[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Jeppe Asholt Norup
[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Ana Lily Amirpours amerikansk-iranske vampyrfilm drager os ind i en iskold og spøgelsesagtig sort-hvid æstetik, der uden at blegne kan holdes op imod Nikolas Winding Refns stemningsmættede pletskud Drive. Med enorm kunstnerisk ambition formår spillefilmsdebutanten at forløse et dybfølt visuelt kærlighedsdrama samtidig med at bide fra sig med en ubarmhjertig samfundskritik rettet mod en kvindeundertrykkende arabisk mentalitet.
Mandschauvinisternes endeligt
Med hver deres særprægede vestlige fremtoning står filmens to hovedpersoner i stærk kontrast til miljøets fattigdomsprægede og tomme fabriksby. Den unge gentleman Arash (Arash Marandi) er en ægte John Travolta look-a-like, der går i læderjakke og elsker sin amerikanerbil, mens den unge kvinde (Sheila Vand) flirter med vestens eksotiske musikkultur. Vigtigst er det, at kvinden, som omvandrende vampyr, agerer retfærdiggørende kvindekæmper, hvor hun forklædt som tørklædeklædt superhævner foretager nedslagtninger af samfundets fordærvende mandschauvinister – ikke siden den rebelske sværfægter Jen i Ang Lees Tiger på spring, drage i skjul har jeg set en så resolut og stålfast kvindefigur. Totalt badass.
Æstetikkens skyggefulde gademotiver leder tankerne tilbage til 30’erne poetiske realisme, mens filmens nærmest gotiske low-key belysning giver en dyb sanselig dramatik med de to hovedkarakterers langsomt afventende bevægelser som fokuspunkt. Som en mørk flagermuseskygge forfølger vampyrinden sine ofre, som var hun et spejlbillede af deres syndige kvindesyn eller sågar udtryk for den iranske revolutions dårlige samvittighed. Amirpour skaber på æstetisk vis en stærk passiv aggressiv kritik, der er yderst virkningsfuld.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
A Girl Walks Home Alone at Night[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2014[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Ana Lily Amipour[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Popmusik og drømmen om frihed
”It’s a mess and it’s all a dream” buldrer et electronummer gennem kvindens kælderlejlighed, mens hun indædt smører et tykt lag læbestift over sine læber.
Soundtrackets melankolske electropop er en af filmens absolut bærende elementer og skaber et unikt samspil mellem billede, miljø og karakterer. Musikken indrammer, hvordan kvinden, som forvildet byomvandrer, føler sig draget mod sine indre drømme og filmens gennemsyrede skyggeæstetik fremstår på den måde som en mørklægning af individets frihed.
I en af filmens nøglescener bliver vores hjertekapacitet sat under sit yderste pres. Her har kvinden søgt tilflugt i kælderen med sin vestlige medløber Arash, der har mistet sig selv i nattens narkorus. White Lies’ dystert pumpende og nærmest hjerteborende nummer ”Death” får, i dette moment, kærligheden til at blomstre imellem dem, mens samfundets trykkende rammer lader til at splintres. Romantikken opstår i en pludselig musikalsk symbiose: I silhuet vender de sig langsomt og prøvende imod hinanden, rykker sig nærmere ind til hinanden, mens han lader hendes hoved falde mod hans bryst. Arash er klædt som Dracula som endegyldigt symbol på denne drænende kærlighedshunger. ”Who decides which route we take?” raser vokalen håbefuldt.
Lysten, kærligheden og den vestlige kærlighedsdrøm reflekteres her stærkt gennem disse to længselsfulde karakterer, og Drive-referencen virker nærmest uundgåelig. Her tænker jeg særligt på en hvis elevatorromance indkapslet i slowmotion. Amirpours virkemidler er dog mindst ligeså potente.
A Girl Walks Home Alone at Night er en klar anbefaling til enhver filmelsker, der ikke forlanger et stramt spændningsdrevet narrativ, men har lysten til at hengive sig til de dybe følelser og stemningsbilleder. En lyst der dog er let at finde, når først filmens soundtrack bryder løs i sin hjerteborende længselspop. Amirpours indebrændte revolutionære sjæl har helt givet været en drivende kraft frem mod denne uforglemmelige romance, hvor selv filmnørderne holdes ved ilden med et væld af filmhistoriske referencer, skarpt skåret og med kunstnerisk integritet som var det selveste Tarantino. Amirpour efterlader dybe tandmærker ikke bare i tilskuerens sanseapparat men også i brancen selv.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer