Af Emil Risvig
Var du en af dem, der var skuffede over, at den velkendte gigaøgle ikke fik nok skærmtid i Godzilla (2014), og kunne du godt have brugt en anelse mere monsteraction? Så fortvivl ej. Du skal nok få dit fix, når titaner tørner sammen, og metropoler bliver jævnet med jorden i Godzilla II: King of the Monsters. Til gengæld skal du have luppen frem, hvis du leder efter nogen form for kvalitet, hvad angår plot, karakterer eller replikker, for hold da monsterfest hvor er dette blevet nedprioriteret.
Et sted dybt i den kinesiske jungle bor Dr. Emma Russel (Vera Farmiga) med sin datter Madison (Millie Bobby Brown). Hun arbejder for det krypto-zoologiske bureau Monarch, som forsker i de forhistoriske superarter, der ligger i dvale rundt omkring på jordkloden. Da en lille maskine kaldet ORCA – som kan kommunikere med disse arter via frekvenser – havner i de forkerte hænder, resulterer det i, at de monstrøse kæmpeskabninger bliver vækket fra deres skønhedssøvn.
Herfra behøver man ikke at bekymre sig om at fokusere på filmens menneskelige karakterer, for de havner i periferien uden den store udvikling. Jovist, vi følger da også Emmas eksmand Mark Russel (Kyle Chandler) prøve at forsone sig med sin familie, der har været splittet siden sønnen døde under begivenhederne i den første film. Man bliver dog aldrig rigtigt engageret i disse karakterer, da filmen gerne vil give plads til den egentlige hovedrolle, Godzilla.
Desuden har skuespillerne heller ikke det store at arbejde med. Man skal virkelig elske monstre for at se igennem fingre med, hvor sløje nogle af filmens replikker egentlig er. Scene efter scene slutter med en bundåndssvag oneliner, inden vores fokus igen er på et monster, der smadrer et eller andet. Replikker der efter hensigten skal skabe dramatisk effekt, men i stedet efterlader publikum med en hovedrysten og et smil på læben.
Alligevel er der noget i mit indre, der føler vældig tilfredsstillelse, når kæmpemonstrene laver ravage på jorden og menneskerne flygter som myrer under et forstørrelsesglas. Man ser ikke alle 17 titaner, der angiveligt skulle være fundet af Monarch, men man ser en god sjat – heriblandt en trehovedet drage der spyer lyn. De er skyld i jordskælv, tornadoer ”og andre katastrofer, jeg ikke engang har navn på”, for at citere en af filmens mange tåbelige replikker. Visuelt er det storslået. og de gigantiske skabninger er veldesignede, men det gør desværre ikke op for filmens andre mangler.
Godzilla II: King of the Monsters er en del af Legendary og Warner Bros’ såkaldte MonsterVerse, der også inkluderer kæmpeaben King Kong. Produktionsselskaberne har annonceret, at der næste år kommer en film med netop Godzilla og King Kong mod hinanden. Måske den kan byde på lidt mere end bare monstre?
Kommentarer