Af Gustav Stubbe Arndal
Alle bør holde godt øje, når Pixar kommer på banen med en original animationsfilm. Det sidste årti har været blandet for dem, med lidt for mange markedsmotiverede efterfølgere til klassikere og ikke nok nye at føje til deres pragtfulde katalog. Jeg tør ikke sige, Fremad er blandt deres bedste, men filmen har bestemt det niveau, man som minimum håber på fra studiet.
Det er nemt at se Pixars historie i filmens åbningssekvens, der snakker om en tid med vidunder og magi, der er forvandlet til en almindelig industriel moderne hverdag. Fremad foregår i en fantasyverden, der opdagede, at elektricitet og biler er meget mere belejligt end trolddom og hesteryg, og nu er fyldt med forstader og metropoler. Vi forbereder os på en fortælling om at genfinde magien i livet.
Men instruktør Dan Scanlon og hans hold har mere intime og emotionelt dybe emner i sinde. Vi bliver introduceret til Ian (Tom Holland), en indadvendt og ængstelig teenage-elver, og hans voksne storebror Barley (Christ Pratt), en lidt kikset, men eventyrlysten energibombe, der er på et lidt for langt sabbatår. Deres far døde da de var små, og savnet former meget af deres hverdag.
Ian, som var så lille, at han knap kan huske sin far, mærker manglen mest. Han har ”samtaler” med et gammelt kassettebånd og hans øjne lyser op, når nogen siger, han ligner sin forælder. Det viser sig også, at han har farens talent for magi, da en overraskende trolddomsgave ankommer på hans 16-års fødselsdag: en chance for at påkalde sin far fra de døde i et helt døgn!
Men besværgelsen går galt – kun farens beige bukser og brune laksko bliver fremmanet – og brødrene må inden den næste solnedgang finde en sjælden krystal, der kan fuldende arbejdet, så de endelig kan få det mirakuløse gensyn. Hvad der følger, er en road-trip film gennem et moderne fantasyland og ruinerne i dets udkant, med et umage broderpar og et magisk sæt bukser i Barleys faldefærdige varevogn ”Gwynevir”.
På vejen lærer Ian både livslektioner og besværgelser. Barley er nemlig en ren nørd, dybt fascineret af Fremad-universets version af Dungeons & Dragons og Magic: The Gathering – hvilket har mere praktiske applikationer end i vores verden. Han giver sin lærling et arsenal af kreative tryllekunstner, der selvfølgelig vender stærkt tilbage i filmens actionscener.
På den tekniske front er magien klart den mest imponerende del af Fremad. Partikeleffekterne er strålende, og det hele lyder nøjagtig, som man forestiller sig, besværgelser burde lyde. På den humoristiske animationsside får vi et par segmenter med intimiderende biker-pixies og Octavia Spencer som en århundrede gammel manticore, der måtte skifte arbejde, da ”quest-giver” ikke længere duede.
Men selvom eventyret underholder, er det filmens slutning, der virkelig slår igennem. Man venter allerede på den emotionelle konklusion, når man har fanget præmissen, men måden hvorpå det hele forløser sig, er både overraskende og mere rørende og tilfredsstillende, end man skulle tro. Når tårerne er tørret væk, kan man kun være imponeret over Pixars fortælleevne.
Der er dog noget om, at rejsen er vigtigere end destinationen, og rejsen selv er mere ujævn. Den er fyldt med små, ligegyldige vignetter og en anelse tvungen søskendekonflikt, og indeholder et galleri af sidekarakterer, der ikke har meget at gøre.
Jeg ved godt, hvad Fremad selv har at sige, nemlig at familiekærligheden og eventyrlysten er magi nok i sig selv, og der er noget om snakken. Pixars magi handler ikke bare om at lade os flygte fra vores kedelige hverdag, men om at finde de personlige fortællinger, der bringer os ind i deres fantastiske historier.
Kommentarer