[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Amanda Normann Stourup[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Godzilla har et klart projekt: At vende tilbage til seriens rødder, at aktualisere vores yndlingsøgle og at præsentere et actionsus, der ikke er der for sin egen skyld alene. I spidsen står indie-instruktøren Gareth Edwards (Monsters, 2010) og en stjerneparade af skuespillere.
Filmens hjerte
For at skabe en modvægt til adrenalinrushet sættes der fokus på familieværdier. I første halvdel bliver banen kridtet op: Joe Brody (Bryan Cranston) mister sin kone da det atomkraftværk, hvor de arbejder, styrter sammen på mystisk vis i et formodet jordskælv. Plaget af tabet og utallige ubesvarede spørgsmål søger han svar i seismografiske målinger. Sønnen Ford (Aaron Taylor-Johnson) er derimod kommet videre og ser sig ikke tilbage. Det er derfor med modvilje, at Ford tilslutter sig sin far, da hans søgen efter svar sender dem tilbage til Japan.
Efterhånden som Joe opdager et mønster i målingerne, tiltager følelsen af, at der er noget ukendt og farligt til stede. I den første time af filmen bliver Godzillas tilstedeværelse antydet, og uhyggen breder sig. Da monstret MUTO (Massive Unidentified Terrestrial Organism) vågner, materialiserer fjenden sig endelig – og dette er blot begyndelsen.
Virkelige monstre
I den første halvdel bliver den mytiske Godzilla gjort til en plausibel del af filmens verden: Allerede titelsekvensen giver anledning til at tænke tilbage på Darwins Arternes Oprindelse og på monstrenes ophav. Dertil kommer filmens special effects, som på ingen måde skuffer – både Godzilla og Muto er skabt med en fotorealistisk detaljerigdom, der gør dem meget levende. På trods af dette efterlades man dog med flere spørgsmål end svar idet deres oprindelse står hen i det uvisse.
Vi skal som publikum tro på Godzilla som et forhistorisk væsen, der nu træder i karakter som alfahan. Begge monstre er frygtindgydende, og i Godzillas kamp mod MUTO får publikum virkelig syn for sagn. Der er dog tidspunkter, hvor Godzilla i højere grad tager sig ud som en nuttet bjørn, end den altødelæggende kæmpeøgle, vi normalt kender den som. Her er der en hårfin grænse mellem sympati og komik, som er lige ved at blive overtrådt.
Mere action, mindre plot
Hvor den første halvdel er helliget familiehistorien og langsom optrapning, skifter anden halvdel taktik. Den sidste del af filmen lader actionsus være actionsus, det er en episk kamp mellem Godzilla og MUTOfamilien, og den får ikke for lidt: Der er monsterfilm for alle pengene, hvor der hverken holdes tilbage med CGI-effekter, ødelæggelser eller strygere. Ford og familien er strategisk velplaceret på hver side af giganternes kamp, og spændingen er på sit højeste.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Godzilla[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Gareth Edwards[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA & Japan[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Når monsterkampens vinder er kåret sidder man dog lidt utilfreds tilbage. Filmen får ikke forløst første halvdels familietragedie, og monstrenes oprindelse henlægges i det uvisse da actionbraget i sidste halvdel tager overhånd, og filmens plot nedprioriteres. Til gengæld er det episke opgør imellem de kæmpe monstre det hele værd.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer