Anmeldelse
GAME OF THRONES SÆSON 8 – THE BELLS: En episk serie i ruiner

Af Gustav Stubbe Arndal

SPOILERS FOR GAME OF THRONES FØLGER

Når man skal anmelde noget så komplekst som en Game of Thrones episode, kan man sjældent pege på et enkelt element, der er skyld i alle problemerne. I The Bells er det heldigvis nemt, for manuskriptet forvandler, hvad der skulle have være en episk rutsjebane af følelser og sanseindtryk, til en perlerække af forvirrende skuffelser.

David Benioff & D. B. Weiss kan stadig skrive god dialog – Varys’ sidste ord og Tyrions afsked med sin fortabte bror er begge markante lyspunkter – men de lader til at have mistet seriens tematiske ambitioner og karakterernes essens af syne i deres forsøg på at overraske og forbløffe.

Rigeligt med spektakel finder de, da kampen om King’s Landing mellem en rasende Daenerys til drageryg og en stædig Cersei, der kigger ud over byen, ender med at være den mest drabelige sekvens i seriens lange, blodige historie. Man hepper højt, når Drogon gør Jernflåden til pindebrænde og destruerer Det gyldne kompagni sammen med byens port, og efter nogle intense scener ringer byens klokker, da befolkningen overgiver sig.

Daenerys er dog ikke tilfreds, og det er forståeligt nok. Hun har ydmyget Cersei, men der er mere ild i hendes drage, og hævngerrigheden tager over. Men i stedet for at flyve direkte efter The Red Keep, tager hendes karakterudvikling og hele afsnittet en skarp drejning, da hun beslutter sig for at brænde hele byen til jorden, heriblandt hundredtusindvis af uskyldige borgere, hvis eneste forbrydelse var ikke at elske en fremmed tronrager, de intet kender til.

Idéen om Daenerys’ mørke side har været gennemgående i meget af serien, men springet fra at være for utilgivende over for sine fjender til at begå folkemord af ren og skær spydighed er ikke et spring, man kan tro på, uanset hvor flot Emelia Clarke forsøger at sælge det. Sammen med byen braser hele seriens stillads sammen – Sansa og Varys havde helt ret, Tyrion og Jon er kæmpeidioter og alle tanker om at ”ødelægge hjulet” er bortkastet.

Danny er desværre blot ét eksempel på afsnittets pinligheder. Efter en fuldkommen ligegyldig kamp med Euron Greyjoy (som får seriens mest tumpede sidste ord) er Jamies karakterudvikling fuldkommen glemt, da han mødes med Cersei kun for at dø sammen med hende under det ødelagte slot. Alle de uskyldige, der dør omkring dem? Dem er han ligeglad med, som om vi skulle glemme, at han er Kingslayer af en grund.

Det klareste eksempel på afsnittets problem er den scene, der nok er folks yndlings: Clegane-brødrenes kamp til døden omgivet af drageild og lig. Den er velkoordineret og forbandet smuk (og blodig) at kigge på, men har næsten intet at gøre med resten af fortællingen, og det ligner, resultatet havde været det samme, om de sloges eller ej.

Det er et forsøg på en dramatisk genvej. Gentag en kendt linje, spil noget musik, vis nogle gode billeder og håb på, at publikum ikke opdager, hvor meget man forråder otte sæsoners potentiale. Det kunne have været så meget bedre, men vi skulle jo skynde os til The Mad Queen. Det er jo det, vi er her for, ikke?

Jeg ville ønske, overskriften var anderledes. Fotograferingen er udsøgt, og Miguel Sapochnik viser sine evner frem med nogle alvorligt udmattende og voldsomme sekvenser, hvor Arya snubler gennem byen, der falder sammen omkring hende. Orkestret samler dele af hele seriens lydtapet på mesterlig vis.

Men høj produktionskvalitet og tårnhøje budgetter kan ikke distrahere fra et pinligt inkompetent plot, der ikke lader til at forstå Game of Thrones, eller grundlæggende dramatik for den sags skyld.

Finalen kommer næste uge. Jeg er misundelig på de, der stadig er optimistiske.

 

Små-tanker:

  • Daenerys’ nemme udradering af hele Cerseis hær gør bare Eurons sniper-skud fra sidste afsnit endnu dummere
  • Varys fik vist sendt nogle breve af sted; forhåbentlig var det ikke forgæves
  • Hvis Jon siger ”my queen” én gang til, så smadrer jeg et eller andet
  • Undskyld Cersei, men jeg tror ikke elefanter havde hjulpet dig…
  • Har Tyrion truffet en eneste klog beslutning, siden han blev Daenerys’ hånd?
  • Danny kunne have brændt Cersei ud af sit tronkammer, da hun først ankom til Westeros, og alt havde været bedre som resultat
  • God detalje med Wildfire, der antændes af drageilden
  • Arya har både PTSD og et nyt navn på sin liste

 

Rest in Peace:

Varys – man kan næsten høre ham hviske ”I told you so…”

Euron Greyjoy – ingen vil savne den dumrian

Qyburn – han havde ellers et godt hoved

Gregor ”The Mountain” Clegane – it’s just a flesh wound

Sandor “The Hound” Clegane – died doing what he was best at… saving Stark girls

Cersei Lannister – ikke længere den værste pyroman i King’s Landing

Jaime Lannister – plot-twistet er, at hans karakterudvikling var ligegyldig. Hurra.

 

Ugens one-liner: ”Sandor… thank you”

Kommentarer