[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Bjarke Johansen[/vc_column_text][vc_column_text]Godzilla, eller Gojira, som han hedder i Japan, har i flere årtier været et enormt kulturikon. Hvor mange kender ikke det ikoniske billede af kæmpeøglen der skaber vild panik i den japanske befolkning? Den er blevet efterabet, refereret til og parodiet utallige gange i alle medier gennem årtierne, og Godzilla selv er dukket op i både film, tegneserier, tegnefilm og utallige andre former.
Ja, alle kender til Godzilla. Men ikke mange i Vesten kender egentlig til figurens oprindelse, eller til præcis hvor stort et fænomen, serien rent faktisk er i Japan. Tæller man både Roland Emmerich’s noget misforståede remake fra 1998 og det nye, der kommer i de danske biografer den 15. maj, så har Godzilla nemlig været med i hele 30 film, og han har siden 1954 været skiftevis Japans største trussel og Japans største beskytter.
BEGYNDELSEN
Den første Godzilla-film blev udgivet af det japanske filmselskab Toho i 1954, hvor skyggen af atomsprængingerne af Hiroshima og Nagasaki i 1945 stadig hang tungt i nationens hukommelse. I denne film, skrevet og instrueret af Ishiro Honda, mener beboerne på en fjern ø, at et monster fra deres gamle sagn er skyld i en række nye ulykker. Uhyret viser sig dog at være et væsen, der er blevet muteret af de radioaktive strålinger fra atombomberne,
og snart finder selv samme væsen vej til Tokyo, hvor det spreder død og ødelæggelse før det endelig bliver besejret.
I den første film var Godzilla ikke filmens fokus. Den var et værktøj til at understrege en bestemt pointe. Godzilla var bevæbnet med en radioaktiv ånde og derfor en levende manifestation af den forfærdelige, ødelæggende kraft, som befandt sig i de to atombombesprængninger, der blot ni år tidligere havde rystet landet. For Dr. Yamane, en af filmens hovedpersoner, er Godzillas tilstedeværelse bevis på at der også findes andre monstre, og at det kun vil være et spørgsmål om tid, før en sådan katastrofe sker igen.
Filmen var et enormt hit, og gik sin sejrsgang hele verden rundt, hvor alle lod sig rive med af den desperate kamp mod det enorme monster. Flere andre lande legede med og skabte selv deres egne kæmpemonstre, der kunne trampe og smadre sig vej gennem deres egne storbyer. Selv her i Danmark hoppede vi med på legen i 1961 med den mere ufrivilligt morsomme end uhyggelige Reptilicus, hvor selveste Dirch Passer sang en munter lille vise om det ellers så farlige monster. Yamane fik altså ret – det var bestemt ikke sidste gang, at verden ville skulle døje med et kæmpemonster. Især ikke i Japan.
”THE SHOWA ERA” (1954 – 1975) – GODZILLAS MANGE MODSTANDERE
Den første film var så stor en succes, at der naturligvis året efter blevet lavet en fortsættelse, men denne gang var Godzilla ikke alene. Et andet monster, Anguirus, skabte nu også ballade i Japan, og de to monstre sloges brutalt om territoriet med Godzilla som vinder. Dette begyndte traditionen for, at Godzilla i hver nye film skulle slås med et andet monster.
Efterhånden som Godzilla i løbet af det, der kaldes The Showa Era, mødte flere og flere modstandere (såsom flyveøglen Rodan, kæmpemøllet Mothra, den trehovede rumdrage King Ghidorah og endda selveste King Kong) forandrede hans karakter og motivationer sig. Nogle gange var han et monster, der simpelthen bare ikke ville have andre monstre til at trænge
ind på hans territorie. Andre gange blev han set som Japans beskytter mod de trusler, der kom fra såvel havets bund som fra uopdagede øer. Endda kom der trusler fra det ydre rum, der blev fyldt med rumvæsener, som sendte deres egne monstre ned for at sprede ødelæggelse. De forsøgte også at hypnotisere Godzilla til at adlyde dem eller erstatte ham med en robot-Godzilla (kaldet MechaGodzilla). Godzilla har også været far til en noget mere nuttet version af sig selv kaldet Minya, der blev skabt efterhånden som filmene blev mere og mere populære blandt Japans børn.
Efter en ni år lang pause fra 1975 til 1984 besluttede man sig hos Toho for, at Godzilla skulle starte på en frisk og have sin oprindelige alvor tilbage, hvilket led til en serie på syv film fra 1984 til 1995, der refereres til som The Heisei Era. I disse film var kontinuiten fra film til film meget stærkere, og budgettet blev meget højere. Godzilla prøvede igen at tage en pause efter disse film, men denne gang varede pausen ikke ret længe.
”THE MILLENIUM ERA” (1999 – 2004)
I 1998 begyndte man i USA at se reklamer for et amerikansk remake af Godzilla. Busser havde skilte, der stolt annoncerede, at monsterets fod var endnu større end selv samme bus, og spændingen hos det amerikanske publikum steg. Men de, der havde set de japanske Godzilla film, blev slemt skuffede. Ud over navnet havde Roland Emmerich’s Godzilla (1998) havde ikke meget til fælles med sin japanske inspiration. Ikke nok med at monsteret mere lignede en form for tyrannosaurus end det monster, folk havde kendt og elsket så længe, den var ikke nær så stor. Den havde ikke engang radioaktiv ånde, og der skulle ikke mere til for at lægge den ned end et par velrettede missiler.
For at sige det mildt, var Godzilla-fans verden over slemt skuffede. Som reaktion blev der i Japan året efter udgivet en ny film, Godzilla 2000 (1999), hvor øglen vendte tilbage i fuld flor. Dette blev startskuddet til en ny omgang Godzilla film. Over de næste par år udkom der en Godzilla-film årligt. Denne gang med meget lidt kontinuitet: Hver film var sin egen historie, som fortsatte hvor den oprindelige film fra 1954 slap. Denne ”millemium-serie” kulminerede i 2004 med Godzilla: Final Wars (2004), der fungerede som seriens 50-års jubilæum. Her tromlede Godzilla som det største og stærkeste monster i verden sig vej i kamp efter kamp mod næsten samtlige monstre, han havde kæmpet imod hele sin karriere. Heriblandt den Roland Emmerichs Godzilla, der med et enkelt vift med originalens hale bragede ind i operahuset i Sydney og døde.
MONSTRENES KONGE VENDER TILBAGE (IGEN)
Siden da har der været stille fra Toho’s side, og fans har ventet utålmodigt i årevis – uden held. I hvert fald ikke indtil de første rygter om endnu et amerikansk remake begyndte at rumstere for et par år siden. Ikke uden grund har der været lidt nervøsitet omkring det, men da de første trailere begyndte at dukke op blev fans langt mere håbefulde.
Den nye version er instrueret af Gareth Edwards, der meget passende tidligere har lavet filmen Monsters (2010), og har både Aaron Taylor-Jonhson (Kick-Ass), Ken Watanabe (Batman Begins, Inception) og Bryan Cranston(Breaking Bad) på rollelisten. Det er altså ikke just ukyndige hænder, den nu 60-årige øgle befinder sig i, og det kan også klart mærkes når man sidder i biografens mørke og ser det hele gå for sig. Filmen har ikke på noget tidspunkt forsøgt at undskylde eller retfærdiggøre sig selv, og tager sine rødder som kæmpemonsterfilm og monstrenes rolle som en voldsom naturkraft nøjagtig lige så alvorligt som originalen. Og ganske som i de gamle film er Godzilla både en altødelæggende naturkraft og menneskehedens beskytter mod de andre, endnu værre monstre: Filmhistoriens største antihelt.
Men man behøver ikke at bekymre sig, hvis man ikke er fan i forvejen, for filmen er ganske tilgængelig, og selvom den måske mere fungerer som en slags fortsættelse af den oprindelige frem for et egentligt remake, så er referencerne minimale, og alt man behøver at at vide bliver fortalt hurtigt og præcist. Så man kan roligt læne sig tilbage i sædet og nyde det spektakulære syn af monstrenes kamp, vel vidende at Godzilla er et monster, der aldrig vil dø. Og godt det samme, for hvem skulle da ellers redde os fra alle de andre monstre?[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer