Af Lasse Borch Frisendal

I 2014 udkom det første Five Nights at Freddy’s-spil, der hurtigt blev en internetsensation gennem forskellige skrigende spilstreamere og andre youtubere, der fokuserede på at dechifrere spillenes hemmelige og dystre baggrundshistorie. Efter en lang række spil, virale videoer og nu to spillefilm har franchisen skabt en enorm fanbase, der er blevet yderst engageret i en lang og indviklet historie, som næsten kun fortælles gennem vage, pixelerede cutscener og teorivideoer.

Dette leder selvfølgelig til spørgsmålet; hvordan kan man gøre en sådan fortælling til en interessant og underholdende gyserfilm? Med Five Nights at Freddy’s 2 får vi kraftigt understreget samme svar, som vi fik efter den første film.

Kort sagt er det nok ikke er muligt.

Five Nights at Freddy’s 2 fortsætter nemlig historien om sikkerhedsvagten Mike (Josh Hutcherson) og hans søster Abby (Piper Rubio), der langsomt udfolder mysteriet om seriemorderen William Afton (Matthew Lillard) og hans morderiske pizzeria-robotter.

Men denne gang er narrativet ikke bare en anelse forvirrende, som det var i den første Five Nights At Freddy’s-film (2023). Det er i efterfølgeren decideret meningsløst og belastende at følge med i. Filmens mange lange flashbacks, der etablerer karakter-historier, som aldrig ender nogle vegne, spiller sammen med tankeløs plotførelse, unødvendige twists og dybt ulogiske og småirriterende karakterer, for at skabe et narrativ, der kun kan fungere i halvdårlige YouTube-videoer.

Men selv hvis man egentlig er lidt ligeglad med plot eller spændende karakterer og bare gerne vil se en overnaturlig gyser, hvis skurk er en hjemsøgt og voldelig Chuck E. Cheese maskot, bliver man også skuffet.

For lidt ligesom spillene, er filmen afhængig af at bruge samme ensartede og monotone jumpscare stil i alle spændingssekvenser, der mister sin charme og energi, efter man har set det mere end to gange. Herudover bliver der også brugt den samme klichefyldte ”boom-skrig” lydeffekt ved stort set alle disse jumpscares, der er mere tumpet end uhyggeligt.

Karaktererne er som nævnt hverken spændende at følge eller se blive forfulgt. Deres dialog er skrevet med samme skarphed som en babyske, der, ligesom filmens udmattende jumpscare-taktik, bliver ved med at gentage sig selv. Samtidig forsøger de at bruge denne (manglende) skarphed til at bringe en anelse humor ind i filmen ved at påpege, hvor fjollet filmens præmis er. Enkelte af disse linjer giver én et mildt fnis, men når den samme type joke også gentages igen og igen, bliver det svært at tyde, hvorvidt man skal være bange for noget som helst i den her gyserfilm, eller om alt er fjol og vi bare skal tage hjem.

Det er ikke for at sige, at intet fungerer i filmen, fordi præstationerne fejler som sådan ikke noget. Josh Hutcherson og Piper Rubio har solid kemi, og leverer begge fine præstationer i forhold til det materiale, de har at arbejde med. Men det virker til at Matthew Lillard er den eneste der rigtig forstår, hvilken film han er med i, hvilket gør, at han stjæler de få scener, han er med i gennem en dybt underholdende, men kortvarig præstation.

En anelse kemi og Lillards dejlige vanvid er dog ikke nok til at redde Five Nights at Freddy’s 2. For filmen er en gyser, der ikke tør dræbe, og som ovenikøbet har en yderst frustrerende og forvirrende fortælling uden nogen som helst form for pointe.

I virkeligheden er det en film, der nok bare skulle have været en YouTube-video.