[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Ditte Fiil Ravn[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]Instruktøren John Carney vækkede i 2006 begejstring med den moderne musical Once, hvor han skildrede både kærlighed og sange i en realistisk dokumentarisk form. Nu har han taget springet ud i den mere anonyme Hollywood-stil med Forelsket i New York, der mister sin autenticitet og bliver en selvmodsigende musikalsk rom-com, der mangler mål og engagement.
To nedture mødes
Dan (Mark Ruffalo) er just fyret fra det pladeselskab, han selv var med til at opbygge. Han har et elendigt forhold til sin datter og har knap nok penge til at byde en ven på en øl. Greta (Keira Knightley) er blevet forladt af sin kæreste Dave (Adam Levine), som har forelsket sig i livet som rockstjerne og alle dets goder. De mødes i deres livs største nedtur, da Dan ser Gretas talent og vil lave en plade med hende. Det er vigtigt for dem at bevare autenticitet og simplicitet, så de vælger at optage pladen i New Yorks gader. Imens musikken kommer til live, må Greta vælge om hun vil lægge Dave bag sig, og Dan må træde i karakter som far.
Musikalsk misforståelse
Musikken er filmens kerne. Den bliver omdrejningspunktet for en diskussion om det at være ægte og forblive tro mod sig selv, og den bringer filmens karakterer tættere på hinanden. Sang og lyrik en masse ville være en underdrivelse, da der vitterligt udbryder en sang hvert andet øjeblik.
Problemet er, at det virker så ulideligt selvmodsigende, at Greta, der netop er fortaler for det autentiske, laver sange, der lyder så overproducerede, at man tvivler på, om det rent faktisk er Keira Knigthley, der synger.
Det er ikke nok at gå ud på gaden og optage en sang – det virker som en letkøbt forestilling om autenticitet. Desuden er få af sangene fængende, og hele indie-følelsen i filmen går tabt.
Meningsløse dage
Filmen virker rent ud sagt lidt meningsløs. Både Dan og Greta udvikler sig undervejs, men det er ikke engagerende, og man bliver som seer tabt på vejen når al musikken og lyrikken bliver viklet ind i en utroværdig forståelse af ægthed. Og sidst, men ikke mindst, står relationen mellem den blomstrende singer-songwriter Greta og den fallerede producer Dan ikke specielt stærkt. John Carney går ganske vist efter det underspillede i deres forhold, men der må være en nedre grænse.
Filmen efterlader seeren med en fornemmelse af ingenting, og man føler sig ikke rigere i hverken hjerte eller sind.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Forelsket i New York[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2013[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
John Carney[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Mark Ruffalo er ret elskværdig som falleret producer på vej mod gedigen bums. Er man Maroon 5-fan, kan man nyde Adam Levines unikke vokal. Men det er musikken, der besejler denne films skæbne – du bliver nødt til at elske den for at holde af filmen.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer