De fleste fantasyfortællinger placerer publikum i en verden, der er så fantastisk, at den kedelige hverdag blegner i sammenligning. Tænk bare på Harry Potter og den troldmandsverden, der har fået alle 11-årige børn til at drømme om et brev fra Hogwarts.
Trods sine fantasytræk præsenterer svenske Ali Abbasis Grænse os imidlertid ikke for et univers, man ligefrem længes efter at besøge. Ligesom Tomas Alfredsons Lad den rette komme ind (2008) er filmen baseret på et bogforlæg af John Ajvide Lindqvist, og som i den iskolde vampyrgyser placeres vi i en mindre flatterende del af det svenske velfærdssamfund. Det gør dog ikke fortællingen mindre fantastisk.
Eva Melander spiller færgetoldbetjenten Tine, der ikke ligefrem er indehaver af et billedskønt ansigt, men til gengæld har et helt særligt talent. På mystisk vis kan hun nemlig lugte skam og fortrydelse hos sine medmennesker, hvilket er en yderst brugbar evne i hendes erhverv, hvor folk slæber alskens ulovligheder over grænsen.
Enhver fantasyverden indeholder rendyrket ondskab. I Grænse kommer denne ondskab fra os mennesker, der bogstaveligt talt stinker af det. Egoismen, løgnene og hensynsløsheden vises både i sin værst tænkelige form – en væmmelig børnepornosag – og i sin mere nedtonede, men ligeledes smertelige udgave.
For den hundeglade Roland, der bor sammen med Tine i hendes lille skovhytte, ænser hende aldrig – bortset fra når han vil have sex. ”Hvad har du lavet i dag?”, spørger hun over aftenens kedelige spaghetti bolognese, hvortil han fraværende mumler ”hvad?”, mens hans aggressive præmiehunde kan høres glamme vildt fra deres udendørs indhegning.
Det er hjerteskærende at overvære, hvordan omverdenen behandler stakkels Tine, som siden barnsben er blevet mobbet for sit grimme ydre. Bag en tyk silikonemaske formår Eva Melander på forunderlig vis både at skildre Tines skrøbelighed og den vildskab, som gemmer sig helt nede i maven, men snart titter frem.
En dag stopper Tine nemlig en mand i tolden, der ikke lugter som noget andet menneske. Vore hedder han, og hurtigt finder hun ud af, at de har meget mere til fælles end de samme grove ansigtstræk. Begge har de en særegen kontakt med naturen. Begge har de ar på halebenet. Begge er de blevet løjet for. Begge er de meget mere end mennesker.
Deres møde leder til stærke følelsesudbrud i form af dyriske brøl og stille, enlige tårer – og også én af de mest vanvittige sexscener, filmhistorien endnu har set. Målløs sidder man dér og ved ikke helt, hvad man skal gøre af sig selv. Det er både temmelig stygt og helt igennem smukt.
Man må sige, at Ali Abbasi har bygget på sit talent siden debuten Shelley (2016), som ligeledes udfoldede en stemningsmættet, overnaturlig genre i den skandinaviske mos, men som manglede noget karaktertegning. Det får man i høj grad i Grænse, hvis gennemgode hovedperson man ikke kan andet end ønske det bedste for.
Sjældent har fantasygenren budt på et så jordnært og gribende portræt og så pudsigt et kærlighedsdrama. Hele herligheden er kun en færgetur væk.
Kommentarer