Af Christine Roederer
Perioden mellem slutningen af 2013 og begyndelsen af 2014 blev plaget af snestorme overalt i verden. I februar 2014 blæste den nordamerikanske blizzard forbi det meste af det nordøstlige USA, mens Europa gentagne gange var blevet ramt af mindre storme fra november 2013 til og med marts 2014.
Jeg kan huske, at sociale medier summede med tanken om, at det var Disneys ultimative markedsføringsplan for den daværende revolutionære Frost (2013), der havde en snedronning i hovedrollen, og var baseret på novellen med samme navn af H.C. Andersen.
Men den frosne storm var langt fra forbi. Frost II har ramt verden med den samme intensitet som dens forgænger gjorde – og er allerede nu Disneys 6. milliardfilm i år. Vi møder hovedpersonerne fra den forrige film igen: Elsa (Idina Menzel), den kongelige snedronning velsignet med magiske kræfter, Anna (Kristen Bell), den glade og frække lillesøster, Kristoff (Jonathan Groff), den flotte, blonde romantiske interesse, der faktisk ikke reddede dagen, og de to merchandisemaskiner: Olaf (Josh Gad), den talende snemand og Sven, det ikke-talende dyresidekick.
Kongeriget Arendelle er under angreb af naturkræfterne, og Elsa er hjemsøgt af en stemme, der kommer fra over horisonten. Den melankolske melodi beder hende om at finde sandheden bag en konflikt fra fortiden, som skal løses for at redde hendes folk. Mystikken omkring hvor Elsas kræfter kommer fra er et tilbagevendende tema i filmen – og den introducerer os også til naturelementerne ild, vand, luft og jord, som er blevet skubbet af led og nu ikke længere kan beskytte eller sørge for Arendelle. Noget er helt galt i naturen rundt omkring dem, og kun Elsa kan redde dem alle. Men kan hun gøre det uden hendes søster og deres venner?
Hvor Disney-efterfølgere ikke altid lader deres hovedroller blive voksne, så tillader Frost II netop dette. Temaer som død, familie, et lands historie og forandring er nøgleelementerne i fortællingen, og det er netop derfor, denne historie er så spændende: det er en historie for de små børn, men Frost II vil også gribe deres forældre. Der er tilstrækkelig mange sange i Frost II, men det er jo en selvfølge – selv gør filmen grin med love ballad-genren med Kristoffs sang solo og med det iørefaldende Let It Go-hit fra 2013.
Der er tilstrækkelig comic relief til at kompensere for de dramatiske scener omkring de vigtigste plot-temaer, for dem er der mange af. Selve diskussion om Arendelles forhold til kongerigets fortid er et så vigtigt aspekt af historien, for hvis vi forstår fortiden og dens konsekvenser i nuet, kan vi opbygge en bedre fremtid.
Handlingen indebærer hemmeligheder og overraskelser, men de er ikke så svære at sætte sammen, når man først har set den første halvdel af filmen. Havde det været lidt sværere at finde ud af disse overraskelser, ville denne film have haft den sidste og sjette stjerne med på sig, fordi Frost II bevægede mig, da jeg sad i biografens mørke og lyttede til dens lektioner og fortælling.
Du behøver ikke at vide meget om Frost for at se denne film. Der er tilbagekald til den, ja, men plottet fungerer så uafhængigt, at du sagtens kan gå ind i biografen og stadig blive betaget af Disneys magi.
I stedet for at forsøge at bringe deres gamle klassikere til live i et uendeligt hav af genindspilninger, burde Disney hold sig til det, de gør bedst: original historiefortælling med overbevisende karakterer, du kan se dig selv i. Handlingen i Frost II bliver nemlig ikke løst ved at slå et stort og ondt monster – det handler om, at karaktererne selv skal finde ud af, hvem de er, og derigennem definere deres fremtid. Og det er den stærkeste kamp, man kan tage for at finde sin plads
Kommentarer