustav Stubbe Arndal
Allerede de første ord i Green Book siger meget om, hvad man skal til at se: ”Baseret på en sand historie”. Når filmen er slut, kan vi undre os over, om historien var så rent optegnet i virkeligheden, men det er ikke pointen – vi skal fornemme, at vi lige så noget ægte, autentisk og sødt, og høre hvordan det gik vores helte senere hen. Det er vel typisk Hollywood.
Typisk er nøgleordet, for selvom Peter Farrellys Oscar-nominerede, Golden Globe-vindende film viser sig en anelse provokerende frem med sin fortælling om racerelationer i 60’ernes sydstater, så er den i bund og grund bygget omkring den stensikre roadmovie-formel med et umage makkerpar i bilen. Det er typisk og velkendt, fordi det virker.
I det højre hjørne har vi ædedolk og familiefar Tony ”Lip” Vallelonga (Viggo Mortensen), der er kendt som en pålidelig bodyguard og ”fidusmager” blandt italienske mafiosoer i hans hjemstavn New York. I det venstre hjørne har vi Dr. Don Shirley (Mahershala Ali), en afroamerikansk virtuoso-pianist med et elfenben-besmykket kontor over Carnegie Hall, der snart skal på tour med sin trio dybt ned i hjertet af Amerika. Tony bliver hyret som chauffør, og så er vi i gang.
Den komiske kemi er åbenlys – Tony er en tumpet grobrian fra arbejderklassen, der er forholdsvis ignorant omkring sortes vilkår uden for Bronx. Shirley (”Doc”, som italieneren kærligt kalder ham) er et arrogant overklassemenneske, der aldrig i sit liv ville spise med fingrene, og har et ordforråd i adskillige sprog, der flyver over hovedet på altmuligmanden bag rattet.
Både Mortensen og Ali agerer fint i deres (en anelse overspillede) roller. Instruktionen er kompetent, musikken er nogenlunde overbevisende, trods dens forudsigelighed. Og fortællingen er så top tunet, at man kunne lave et manuskript-kursus omkring det. Det er en film med masser af gode grin, men jeg rullede med øjnene oftere og hårdere end jeg lo.
På et tidspunkt stopper en flok afroamerikanske bønder for eksempel deres arbejde for at måbe ad en sort mand i jakkesæt med hvid chauffør – et øjeblik, man skulle tro var fra en Mel Brooks parodi. Det er ikke bare Hollywood klichéerne, der giver en kedelig mundsmag. Green Book er som en film fra en anden, mindre socialbevidst tid, hvor Driving Miss Daisy (1989) var det mest bidende racedrama, der kunne accepteres til Oscar-ceremonien.
Det er endnu en feel good film om racisme, dedikeret til det hvide amerikanske publikum og fuldstændig uvillig til faktisk at konfrontere sit tema. Racisme i Green Book er ikke et dybt systemisk problem, der ødelægger generationer og sætter sig dybt i vores hjerter og institutioner. Det er en ulejlighed på linje med et punkteret dæk, eller en personlig forskellighed, der overkommes med venskab og snak.
I en verden, hvor afroamerikanske filmkunstnere med værker som Moonlight (2016), Get Out (2017) og BlacKkKlansman (2018) har sat dagsordenen for en ny filmisk racediskurs – hvor racisme er absurd, gyseligt og hjerteskærende – hvad er formålet så med en tandløs film som Green Book?
I sidste ende er det en film fra det harmløse, let fordøjelige Hollywood – teknisk flot lavet, men for det meste tomme kalorier. Den kommer til at køre på tv en doven lørdag aften, eller i en engelsktime for 9. klassere, der har et forløb om segregation, og de skal nok blive godt underholdt. Green Book spilder altså ikke helt sit publikums tid, men den spilder talent, tid og kræfter på en historie, man skulle tro Hollywood og Academy-medlemmerne var vokset fra.
Kommentarer