Af Oskar Stone

Allerede i 2007 afslørede en yngre Guillermo del Toro på Cannes Filmfestival, at Mary Shelleys Frankenstein (1818) længe havde stået som hans ultimative drømmeprojekt at bringe til lærredet. Næsten 20 år senere er den drøm blevet til virkelighed i hans visuelt episke adaptation af monstret, som efterhånden har opnået kultstatus for horror-elskere verden over. Del Toro har altid været draget af monstrene. Ikke som gysets karikaturer, men som bærere af noget menneskeligt – sorg, ensomhed, længsel. Fra de håndskårne mareridt i Pan’s Labyrinth (2006) til de misforståede væsner i The Shape of Water (2019) har han insisteret på, at det, vi kalder monstre, ofte blot er misforståede spejlbilleder af os selv.

Hans filmografi er et museum af tabte sjæle, syrede eventyr og gotiske kærlighedshistorier. Med Frankenstein vender del Toro tilbage til kilden med bravur – til den myte, der startede alt.
Hvor mange gange kan Frankenstein genfortolkes? Utallige, hvis man ser på Hollywoods filmhistorie. Alligevel formår del Toro at puste nyt liv i fortællingen – bogstavelig talt – med sin adaptation af det misforståede monster, som leder efter meningen i et liv, han ikke har bedt om. 

Filmen følger videnskabsmanden, Dr. Victor Frankenstein (Oscar Isaac), der trodser naturens love i jagten på at overvinde døden gennem det væsen (Jacob Elordi), han bringer til live. Resultatet er en velfortalt menneskelig fortælling om brutal ambition, ensomhed og længslen efter at blive elsket, fortalt med del Toros karakteristiske blanding af mørk skønhed og gotisk følsomhed, selvom filmens rytme til tider føles tung, og opbygningen en smule statisk.

Boris Karloffs ikoniske fortolkning af monstret i kultklassikeren Frankenstein (1931) har stået alene på podiet i snart 100 år, men han får kamp til stregen af Jacob Elordi, som giver The Creature en sjælden sårbarhed, der stjæler showet. Elordi bevæger sig med en sjælden balance mellem styrke og sårbarhed – både menneskelig og monstrøs – og gør det med overbevisende ro. Hvor Karloff var tragediens monstrum, er Elordi dens menneske, som hjælper med at rette op på Hollywoods tidligere forvrængede forsøg på at skabe et monster.

Oscar Isaac stjæler måske ikke showet, men hans præstation fortjener fuld respekt, og hans kemi med Elordi giver den centrale relation dybde og dramatisk tyngde, med hjælp fra Christoph Waltz og en velspillende Mia Goth. Men selvom der er tid til det, når vi desværre aldrig ind til sjælen af Isaacs, Waltz’ og Goths karakterer, og det er en skam. Fordi konflikten mellem Elordi og Isaac er det altoverskyggende tema, ender Goth og Waltz som bipersoner i en fortælling, der ikke altid har plads til dem.

Visuelt er Frankenstein alt det, man kunne forvente af del Toro: overdådig, overdrevet og gennemsyret med en kærlighedserklæring til detaljen. Fra specialeffekter til kostumer og scenografi bliver vi forkælet igennem filmens 150 minutter, som dog kunne have haft gavn af en strammere pacing. Fra regnvåde kirkegårde, blændende vinterlandskaber og blod nok til selv at slukke Tarantinos tørst, er det tydeligt, at del Toro har haft frie tøjler. Det virker en smule akavet, når filmen kun har en kort levetid i biografen, inden den ender med at blive streamet på fedtede computerskærme hos Netflix. Den fortjener at blive set på det store lærred. Frankenstein står tilbage som en kærlighedserklæring til Mary Shelleys arv og en påmindelse om, at monstrene sjældent er dem, vi tror. 

Det er måske ikke del Toros’ mest perfekte film, men det føles som hans mest oprigtige. Han formår at vise os begge sider af fortællingen på et tidspunkt, hvor vi synes at have mere brug for det end nogensinde, i en verden præget af usikkerhed og splittelser,hvor troen på empati og medmenneskelighed bliver vores vigtigste kompas.