Artikel
FRIENDS – The one with the 15 year anniversary

I 2019 er det 15 år siden, at Monica, Chandler, Joey, Ross, Rachel og Phoebe sidst trådte ud af den ikoniske lejlighed i Brooklyn. I hænderne havde Monica og Chandler et barn hver, mens Ross og Rachel endelig havde fundet sammen igen.

Jeg var 11 år gammel, da det sidste afsnit af det ikoniske TV-show rullede over fjernsynsskærmen, men det var absolut ikke sidste gang, jeg kørte de 10 sæsoner – 236 afsnit – igennem.

Stadig lige ikonisk i dag

Jeg tror ikke, at der går en uge, hvor jeg ikke laver en reference til showet. Der er bare så mange ting, jeg siger i min hverdag, som stammer fra Friends (1994-2004), og det meste af tiden lægger jeg ikke engang mærke til, at jeg er i gang med at citere en af hovedkaraktererne.

Altså, medmindre man lige pludselig står med en sofa i gangen på et lejlighedskompleks, mens man står og råber “PIVOT!” i hovedet på hinanden (The One with the Cop).

Grunden, til at rigtig mange af os vender tilbage til Friends, er nok, at det føles lidt som at komme hjem igen. Samtidig føles serien slet ikke forældet. Igennem de 10 sæsoner berører de seks venners liv nemlig en hel del emner, som stadig er politisk, socialt eller kulturelt relevante: Phoebe gifter sig eksempelvis med en canadisk homoseksuel mand for at hjælpe ham til at få et Green Card til USA, så han kan være sammen med sin mandlige kæreste (inden han så finder ud af, at han egentlig er heterosexuel) (The One with Phoebe’s Husband). Andetsteds understreges vigtigheden af at opretholde de forskellige familietraditioner, også selvom det betyder, at man skal klæde sig ud som bæltedyr (The One with the Holiday Armadillo). Det er egentlig kun, når der optræder mobiltelefoner, eller når Chandler hiver sin bærbare computer frem, at man lægger mærke til, at serien er ved at være 15 år gammel (The One with the List).

Det er stadigvæk lige så sjovt, når Rachel finder ud af, at hendes kage ikke skulle have haft kød i (The One Where Ross Got High), eller når Ross ikke kan finde ud af at være i solcenter (The One with Ross’s Tan), eller når Joey bliver arrig over dét med at dele mad med andre (The One with the Birth Mother).

Hele verden elsker stadig Friends

Da Jennifer Aniston, skuespillerinden der inkarnerede Rachel Green, lagde et billede ud på Instagram tilbage i oktober, hvor alle seks hovedskuespillere var samlet igen, skete der nærmest en nedsmeltning på nettet. Aniston fik over en million følgere på under fem timer, mens billedet nu har 15.2 millioner likes.  Bare lige for at sætte det i perspektiv, så indtager dette ene billede femtepladsen for mest likede billeder på platformen. Sådan, Aniston!

Men det er ikke kun nostalgien, der trækker tilbage igen og igen. Det var takket være Friends, at shows som How I Met Your Mother (2005-2014), The Big Bang Theory (2007-2019) og New Girl (2011-2018) pludselig blev populære på de amerikanske kanaler. Udover det, så lancerede LEGO en pakke, hvor man kunne bygge caféen Central Perk – indeholdende alle seks karakterer i vaskeægte LEGO-stil, med guitar, pizza, computer og en lille cameo fra Gunter, som jo er ansvarlig for caféen.

Da jeg var på tur hos Warner Bros. Studios i Los Angeles, var et af højdepunkterne klart at komme til at sidde i sofaen fra Central Park. Selvom jeg ikke faldt sammen i gråd af ren og skær begejstring, så var det tæt på. Tænk at en sofa fra et TV-show kunne fylde mere for mig end en Batmobile?

Men hvorfor? Hvorfor er det, at serien stadig er så populær i dag, og hvorfor er det, at min søster og jeg insisterer på at vise den til vores yngre kusiner, som endnu ikke har fået lov at nyde de 85 timers materiale? Hvorfor er det altid som at komme hjem til noget man kender, og man føler sig tryg ved?

Måske har det noget at gøre med, at alle karaktererne var i den alder, hvor man ikke aner, hvad man vil med sit liv. Rachel tumler jo ind på Central Perk iført brudekjole, fordi hun pludselig fandt ud af, at hun ikke ville giftes med en tandlæge. Monica er ulykkelig i sit arbejde som kok, Joey forbliver en rimelig ubrugelig skuespiller, Ross er skilt, fordi konen fandt ud af, hun var lesbisk, Phoebe er sig selv, og Chandler… ja, selvom om jeg har set showet utallige mange gange, så kan jeg kun sige om Chandler at han er en “transponster”, ligesom Monica og Rachel svarer, da de bliver spurgt om det samme (The One with the Embryos).

Ej, hvor var de små, dengang vi mødte alle karaktererne for første gang (Foto: NBC)
.

I starten af showet er Rachel 24 år gammel, Monica er 24, Phoebe er 27, Joey er 26, Chandler er 26 og Ross er 26. Jeg tror, at det var det første show, jeg så, hvor jeg forstod, hvad det betød at være voksen, uden at være voksen. For kender vi ikke det at være 24-25 år gamle og ikke ane, hvad fremtiden vil bringe? Det vidste de heller ikke i Friends, og derfor er det sådan et dejligt show at vende tilbage til.

Selv er jeg SÅ bange for den dag, hvor jeg bliver ældre end hvad de nåede at blive i serien. Heldigvis går der lige lidt tid endnu. Pyha.

Bliver vi nogensinde trætte af det?

Selvom Joey Tribbiani (Matt LeBlanc) fik lov at leve videre i sit eget TV-show, Joey (2004-2006), så har vi ikke set så meget til de seks venner siden de afsluttede deres historier. Hver gang nogle af skuespillerne dukker op i et talkshow, kan det ikke undgås, at værterne spørger ind til den ikoniske serie – selvom David Schwimmer var med i The People v. O. J. Simpson: American Crime Story (2016) og Lisa Kudrow lige gæstede Scandal (2012-2018).

Det eneste, jeg husker Matthew Perry i, andet end Friends, er Ni fod under (2000), hvor han spiller tandlæge over for Bruce Willis’ lejemorder-karakter. Perry havde jo store problemer under optagelserne af Friends, da han kæmpede med et misbrug af smertestillende piller tilbage i 1997 og igen i 2001. Det er derfor, at Chandler tager på og smider vægt mellem to sæsoner af tv-serien. Det har bestemt ikke været nemt at slippe ud af skyggen til det fænomen, som Friends var.

At skuespillerne måske ikke har haft de største karrierer sidenhen ændrer dog ikke på, hvad serien gjorde for fjernsyn på verdensplan.  Og jeg må indrømme, at jeg er klar til at sætte gang i endnu en re-watch af samtlige afsnit, der jo stadig er tilgængelige på Netflix. Måske skulle du også se lidt af det igen?

Kommentarer