GETT – THE TRIAL OF VIVIANE AMSALEM: Når systemet svigter

Af Joachim Morre

Den jødiske filmfestival blev i år åbnet ved visning af den israelske film Gett – The Trial of Viviane Amsalem. På grund af hændelserne i Krystalgade var politiet synligt tilstede i og omkring Cinemateket.

Folketingsmedlem Özlem Cekic fik ordet inden filmforevisningen og mindede os om, hvordan det samfund, vi lever i, værner om rettigheder, vi anser for selvfølgelige. For selvfølgelig må kvinder deltage aktivt i demokratiet, selvfølgelig er det i orden at være homoseksuel, selvfølgelig slår vi ikke vores børn og selvfølgelig beskyttes vi af vores system, når vi deltager i kulturelle arrangementer i Cinemateket, og de aktuelle omstændigheder bevirker, at nogen kan opleve dette som utrygt.

Disse selvfølgeligheder er ikke en del af det retssamfund, det system, der portrætteres i Gett. Gett er det hebraiske ord for de skilsmissepapirer, manden skal overlevere til kvinden ved et opbrud i det jødiske ægteskab. Filmen følger en kvinde og hendes advokats femårige kamp for at få tildelt disse papirer.

Og Gett holder stædigt fast i sit fokus, i sin sag. Hele fortællingen udspiller sig således indenfor ét enkelt rum: et sterilt, hvidt retslokale hvor lyset kun svagt kan trænge ind igennem de tillukkede gardiner. Tilskueren fastholdes i den klaustrofobi og stilstand, som filmens hovedperson oplever i kampen for sine skilsmissepapirer, i kampen for sin frihed. Den eneste udvikling i sagen synes at være de tidspræciserende skilte, der fortæller os, at der er gået 2 uger, 3 måneder, 6 måneder og nå ja, at Viviane og hendes advokat skifter tøj. Sagen derimod rykker sig ingen vegne.

ANMELDELSE AF:
Gett – The Trial of Viviane Amsalem

ORDET SYNES:5-stars

PROD. ÅR:
2014

INSTRUKTØR:

Ronit Elkabetz & Shlomi Elkabetz

LAND:
Israel/Frankrig

De tre rabbinere ved dommerbordet kan nemlig ikke identificere problemet. Elisha, Vivianes ægtemand, opfører sig i deres optik eksemplarisk, og flere af de mange vidner betegner ham da også som den perfekte ægtemand. Han slår jo ikke, han giver hende lov til at se hendes venner, og han har et godt familienavn. At Viviane ikke elsker ham, at hun ikke kan holde ud at leve sammen med ham er petitesser og kilometerlangt fra at kunne danne grundlag for en skilsmisse. Vivianes behov og følelser som kvinde er usynlige for retten. En virkelighed der fint illustreres i filmens begyndelse, hvor Vivianes karakter først sent introduceres af kameraet, alt imens retssagen raser om ørerne på hende.

De fleste af indstillingerne i filmen er bemærkelsesværdigt filmet med det subjektive kamera, der giver tilskueren en følelse af at se det, karaktererne ser. Men selvom vi ser det karaktererne ser, oplever vi det ikke, som karaktererne oplever det.

Den lange kamp udvikler sig nemlig – fra et vestligt synspunkt – fuldstændigt uvirkeligt og kafkask, og Viviane må se langt efter en retfærdig behandling. Hele retssalens indoktrinerede mandchauvinisme er så gennemgribende og absurd, at Cinemateket skraldgriner ved flere af både rabbinernes, vidnernes og Elisha´ forsvars nedværdigende udbrud.
Viviane efterlever alle rettens betingelser. Hun møder igen og igen op i retslokalet selvom hendes mand ikke gør sig den ulejlighed at være tilstede. Og hvem er så denne mand, der ikke vil skænke Viviane hendes velfortjente frihed? En tyran? Sådan fremstiller filmen ham ikke. Elisha er ikke ond – han har bare et verdenssyn, der ligesom rabbinernes og flere af vidnernes, er meget langt fra det, vi i vesten kender. Det verdenssyn Viviane påkalder sig, når hun f.eks fremhæver, hvordan en rettergang varetages i USA.

Gett har da også skabt debat globalt såvel som nationalt. I forlængelse af filmens premiere er man på politisk plan begyndt at diskutere forholdene omkring skilsmisse i hjemlandet Israel.

Gett er en stærk oplevelse, der formår at holde intensitet på trods af sin single-setting opsætning, der måske nok udfordrer nogle tilskueres tålmodighed. Det er en tankevækkende film, der minder os om, hvor vigtigt det er, at vores system passer på os. På os alle sammen. Også når vi skal se israelske artfilm i Cinemateket i København i februar 2015.

Kommentarer