Kender du Disneys kortfilm fra 1938 om den fredelige tyr Ferdinand, så spekulerer du måske på, hvordan den mon kan blive til en 1½ times animationsfilm. Det lader til, at instruktør Carlos Saldanha, i samarbejde med 20th Century Fox og Blue Sky Studios, har undret sig over præcis det samme.
På den tekniske side er der dybest set ikke noget galt med Ferdinand; der er bare heller ikke meget at skrive hjem om. De danske stemmer er gode og klæder for det meste deres karakterer godt. Ingen leverer deres livs præstation, men der er heller ingen, hvis stemme får ens øretrommer til at trygle om nåde. Til gengæld virker filmen sprogforvirret på dansk. Den blander dansk, spansk og tyr, og nogle karakterer har spanske accenter, mens andre ikke har. Det bliver til en bizar lydside, især når menneskekarakterer også bliver indblandet.
Animationen fejler heller ikke noget. Den er pæn, glinsende og flyder glat. Især farvesætningen er herlig og skildrer fint Spaniens farvestrålende blomster og solstråler. Den er også det eneste, der er synderligt nævneværdigt. Stiliseringen er ikke markant nok til at være mindeværdig — i stedet læner den sig næsten op ad at blive ubehagelig. Nogle af tyrene ser så besynderlige ud, at man stiller spørgsmålstegn ved, hvordan de overhovedet formår at bevæge sig.
Det er dog plottet, der har de allermest ubalancerede proportioner. Ferdinand sidder midt mellem to modpoler uden at kunne finde ud af, hvilken retning den vil pege mod.
På den ene side vil Ferdinand gerne være en plat komedie. Gennem to tredjedele af filmen introducerer den konstant nye karakterer, der ikke bliver til meget mere end komiske indslag. Langtrukne jokes afsporer flere gange plottet og får det til at stå bomstille—og disse jokes fungerer oven i købet kun vilkårligt. Et dansenummer overtager f.eks. skærmen i et minut eller to uden at have noget som helst formål. Fald på halen-humoren er ofte de bedste indslag, selvom dialogen desværre har tendens til at overforklare dem. Men for hver veltimet vittighed, der får publikum til at grine, er der en eller to der falder til jorden. Især når visse vittigheder bliver udnyttet så groft, at man til sidst ikke orker at grine igen.
På den anden side er resten af Ferdinand præget af inderlig oprigtighed. Tyrene fra Ferdinands hjemgård er som én stor metafor for voldsom maskulinitet — en maskulinitet som de straffer Ferdinand for at bryde. Alligevel formår Ferdinand at få en til at tro på, at han kan hjælpe de karikerede tyre med at få et bedre liv. Det er således en overraskende politisk film — især når den også hårdt kritiserer tyrefægtning.
Ferdinand begynder at få ro på, da tyrefægteren El Primero introduceres. Her finder plottet endelig et reelt slutpunkt at arbejde sig hen imod. Handlingen skal både starte og slutte flere gange i løbet af filmen, der derfor er alt for lang. Så snart man tror, at historien arbejder sig hen mod én ting, starter en ny del af den, der uddyber andre dele af plottet. De nye dele af historien er så elendigt trukket ned over hovedet på den oprindelige kortfilm, at de forplumrer hele filmens pacing.
Hvis Ferdinand havde fokuseret på de oprigtige elementer, så kunne vi have haft en hjertelig film med nogle solide jokes. I stedet bliver den platte komedie og den søde familiefilm aldrig forenet i en jævn oplevelse. Ferdinand føles som resultatet af, ja, en tyr i en porcelænsbutik. Halvdelen af vaserne er stadigvæk i et stykke, mens resten af butikken ligger knust på gulvet. Man kan se antydninger af deres smukke dekorationer på skårene, men ingen kommer til at nyde godt af dem igen.
Kommentarer