[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Daniel Hartvig Nielsen [/vc_column_text][vc_column_text]Den første uge på BUSTER Filmfestival har blandt andet budt på en amerikansk ungdomsblockbuster, en norsk film på kurdisk og en hollandsk film om homoseksualitet.
I mit interview med programchef Nikolai Schulz talte vi netop om, hvordan BUSTER skulle få de unge i biografen. Og det så ud til, at man havde fundet et af svarene på det, da man søndag havde forpremiere på The Maze Runner; lok dem ind med en ungdomsblockbuster.
Selvom The Maze Runner gennem dens blockbuster appel på mange måder bevæger sig væk fra BUSTERs program, hører den stadig til på en ungdomsfestival, hvor udbuddet skal være stort – og ikke blot lærerigt, men også underholdende. Og det var The Maze Runner i hvert fald. Jeg tilbragte to nervepirrende timer i selskab med en næsten fuld sal, hvis gennemsnitpublikum var en 16-årig pige. Efter filmen virkede meningerne til at være enstemmigt positive, og der var en vis opstemthed blandt salens publikum. På vej ud overhørte jeg en venindefolk, der var enige om, at det bare var ”en skide god film”. I kan læse en mere uddybende anmeldelse af The Maze Runner her: https://ordet.net/ny-ungdomsblockbuster-loeber-den-sikkert-maal/
Tirsdagens film var på alle mulige måder en anden oplevelse. Den norsk-kurdiske film Before Snowfall handler om den unge kurdiske dreng Siyar. Han bor alene med sin mor og to søstre i en lille landsby, og i faderens fravær må Siyar træde i hans sted. Så da hans storesøster stikker af kort før hendes arrangerede bryllup, må Siyar begive sig på en rejse; først til Istanbul og senere gennem Grækenland og Tyskland for at ende i Norge – alt sammen i den hensigt at slå sin søster ihjel for at bevare familiens ære i den lille landsby. På vejen møder han pigen Evin, der er med til at udvikle ham på denne dannelsesrejse, der får fatale konsekvenser.
Before Snowfall er en road movie, der bringer dig ind i en kultur, som man normalt ikke har adgang til. Den fortæller om ære og skam, der fungerer på en helt anden måde i den lille landsby i Syrien, end den gør i vores vestlige samfund. Siyar tager dig også med ind i Istanbuls slum og ind i et velorganiseret smuglermiljø. Filmen efterlod mig med et stærkt indtryk og med stof til eftertanke. Desværre var salen, modsat søndagens film, langt fra fuld. Vi var kun tre publikummer, hvilket er ærgerligt, når man netop har mulighed for at se en film, man ikke kan finde i de danske biografer eller på tv til dagligt. Du kan heldigvis stadig nå at se Before Snowfall før BUSTER slutter, find ud af hvor og hvornår her: http://buster.dk/film/3176
Coming of age-fortællingen er en tilbagevendende del af ungdomsfilmen, som netop udforskes tematisk i den hollandske film Summer. Her følges en gruppe unge i en lille hollandsk by med 16-årige Anne, som i byen kaldes for frøken tavs, i fortællingens centrum. Men Anne bryder pludselig ud af sin ensomme skal i mødet med den lidt ældre Lena. Summer er en fortælling om at vokse op i et landsbymiljø, hvor man helst ikke må være anderledes – og rummer en række skæbnesvangre, ja ligefrem uhyggelige, beretninger. Filmen har lidt af sidste års Adéles Liv over sig i forholdet mellem de to piger, men Summer er ikke på samme måde kunstnerisk. Tværtimod kan man argumentere for, at netop dette forhold ikke udforskes nok.
Summer blev set af to skoleklasser, og under filmen begyndte der at herske mere og mere tvivl om, om de egentlig var gamle nok til at se sådan en film. Der blev grint, når der skulle grædes og hujet og klappet, når de to piger kyssede. Klapperiet kan man vælge at tolke, som at publikum mente, det var modigt af de to piger – jeg hælder dog mere til, at det var et tegn på umodenhed. Efter filmen kunne man stille filmens instruktør og manuskriptforfatter spørgsmål – og her bed jeg især fast i én ting, nemlig det faktum, at manuskriptforfatteren tog udgangspunkt i hendes egne oplevelser som ung; netop dette er et tilbagevendende problem i ungdomsfilmen. Filmene er lavet i efterrationaliserings lys, og de appellerer måske i højere grad til voksne, der kan huske ungdommen, og ikke dem som sidder i den lige nu.
Summer har endnu ikke fået premiere i Holland, og det var blot anden visning for et publikum. Og du kan stadig nå at se filmen, inden festivalen er ovre. Se mere her: http://buster.dk/film/3226
BUSTER Filmfestival har i dens første uge vist sig som en alsidig festival, som både kan give dig underholdning og indsigt. Men festivalens første uge stiller også spørgsmålstegn ved ungdomsfilmens eksistens: Skal man lave blockbusters for at få unge i biografen? Og hvor gammel skal man være, før man kan forstå sig selv?
Ungens anbefaling er Before Snowfall.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer