[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Patricia Smollerup[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]
Kvinden i Buret (2013) og Fasandræberne (2014) blev gevaldige biografsuccesser, som hver solgte over 700.000 billetter herhjemme, og alt tyder på at filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens 3. bog, Flaskepost fra P, i serien om Afdeling Q vil blive et lige så stort et hit.
Norske Hans Petter Moland har overtaget instruktørposten fra Mikkel Nørgaard, mens Nikolaj Arcel som på de to foregående film er manuskriptforfatter.
Vi følger endnu engang det umage makkerpar Carl Mørck (Nikolaj Lie Kaas) og Assad (Fares Fares) samt deres sekretær Rose (Johanne Louise Schmidt), som driver politiets Afdeling Q for gamle uopklarede sager. Denne gang leder en pludselig funden flaskepost dem til et lukket religiøst samfund i Udkantsdanmark, hvor der gennem årene er blevet bortført en række søskendepar, hvoraf det ene barn er blevet myrdet, uden at det er blevet meldt til politiet. Troen og manglen samme kommer her til at stå i centrum både for selve efterforskningen, men også i Carl og Assads privatliv.
Som i de forrige film følger vi selve efterforskningen parallelt med, at vi får indblik i forbryderens handlinger. Det er derfor ikke så meget en ”who did it?”, men mere ”why?”, hvilket bliver afsløret løbende gennem flashback samt ved en dialog mellem Carl og vores skurk i filmens sidste del, som ligeledes kommer til at binde alle filmens handlingstråde sammen på en utrolig elegant måde, som sætter troen og meningen med livet i fokus.
[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Flaskepost fra P[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Hans Petter Moland[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
Danmark[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Billedsiden er igennem hele filmen utrolig flot, og består bl.a. af en række smukke oversigtsbilleder af landskaber. Det religiøse aspekt gennemsyrer alle filmens dele, hvilket har en stærk virkning, og ligeledes er skildret æstetisk smukt. Korset går igen i mange scener, børn kaster armene i vejret i religiøs hengivenhed, renheden og uskylden i den hvide farve og vandet er et gennemgående element. Ligeledes er flaskeposten med til at symbolisere hele det religiøse lag og forholdet mellem tilfældigheder og skæbnen.
Filmen består desuden af en række stærke skuespilpræstationer, og særligt Nikolaj Lie Kaas’ portrættering af Carl Mørcks indesluttede og forpinte sjæl, som selv fysisk er ved at falde fra hinanden, er fuldstændig formidabel.
Hvor Fasandræberne af flere mødte kritik for ikke at give forholdet mellem Assad og Carl Mørck plads nok til at udfolde sig, har Flaskepost fra P i større grad fokus på dette, på bekostning af krimiplottet, som er en smule mere simpelt. Dette skal dog ikke ses som en svaghed, da samspillet mellem Fares Fares og Nikolaj Lie Kaas tilfører filmen stor værdi.
Velskrevet dialog og en række humoristiske øjeblikke er med til at skabe den perfekte balance til det uhyggelige og hårrejsende krimiplot. Særligt den klassiske detektivmakkerpar-køretur i bilen er fuld af stærk dialog, hvor den religiøse dimension igen kommer i spil. Her bliver modsætningen mellem Carl Mørcks sorte sind og pessimistiske livssyn og Assads varme og tro på det gode, samt at der er noget, som er større end en selv, sat på spidsen. Dette fungerer fantastisk godt, og er flere steder med til at give associationer til Rust (Matthew McConaughey) og Martys (Woody Harrelson) eksistentielle bildialoger i Nic Pizzolattos True Detective (2014).
Den norske Pål Sverre Hagen, som bl.a. er kendt fra tidligere Oscar-nominerede Kon-Tiki (2012),får det til at løbe koldt ned af ryggen på publikum i sin skildring af den brutale lejemoder, som selv er vokset op i en religiøst fanatisk familie med vold og mishandling. Den groteske udpenslende vold er endnu engang med til at skabe fysisk ubehag, dog når det ikke samme niveau som de foregående film.
Et af filmens største kritikpunkter er dog den voldsomme lydside, som ligesom i de forrige film, dramatisk og storslået skal underbygge de nervepirrende og uhyggelige scener. Dette er overgjort og kommer til at virke unødigt anmassende.
Dette er dog småting i den samlede billede, og alt i alt er Flaskepost fra P en spændende film, som er godt skruet sammen, har flotte æstetiske billeder, en god dialog og fremragende skuespil.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer