Af Sidsel Minuva
Instruktør Lukas Dhonts Girl skildrer historien om en ung transkønnet pige ved navn Lara (Victor Polster). Hun er ballerina – eller vil i hvert fald gerne være det. Det kald er både notorisk svært og hårdt, men hun står fast. Både ved sit køn og ved sin drøm.
Heldigvis har hun sin fars støtte til begge dele, hvilket er usædvanligt at se i en film om transkønnede. Ofte er forældrene skurke, der smider deres børn på porten eller bare ikke fatter noget som helst. Samtidig skildrer filmen også netop sådanne mikroaggressioner snildt. Klassens nysgerrige piger presser f.eks. Lara ud i at vise sin ”atypiske” krop frem, selvom hun ikke vil.
Men det er virkelig det eneste pæne, jeg kan sige om Girl.
Nok leverer Victor Polster et behændigt stykke skuespil, men han burde overhovedet ikke have spillet Lara. Det har længe skæmmet skildringer af transkarakterer på film, at man caster en skuespiller, der ikke matcher det køn, som karakteren identificerer sig som. Kvinder som Sophia Burset (Laverne Cox) fra Orange is the New Black (2013-) og Marina Vidal (Daniela Vega) fra En Fantastisk Kvinde (2017) spilles behændigt og med både den erfaring og nuance, en sådan rolle kræver af transkønnede skuespillerinder.
Selv en ciskønnet skuespillerinde ville have været bedre – så havde skuespillerindens køn i det mindste afspejlet karakterens, selvom det stadig ville være at hugge en sjælden rolle fra en transkønnet skuespillerinde. I stedet får vi gang på gang serveret karakterer som Lara. Kvinder, der spilles af mænd.
Girl er et blændende eksempel på, hvorfor det er en voldsomt dårlig idé. Filmen er mildt sagt hamrende besat af Laras krop i en sådan grad, at al nuance i fortællingen går tabt. Kameraet dvæler ved hendes torso og penis gang, på gang, på gang. Om og om og om igen. ”Se nu på hende!” jamrer Girl. ”Se hendes overkrop. Se hendes pik. Se, hvor trist hun er. Se, hvordan hun stirrer på andre kvinder. Se på hende. Se på hendes overkrop igen.”
Det er dybt ironisk og tankeløst at få klassens stygge piger til at gå så meget op i Laras underliv, når kameraet selv er endnu mere optaget af at vise os hendes ”forkerte” krop. Aldrig i mit liv har jeg oplevet, at en film tvinger seeren til at beglo en karakter så groft. Det grænser til det fetichistiske.
Når det så bliver koblet på en historie, der igen og igen pointerer, hvor hårdt Lara har det, hvor meget hun lider, hvor meget hun hader sin krop, så bliver det fetichistisk. Filmens kropslige besættelse afspejler Laras, og hendes kønsdysfori dikterer hele hendes karakter – på trods af den atypiske støtte fra hendes far og læger. Hendes had til sig selv og besættelse af at få ”den store operation” og østrogen, så hun kan få en vagina og bryster, er hendes eneste karaktertræk.
Som et endeligt bjerg salt i såret fungerer Girl heller ikke som andet end lidelsesporno. Der er glimt af karakter i Lara – især da hun tidligt i filmen piercer sine egne ører. Men det drukner i ensartede billeder af Lara, der stirrer, af Laras krop, af Lara, der ser lettere utilfreds ud. Laras situation bliver værre og værre, og hun lider mere og mere – og så pludselig stopper filmen brat uden forløsning på store dele af plottet.
Jeg magter det simpelt ikke. Jeg orker ikke at beglo Lara i næsten to timer og få banket ind i kraniet, hvor pinefuld den transkønnede krop åbenbart er. Man kan bruge sin tid på langt bedre film. Eller måske en dejlig rodbehandling.
Kommentarer