Af Gustav Stubbe Arndal
SPOILERS FOR GAME OF THRONES FØLGER!
Det første, man bemærker ved The Long Night, er, hvor stille den er – eller i hvert fald hvor lidt dialog, der er. De to forgangne afsnit var fyldt med samtaler, vittigheder og tilståelser, men denne gang kommer første linje dialog efter en lang (og imponerende) sekvens, hvor vi først følger Samwell og dernæst mange andre karakterer, mens de forbereder borgens forsvar mod den vandrende hær.
Tiden til snak er, med andre ord, overstået. Sansa og Tyrion, de smarteste karakterer til stede, kan intet andet gøre end at vente i krypten og håbe på, at krigerne kan redde dem – og menneskeheden. Denne følelse af håbløshed gennemsyrer afsnittet i stilhed og larm, i nattens mørke og flammernes skær.
Miguel Sapochnik vender tilbage som instruktør for første gang siden sjette sæsons Battle of the Bastards og The Winds of Winter, og han gør endnu en gang et eminent stykke arbejde. Da dothraki-horden, ubesejret i åben kamp, ridder ud i mørket med flammende sværd, og deres råb langsomt dør ud sammen med flammerne, er stemningen sat for en brutal, drabelig nat.
Det bliver det første af mange øjeblikke, der står til at blive ikoniske. En bølge af zombier vælter over frontlinjen. En magisk snestorm hindrer Jon og Daenerys på drageryg, og de må kæmpe mod Nattekongen på hans zombie-drage langt over skyerne. The Unsullied holder skansen mens panikslagne soldater strømmer tilbage bag muren. Melisandres magi sætter ild til barrikaderne. Nattekongen vækker de faldne krigere til live.
Blandt de faldne er selvfølgelig genkendelige navne; de første dødsfald i en indtil videre ufarlig sæson, og netop denne side af Game of Thrones tilføjer til kampens intensitet. Det er en heltemodig kamp for verdens overlevelse på linje med Avengers-filmene, men det foregår i en serie, hvor hovedpersoner nemt kan omkomme.
De levendes situation bliver mere og mere desperat, deres plan synes at falde fra hinanden, Sansa og Tyrion gør klar til en selvmordskamp i katakomberne, Nattekongen trækker sit sværd, og man tror næsten alvorligt på, han kunne vinde, indtil en pige kommer springende fra mørket.
Aryas sejr over Nattekongen med den daggert, der startede hele serien, er det mest jublende seje øjeblik i Game of Thrones. Det er et oprigtigt nederlag for sand ondskab, og en sejr for det gode. Efter næsten halvanden times håbløshed og desperation – efter syv sæsoners profetier og varsler – er det en uovertruffen katarsis.
Men… hvad så nu?
Det er det store ”men”, der hænger over hele afsnittet, og som gør det svært at bedømme. Heltene har besejret overskurken, og der er stadig over tre timers tv tilbage. Kan serien skifte gear til det politiske spil, til intriger, konsekvenser og moralske gråtoner? Eller ender den klimatiske kamp som antiklimaks?
Det kommer også an på, hvilken slags fan, man er. Er man typen, der brokker sig over, at for mange karakterer overlevede, at man savner bøgernes kompleksitet, og at der var tredive seje ting, der burde være sket, men ikke skete? Eller sidder man måbende efter den emotionelle rutsjebane og bare værdsætter, hvor enorm denne serie er blevet, og hvor langt man er kommet?
Hvordan The Long Night passer ind i seriens fortælling, er endnu ikke til at sige, og måske er det simple heltemod malplaceret i helheden. Men som den dyreste tv-episode nogensinde, som gigantisk set-piece, som en symfoni af rendyrket hype, er den intet ringere end en mesterklasse.
Små-tanker:
- Alle spiller Dark Souls, mens Arya spiller Assassin’s Creed
- Dragernes luftkamp er seriøst det fedeste
- Måske er katakomber ikke det bedste sted at gemme sig, når man kæmper mod en fyr, der kan genoplive de døde…
- Er kryptens vægge lavet af pap? Eller er oldgamle zombier bare superstærke?
- Vent, hvor blev Ghost af?
- Så… hvad lavede Bran egentlig? Ville han bare finde en god vinkel at se kampen fra?
- Jon, der råber i hovedet på en Blue Eyes Wight Dragon, er bestemt et humørsv
- Nu skal de få overlevende op imod en endnu større trussel end Nattekongen: elefanter!
Rest In Peace:
Lyanna Mormont, Giant Slayer
Dolorous Edd – and now his watch has ended.
Theon Greyjoy, A Good Man
Beric Dondarrion – he died doing what he loved; dying.
Jorah Mormont, Last of his Name
Melisandre – døde af alderdom i Game of Thrones. Respekt.
Ugens one-liner: ”…not today.”
Kommentarer