[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Peter Christian Rude[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]François Ozon har siden sin spillefilmsdebut i 1998 udsendt omkring en film om året. Han har undervejs taget livtag med en række forskellige filmkunstneriske traditioner og givet dem sit særlige twist. Tænk på favoritter som musicalen 8 kvinder – og et mord (2002) og thrilleren Swimming Pool (2003). Hans nyeste film er et stort opsat historisk drama om tiden umiddelbart efter 1. Verdenskrig i Tyskland og Frankrig.
Frantz er baseret på Ernst Lubitschs Broken Lullaby (1932), men typisk for Ozon er perspektivet skiftet fra en mandlig til en kvindelig synsvinkel, ligesom den sidste halvdel af filmen er hans egen kreation. Paula Beer, der meget passende blev hædret på filmfestivalen i Venedig, spiller den tyske pige Anna, hvis forlovede Frantz (Anton von Lucke) er blevet dræbt i krigen. En dag opdager hun, at der er blevet lagt blomster på Frantz’ grav. Det viser sig at være den unge franskmand og tidligere soldat Adrien (Pierre Niney), der eftersigende var gode venner med Frantz i Paris før krigen. Anna tager sammen med Frantz’ forældre (Ernst Stötzner og Marie Gruber) Adrien til sig for gennem ham at vække mindet om Frantz til live. Det møder modstand i lokalsamfundet, der ikke mener, at man kan tillade sig at huse en tidligere fjende midt i sorgens stund. Og er Adrien i virkeligheden den, han giver sig ud for at være? Anna må pludselig revurdere sin situation og tage et nærmere kig på fortiden. Her foretager filmen en drejning, som det ville være synd at komme for tæt ind på i denne anmeldelse.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Frantz[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
François Ozon[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Frankrig/Tyskland[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Til gengæld kan vi dvæle ved billedsiden. Frantz er en visuelt imponerende oplevelse i sort/hvid og begynder med et billede af den tyske by i morgendisen. Men i forgrunden er nogle blomster blevet farvelagt, og denne kontrapunktiske brug af farver er gennemgribende for filmen som helhed. Den alluderer til Steven Spielbergs Schindlers liste (1993) og den berømte scene med den lille pige i den røde kjole, for farverne er ikke kun deskriptive, men også symbolske og bruges til at antyde håbet om en lykkeligere virkelighed. Teknikken er overbevisende. Der er ikke er tale om moderne farvefilm. Snarere bliver der frembragt et look, der for mig at se mimer de gammeldags kolorerede fotografier, og som på den måde skriver sig elegant ind i periodens stil.
Samtidig er der en fare forbundet med den konstante æstetisering af historien. Som i det flashback, hvor Adrien kastes omkuld af et granatnedslag i skyttegraven og lander på toppen af en død tysk soldat, som han begynder at kærtegne – en parodi på den klassiske pietà? Et andet eksempel kunne være den gentagne, motiviske brug af Édouard Manets maleri Le Suicidé på Louvre, som bidrager med en form for pseudo-eksistentialisme. Her er Ozon for svulstig for mig. I sådanne scener bliver den ellers fint fortalte historie om had og kærlighed eller splittelse og forsoning i kølvandet på la grande guerre skubbet underligt i baggrunden.
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer