Af Mikkel Lind Kristiansen

Franz Kafkas forfatterskab har haft så stor kulturel indflydelse, at hans efternavn er betegnelsen for meningsløst og mareridtsagtig bureaukrati. Instruktør Agnieszka Holland imiterer Kafkas absurde universer, ved at skue hans liv i takt med forfatterens surrealistiske ånd. Desværre bukker imitationen under for høje ambitioner, hvor man føler sig hverken forbundet til Kafkas forfatterskab eller hans personlige historie.

Idan Weiss spiller Kafka fra sin ungdom i Prag, til sin tidlige død af tuberkulose i 1924, som blot 40 årig. Franz sammensættes af fragmenterede historier af blandt andet hans anstrengte forhold til sin far (Peter Kurth), et metalag af nutiden der kommenterer på Kafkas liv, hans kedelige job i et forsikringsselskab, det brændende ønske om at skrive og udtrykke sine dybeste følelser, samt de kærlighedseskapader han ender i.

Indimellem Kafkas livshistorie introduceres gradvist det førnævnte metalag, eksemplificeret gennem Kafkas paranoide hallucinationer af øjne i væggen, der viser sig at være fremtidige turister på Kafka Museet i Tjekkiet. Ligeledes møder man også rejseguides, der fortæller om Kafkas liv. Filmen byder på refleksion om vores forhøjelse og forståelse af kunstnere, hvor dens brud på den fjerde væg får den til at stå ud som unik og selvkritisk.

Filmen introducerer dog efterhånden så mange metalag og tidslinjer, at filmens flydende tidsfornemmelse i stedet drukner Franz Kafkas livsfortælling i overfladiske sidespor, der ikke giver indsigt i Kafkas forfatterskab og mislykkes i sit drama.

Filmen har for mange bolde i luften, når den prøver at skildre et familiedrama tyranniseret af en endimensionel patriark, samtidig med at den forsøger at forholde sig kritisk til nutidens skildring af Franz Kafka, alt imens skærmtiden delegeres til forskellige sidekarakterer, der får en tvetydig betydning for Kafkas liv.

Filmens struktur bliver en sporadisk og fragmenteret hvirvelstorm uden en rød tråd, der sammenfletter filmens anakronismer og indhold. Holland formår at bygge et lyrisk portræt af Kafkas pinte personlighed, på bekostning af en uklarhed om hvad der skabte og påvirkede Kafkas forfatterskab, der ellers flere gange i filmen bliver pointeret som utrolig virtuos.

Idan Weiss giver en klar fornemmelse af en paranoid og skrøbelig Franz Kafka, i et vellykket samarbejde med fotograf Tomasz Naumiuks billeder af idyllisk badeferie, tågede og dystre tjekkiske gader, samt uhyggelige barndomsgader. Men Holland insisterer lidt for ofte på lynhurtige klip, zooms, og nærbilleder, der ikke giver Weiss og Naumiuks samarbejde mulighed for at trække vejret.

Hollands uvillighed til at afslutte filmen gør det endvidere svært at finde sig til rette i de vigtige dramatiske afrundinger, hvor de forstyrrende sidespor fylder mere end de burde, og frarøver Kafkas egen livshistorie fokus. I sit forsøg på at afrunde alle sine sidespor, kan filmen ikke helt finde målstregen.

Man efterlades med en hungren efter en bedre forståelse af Kafka som forfatter, og en utydelig forståelse for filmens store persongalleris forhold til den ægte Kafka. Den endelige filmoplevelse udmunder som pseudo-lyrisk volapyk, frem for et gennemarbejdet og dragende personportræt.