Af Siri Kastbjerg Andersen
På en lille computerskærm kører en video af en surfer, som farer igennem meterhøje bølger. Foran skærmen sidder Gloria (Julianne Moore) og hendes voksne datter, og surferen er datterens kæreste. Da bølgerne begynder at folde indover surferen, udbryder Gloria forfærdet ”Honey, this guy could die tomorrow!” Hendes datter smiler og svarer ”we could all die tomorrow”.
Da Sebastián Lelios film Gloria (2013) blev vist ved Berlinale i 2013, brød salen efterfølgende ud i jubel over Paulina Garcías boblende personificering af den stærke singlekvinde i Chiles hovedstad Santiago. En indsats, som desuden indbragte hende prisen for bedste kvindelige hovedrolle ved selvsamme filmfestival. Nu har Sebastián Lelio endnu engang bragt Gloria til live, denne gang med Julianne Moore i titelrollen.
Efter Glorias skilsmisse har hendes liv forandret sig; hendes børn er flyttet hjemmefra, og hun er havnet i en midtvejskrise. Hun passer sit 8-16 job, og i weekenderne slår hun sig løs på LA’s modne natklubber i søgen efter kærlighed og affekt.
På det farverige dansegulv kan Gloria flygte fra ensomheden, og i festscenerne føler man friheden, der strømmer indover Gloria, når hun danser. De står i stærk kontrast til hendes hverdag i de Hollywood-polerede, grå og beige omgivelser, hvor hun slider i sit kontorjob for at komme hjem til en tom lejlighed og en støjende overbo.
Netop dansegulvet bliver stedet, hvor hun finder den umiddelbare løsning på ensomheden: i diskolampernes skær møder hun Arnold (John Turturro), en tidligere soldat som nu driver en forlystelsespark med svævebane og paintball. Arnold giver Gloria et nyt syn på tilværelsen, hvor hun fokuserer på i højere grad at leve livet mere ubekymret. De to kaster sig hovedkulds ud i en forelskelse, men da de begge har meget med i bagagen, er kærligheden tung at bære.
Fortællingen bliver til tider en smule langsom og forudsigelig. Om end dansescenerne er klippet hurtigt og fyldt med en befriende uperfekt og uselvhøjtidelig dansestil, er hverdagsscenerne klippet sammen i et langsommeligt tempo. Det virker som en understregning af tempoet, som Gloria oplever sit liv i, men det bliver skåret lige lovlig meget ud i pap. Forholdet til den mystiske Arnold og hans hemmelighedsfulde fortid puster dog liv i gløderne, når dramaet går i tomgang.
Det er usædvanligt at se en genindspilning så kort tid efter originalen, og endda af samme instruktør. Lelio har fortalt, at han med Gloria Bell ønskede at overføre de universelle følelser fra Gloria til et nyt miljø, hos en anden kvinde, og da Julianne Moore gerne ville spille med, kunne han ikke takke nej til det tilbud.
Lelios primære begrundelse for genindspilningen er da også netop en dyb beundring for Moores arbejde. Hun legemliggør Glorias sympatiske sjæl med skøn charme, og særligt samspillet mellem hende og Holland Taylor (som spiller hendes mor) bringer smil frem på læberne. Gloria er en ode til den moderne, selvstændige kvinde, men lader i høj grad også til at være en hyldest til Julianne Moore.
Gloria opbygger en stædig vilje til at se det smukke ved livet, selv når det slår hende ned. Da hun sidder til en parmiddag og samtalen falder på jordens undergang, konstaterer hun smilende ”When the world blows up, I hope I go down dancing” og hæver sit vinglas til en skål.
Kommentarer