[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ditte Fiil Ravn[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Man kender Martin Scorseses klassiske gangster-haj, der startede som stik-i-rend-dreng og endte med at blive den mest eftersøgte forbryder i landet, imens han fortæller kameraet om hele turen op ad rangstien. Man kender nok også film, der er støbt i toner, hvor sangene ikke blot bærer fundamentet, men løfter filmen til nye højder. Bland de to og du har en god idé om, hvad Jersey Boys er bygget af. Men som olie og vand, så er blandingen ikke fuldendt, og det går desværre ud over Jersey Boys’ ellers storslåede underholdningsværdi.
I den sande historie om Frankie Valli and the Four Seasons får fire drenge fra New Jerseys kriminelle miljø chancen for at slå igennem som internationale stjerner. Alle ved dog, at du kan tage drengen ud af Jersey, men ikke Jersey ud af drengen, og som karrieren blomstrer haler fortiden ind på de nu glatbarberede, glansbilledskønne gutter. Det er en rise-and-fall historie om en gruppe, der var med til at definere 60’ernes musikkatalog med hits, som alle kan nikke genkendende til den dag i dag.
Jersey Boys var oprindeligt et Broadway-stykke, som den talentfulde instruktør Clint Eastwood fik fingrene i og filmatiserede. Fortællingen om Four Seasons er dramaturgisk svag, og de heftige dramaer kræver ekstrem mimik og armbevægelser for at blive intense. En metode, der er acceptabel på scenen, men knap så meget i en realistisk film. Eastwood har derfor prøvet at skabe ligevægt mellem plot og musik, og det fremhæver desværre blot historiens mangel på nerve og relevans. I musicalen er præmissen musikken, og en filmatisering af denne prisvindende musical afslører blot det faktum. I Eastwoods spillefilm er der ikke plads til grandiose optrædener, men i stedet mere jordnære fremførelser, og disse trækker ikke opmærksomheden væk fra den til tider stillestående historie.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Jersey Boys[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Clint Eastwood[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Med sig har Eastwood taget en stor del af det originale cast fra musicalen. Frankie Valli (Frank Lloyd Young) er blot en af dem, og han er symptomatisk for en tendens. Disse teaterskuespilleres vej til det store lærred er ikke uproblematisk, rent faktisk formår karaktererne ikke at åbne op for den indlevelse, vi har så desperat brug for som tilskuer. Et lyspunkt er gruppemedlemmet Tommy DeVito (Vincent Piazza) der er en sprælsk og fandenivoldsk karakter og, guess what, filmskuespiller.
I filmens sidste øjeblikke indtræffer et storslået musical-nummer, hvor folk danser den samme dans i gaderne, og musikken kommer fra de syngende drenge. Her kan man ikke lade være med at spørge sig selv: Hvad er meningen med dette genretypiske musical nummer til sidst i filmen? Er det en ironisk kommentar? Er det en hyldest til Broadway-musicalen? Det står stadig uvist. I hvert fald har overgangen fra de skrå brædder til det lige lærred været svær.
Så når både historien er svag og indlevelsen minimal, hvad er der så tilbage? Musikken, selvfølgelig. Hit på hit på hit, og når Frank Young nærmest lyder som en reinkarnation af Frankie Valli, så er musiknumrene en ren fornøjelse. De løfter i høj grad filmen og skaber momenter af ren og skær glæde og genkendelse. Cremen af den amerikanske sangskat kan varme enhver biografgænger, selvom filmen har sine skavanker.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer