[vc_row][vc_column][vc_column_text]Af Niels Kristian Bonde Jensen[/vc_column_text][vc_column_text]“Valar Morghulis” – “all men must die”, har igennem de første 6 sæsoner af HBO´s mastodontiske fantasyhit Game of Thrones, været den måske mest sigende tagline for serien. Hovedpersonen mister hovedet i første sæson, alle de modige oprørshelte bliver stukket i ryggen i tredje, en lille pige bliver brændt på bålet, en tungnem krammebamse bliver flået i stykker af drabelige zombier. Mange af de ”onde” dør også undervejs, bevares, men serien har længe adskilt sig fra dens fantasyforgængere, ved at præsentere et kynisk og pragmatisk forhold til sine mest sympatiske karakterer. I en verden i krig, dør heltene også. Dette forhold tilfører en nærmest horrorlignende suspense til det farefulde univers, der sammen med velorkestrerede familieintriger, interessante politiske problemstillinger, og i TV-regi uforligneligt imponerende kampscener, har sikret Thrones en velfortjent plads i de kanoniserede seriers tronrum. Det er derfor en skam at det syvende og andensidste kapitel i historien om Westeros, trods en række mindeværdige højdepunkter, ender med at skrive sig selv op i et hjørne, holde lidt for mange karakterer hellige, og præsentere nogle af seriens hidtil værste dialogscener.
Det starter egentlig ellers udmærket ud. I løbet af sæsonens første par afsnit rykker spillets centrale brikker tættere mod hinanden uden for meget udenomssnak, og der ligges op til en række uundgåelige sammenstød af episk karakter. Dragebetvingeren Daenerys (Emilia Clarke) ankommer omsider til Westeros, klar til at indtage pladsen på jerntronen. Dette bliver dog i første omgang besværliggjort af den psykotiske og evigt manipulerende dronning Cersei (altid overbevisende Lena Headey), der via sin alliance med den endnu mere psykotiske og manipulerende piratprins, Euron Greyjoy (Pilou Asbæk), går en tidlig sejrsgang og uskadeliggør en anseelig del af Daenerys´ kæmpehær (og gør endelig ende på seriens endimensionelle repræsentanter fra Dorne-regionen). Samtidig i det kolde nord, optrappes seriens anden hovedkonflikt, da bastarden med det snørklede familietræ, Jon Snow, bliver udnævnt ”king in the north” og samler ikke kun (noget af) sin savnede familie, men også alle nordens huse, i kampen mod den ondsindede Night King og hans hær af udøde undersåtter. En kamp, der vurderes tabt på forhånd, indtil kong Snow hører ravne synge om en magtfuld herskerinde sydpå, der kontrollerer tre kæmpe drager.
På godt og ondt er tempoet skruet gevaldigt i vejret i den netop overståede sæson. Der er en god del glæde og tilfredsstillelse i at se de karakterer man har tilbragt i omegnen af 70 timer med, endelig opnå deres mål. Samtidig resulterer den nyfundne hastighed også i et langt mere skarpt optegnet skakbræt, der i højere grad end tidligere faciliterer den fortærskede fantasyfortælling om det gode mod det onde. Mange af karaktererne fremstår også mere som skakbrikker der skal tørne sammen end som egentlige mennesker, da det speedpåvirkede plot ikke efterlader meget tid til de politiske intriger og magtspil, der tidligere gjorde serien så interessant på et psykologisk niveau. Samtidig har stort set alle hovedkaraktererne nået afrundingen på deres karakterbuer, hvor eneste nævneværdige undtagelser er den splittede antihelt Jaime Lannister (Nikolaj Coster Waldau), og den kastrerede familieforræder Theon Greyjoy (Alfie Allen), hvis fortsatte udviklinger ender som sæsonens klart mest interessante intime øjeblikke.
Meget er allerede blevet skrevet om sjette afsnits ulogiske, tangerende til direkte stupide, sidemission nord for muren, hvor et umage tæskehold af centrale og uundværlige spillere sætter liv og lemmer på højkant for at tilfangetage et skrigende lig. Skal man have positive briller på muliggør smutturen, der ellers forkaster al sammenhæng i forhold til tid, sted, temperaturer og karaktermotivation, finaleafsnittes smukt orkestrerede og nervepirrende stormøde i the Dragon Pit. Her opstår en af de sjældne momenter i sæsonen, hvor vi rent faktisk er i tvivl om vores heltes overlevelse, der ellers har været sikret af fanpleasing og halvbagte deus ex machina-redninger. I den henseende er den fænomenale slagsekvens i slutningen af fjerde afsnit selvfølgelig også en åbenlys milepæl, der udover at bide skeer med nogle af filmhistoriens mest episke krigsoptagelser, også efterlader en reel tvivl om hvis side man egentlig holder med på slagmarken. Da Jaime samler spyddet op og tordner mod Dany og hendes drage, sidder hjertet helt oppe i halsen, ikke kun fordi det er visuelt bjergtagende, men også fordi ens moralske kompas peger i alle retninger på samme tid.
Det er momenter som disse, der fortsat gør Game of Thrones til verdens største serieevent, og der er heldigvis nok til at gøre sæson syv seværdig og underholdende langt hen ad vejen. Men havde det ikke været for seriens tidligere komplekse nuanceringer af rigtig og forkert, og realistisk kyniske forhold til karakterernes liv og død, havde de visuelt imponerende actionsekvenser føltes tomme, og de spidse blikke i slottenes haller virket harmløse. Skal det store spil for alvor genvinde gløden og relevansen i den afsluttende sæson, skal ordene Valar Morghulis igen begynde at gælde for alle brættes spillere, inden Game of Thrones forfalder til et lige så naivt heroisk verdenssyn som sæson syvs fredede helte.
Ordet synes – 4 stjerner[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer