Af Jaspar Bang Jørgensen
Vinter. Et snedækket landsskab, der fremkommer sorthvidt. En frossen sø. En ligbleg hånd. En døende ko. Røg og flammer i det fjerne. Og en aflagt hæklet hue, der er skiftet ud med en prægtig hat. Den blomstrende danske instruktør Michael Noers femte spillefilm er ikke kun stjernespækket, den er også velproduceret. Og så er den lige så æstetisk, som den er deprimerende.
Fortællingen finder sted i 1850’ernes Danmark. Det grå vejr er symptomatisk for årets høst og de trange kår, der hersker i en landsby, hvor det vigtigste for bonden Jens er at bevare sin prominente plads i kirken og dermed sin sociale status i sognet. Han indgår derfor en aftale med naboen Laurits om sammen at komme gennem vinteren, samtidig med at Jens’ smukke datter Signe bliver lovet til Laurits’ bror, Ole. Imidlertid øjner Jens dog en mulighed, som ikke blot gavner sin datter, men også sine to sønner, der ellers ville være nødsagede til at flytte bort. Han indgår derfor en ny og bedre aftale med den nytilflyttede og velhavende svensker, Gustav, ved at lade ham ægte Signe og derved redde hele sin familie. En aftale, han senere kommer til at fortryde alvorligt.
Før frosten er fortællingen om en mand, der i bund og grund ikke ønsker nogen ondt, så snart han har sin egen ryg fri. Med skuespillere af landets bedste skuffe bekræfter instruktøren fra Esbjerg, at han absolut skal tages seriøst på den danske filmscene. Jesper Christensen leverer endnu engang en pragtpræstation i hovedrollen som Jens, og hele Danmarks Ghita Nørby spiller svenskerens lumske gamle mor, Agnes, der er lige så snedig, som hun er væmmelig. For ikke at glemme brødreparret Oscar og Gustav Giese samt Robert-vindende Elliott Crosset Hove. I rollen som den lettere tungnemme ældstesøn Peder viser Hove endnu engang, at han må betragtes som en af landets allermest talentfulde skuespillere.
Noer formår i sin nyeste film at frembringe et udtryk, der er dystert, deprimerende og særdeles passende til filmens stemning. Et af filmens få momenter, der står frem som glædesfremkaldende, finder sted en sen aften, da Jens og Signe bliver bedt om at komme ud på Gustavs gård for at bistå en kælvning. Koens hjerterytme svækkes, og Jens får med hele sin krops kraft hevet den livløse kalv ud på staldgulvet. Efter en stund i dyb stilhed får den aldrende bonde omsider bragt liv tilbage i kalven, der på rørende vis vakler gennem høet og ligger sig ved sin mors side. Signe og hendes far griner og smiler til hinanden, inden Jens bliver bedt om at gå ind til Gustav for at modtage sin betaling. Dette viser sig senere at være den sidste lykkelige stund i Jens’ liv.
Michael Noer lykkes fornuftigt i sin tragiske fortælling om en mand, hvis tvivlsomme moral bliver symptomatisk for hans skæbne. Som filmen skrider frem, synes historien dog mere og mere forudsigelig, om end den stadig er dybt sørgelig. Skuespillet i Før frosten hjælper imidlertid med at imponere, og rykker samtidig den jyske instruktør støt op ad rangstien.
Kommentarer