THEIR FINEST HOUR: Filmhold på krigsstien

[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Anna Wied Kofoed[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]

Selvom vi i dag har lagt 2.verdenskrig et helt menneskeliv bag os, skorter det ikke på film om krigens rædsler, snarere tværtimod. Men min umættelige begejstring vækkes alligevel altid på ny forud for udgivelsen af endnu en film om krigens terror. Their Finest Hour er ingen undtagelse, og med god grund.

Filmen er britisk helt ud til fingerspidserne, dog med en enkelt undtagelse, og hun sidder i instruktørstolen. Den danske instruktør, Lone Scherfig, har kastet sig over filmatiseringen af romanen, Their Finest Hour and a Half af Lissa Evans. Romanen, og filmen i tilgift, beretter om et britisk filmhold, der må kæmpe med næb og kløer for at holde liv i et patriotisk filmprojekt, der skal styrke briternes courage i kampen mod tyskerne. Arbejdet kaster dog en masse problemer af sig, ikke mindst for den unge, kvindelige manuskriptforfatter, Catrin (Gemma Arterton). Men selvom bomberne regner ned over London, og hele Europa står i flammer, så synes alt håb ikke ude. Filmen balancerer ligesom sine karakterer på en knivsæg i dens forsøg på at forene alvor og humor. Men filmens mørke undertoner og de komiske indspark er ikke altid forenelige. Problemet er muligvis et resultat af filmens særdeles, vellykkede humor, og må derfor siges at være til at se igennem fingre med.

Mest sprudlende og karismatisk af alle er Bill Nighy, der valser ind i projektørens hvide skær, og stjæler rampelyset fra resten af filmens ellers glimrende ensemble. Vi længes efter hans tilstedeværelse, når han i glansrollen, som den selvhøjtidelige og aldrende skuespiller Ambrose Hilliard, af og til må vige pladsen på lærredet til fordel for sine medspillere. I den forstand lever han fuldt ud op til sin karakters renommé. Men filmens eneste force er han heldigvis ikke.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Their Finest Hour[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:4-stars[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2016[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:

Lone Scherfig[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
UK[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Their Finest Hour er på én og samme tid en homage til krigens patriotisme, samt en latterliggørelse af de banaliteter, der stadig synes at optage folk, på trods af krigens rasen. Især det fremherskende kvindesyn bliver i filmen offentligt eksekveret. Catrin repræsenterer de kvinder, der som følge af krigens indtog pludselig får en fod indenfor i mændenes verden. Men hun patroniseres skamløst og negligeres af både kollegaer og ægtemanden, hvilket, omstændighederne taget i betragtning, virker vældig absurd.

Filmen er et studie i tilværelsens uforudsigelighed, det er et portræt af en nation i knæ, og et vidnesbyrd om kvinders rettigheder, eller rettere sagt, mangel på samme. Filmens romantiske intrige, når slet ikke samme højder som resten af fortællingens problematikker. Den særlige gnist, der får hjertet til at banke lidt hurtigere, og euforien til at brede sig til hver en nervecelle, bliver aldrig antændt.

Lone Scherfig rammer med Their Finest Hour alligevel en nerve og en stemning, der gør ondt i hjertet og fik mere end én anmelder til at trække på smilebåndet i biografmørket. Den er morsom på bekostning af filmkunsten selv, hjertevarm og optimistisk i sin tro på menneskeheden. Forsynet med vittig dialog og hæderlige præstationer er filmen sublim underholdning for det brede publikum. Og som Bill Nighy, eller rettere sagt Ambrose Hilliard selv udtrykker det, så er han “awfully good.”[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]

Kommentarer