Af Mikkel Lind Kristiansen
Med Netflix’ mest sete film nogensinde, K-Pop Demon Hunters (2025) og den epokeskabende kunstneriske vision i Spider-Verse-filmserien har Sony Animation efterhånden sikret sig en anerkendelse lig de amerikanske animationsguruer som Dreamworks, Pixar og Disney. Ridende på deres bølge af nyfundne success, er GOAT Sonys eget bud på sin egen Zootropolis-fortælling, blot på basketballbanen frem for politistationen. GOAT berettiger Sonys tekniske kvalitetsstempel, men en dybere udfoldelse af en under-ged-historie frasorteres til fordel for generisk sportsmelodrama og for mange jokes.
Geden Will Harris (Sylvester Neye) drømmer om en dag at spille i amokbolds ypperste liga, GOAT universets basketballækvivalent, hvor kun de største dyr spiller: krokodiller, gorillaer, næsehorn, panthere, løver osv. Den lille ged Will går viralt efter næsten at vinde i en streetkamp mod hesten og Amokliga-favorit Mane Attraction (Simon Sears). Han bliver headhuntet til ligaens forfaldne Tornene, hvor hans idol, panteren og amokbold-superstjerne Jett Fillmore (Cecilie Stenspil), også spiller.
Kameraarbejdet i Will og Manes mano-a-mano showdown legemliggør hver finte og manøvre, mens man glider flydende mellem overdrevede close-ups af ankle breakers og afsæt, hvor fødderne fylder halvdelen af skærm, til boldspil og dribling med en hastighed så hurtig, at det udtværer baggrundens farvepalette. Kameraet føles lige så dynamisk som spillet selv. Der er tyngde og hastighed i hver bevægelse, men præsenteret så elegant og indlevende at man altid kan følge med i kampens action.
Adgangsbilletten til Tornene var Wills præstation mod Manes, og med ethvert elite basketball hold så er der jo et tilhørende persongalleri: En giraf der især dyrker sin rap karriere, en struds der er afhængig af sociale medier, et næsehorn der elsker sine to døtre, en uforudsigelig komodovaran og panteren samt atletiske vidunder, Jett Fillmore. Der er masser af gags, der udnytter hvert dyrs karaktertræk – især en overvægt af Jett kattejokes – men de fyres af non-stop, uden noget pusterum til at lære holdet at kende. Humoren bliver et overflødighedshorn af jokes, hvor man hele tiden får proppet jokes i munden. Det nedspiller et interessant univers, når det forenkler højdegennemsnittet i professionelt basketball til blot at være lig et stort dyr og ikke tør stille spørgsmål om, hvordan amokbold og et hold bestående af så mange forskellige dyr faktisk ville fungere. Se blot mod Disneys Zootropolis (2016), der altid holder sin raceallegori tæt ved hjerte, eller manga- og animeserien Beastars (2019), der tør udforske hvordan magtforholdet og predator-versus-prey-dynamikken mellem en kanin og ulv brutalt og skræmmende hindrer en forelskelse.
Will får efterhånden muligheden for at vise sit værd på banen, og Jetts hotshot-ego må kæmpe mod Wills rise to fame. Desværre giver det ikke et særlig frisk spin på deres karakterdynamik, da der aldrig helt udnyttes predator-versus-prey-dynamikken, ej heller det antropomorfe dyreunivers. I stedet grænser det oftere op mod melodramatiske konfliktoptrapninger, hvor konfliktløsning sjældent forløses gennem basketballspillet. Det underminerer især vægten filmen placerer på Wills unikke rolle som amokbolds første ged, når Will knap nok får lov til at bevise sig selv på banen, men i stedet gør det gennem en let og ofte fortalt inspirationshistorie.
Blandingen af koncept og kunstnerisk talent var, hvad der især gjorde K-Pop Demon Hunters’ musical univers så betagende, men også fuldendt, da musicalsange og karakterudvikling altid hang sammen. Sony Animation præsterer, især i den sidste amokbold kamp, en lige så mesterlig blanding af fortælling og teknisk finesse. I kaoset af en amokbold-kamp spillet på en stor isflage, kastes Will ned i et blåt hav af sin egen tvivl og imposter-syndrom. Hver karakter fra Tornene får et lignende moment, hvor fortælling møder visuel metafor, leveret i en adrenalinfyldt amokboldkamp. I K-Pop Demon Hunters er det med fra starten (blot som musicalnummer frem for visuel metafor), men i GOAT kommer det så sent, at man ikke vidste man savnede det. Frem for at bruge mere tid i amokboldens spændende verden, forkaster filmen meget af dens potentielle dybde for et trættende mængde jokes og forenkler historien for meget.