[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Oliver Noppenaug[/vc_column_text][vc_column_text]2016 har budt og byder på op til flere filmatiseringer af videospil. I år har vi glæden af hele 4 af slagsen. Animationsfilmene Angry Birds og Ratchet and Clank har allerede haft premiere, den sidste dog ikke herhjemme. Warcraft, som man også kan fristes til at kalde en animationsfilm, åbner i denne uge inden Assasin’s Creed lukker ballet i december. Men i anledningen af Warcraft-filmens premiere har jeg taget et kig på paradokset, der får griske pengemænd til at rive sig i håret af frustration: Hvorfor fungerer filmatiseringen af spil og omvendt aldrig særlig godt?
Well, to be honest, så har jeg intet svar at kunne give jer. Hvis jeg kendte til formlen bag en god videospilsadaption, havde jeg ikke boet på et kollegieværelse og levet af kopnudler og koldskål. I forvejen er der uhyggeligt mange penge at hente i henholdsvis film og spil, så en succesfuld sammensmeltning af de to ville være en regulær guldgrube.
Det er derimod ikke svært at lave en artikel, hvor man slavisk basher og sviner samtlige syndere i kategorien. For dem er der masser af, men det er egentlig ikke der, hvor jeg vil hen. For jeg kan ikke bebrejde folk for at give det et forsøg. Jeg kan ikke bebrejde, at folk anerkender nogle af de fantastiske ideer og universer, som spillet kan tilbyde.
Der er simpelthen så mange fantastiske spil, som har potentiale til at kunne bryde forbandelsen og rent faktisk blive gode film. Det kunne være Geralt of Rivia fra The Witcher i et Game of Thones-esque fantasy-drama. Det kunne være en crime-film med Trevor, Franklin og Michael fra GTA V. I virkeligheden er der masser af spil med potentiale til det store lærred. Derfor kan det jo så undre, at man ikke vælger de gode ideer. For i stedet for at vælge potentielt gode ideer så laver man en film baseret på racerspillet Need for Speed. En spilserie der aldrig har engageret sig specielt i hverken plot eller karakterer. Det er ganske enkelt bare et spil, hvor man kører om kap i gaderne. Det er mig en gåde, at man ikke kan se, at det højest kan ende som yderst middelmådigt.
Hvad med at tage et casual mobilspil, hvor man skal tyre vrede fugle efter grise? You got it! Vi kværner halvanden times ligegyldighed ud af det.
I mange år var den bedst kendte spiladaption Resident Evil, og det nærmeste, som den kommer på spillet, er vage referencer.
Kære venner, det går jo ikke.
I den anden grøft, spiladaptioner af film, er der da heldigvis lidt mere at komme efter, men der er stadig langt imellem, og direkte adaptioner bliver stort set aldrig gode. Dog vil jeg nævne The Warriors fra 2005 af skaberne bag GTA. Det er baseret på kultklassikeren af samme navn fra 1979. Det er dog kun baseret løseligt på filmen og fungerer derfor som en udvidelse af filmens univers snarere end en direkte adaption af filmen. Og det er måske derfor, at det fungerer så godt. Den afgørende forskel på film og spil som audiovisuelle produkter skal findes i interaktiviteten hos spilleren, og når en spiller skal følge et stramt narrativ, er der sjældent plads til den helt store interaktion.
I forbindelse med denne artikel kiggede jeg lige min spilsamling og Steam-bibliotek igennem for adaptioner, og til min store forskrækkelse indså jeg, at jeg kun ejede to! Harry Potter 1 til Game Boy og CSI til computeren (yes, den der skrækkelige serie fra Kanal 5. Don’t ask). Det fik mig til at tænke over, om adaptioners blakkede ry simpelthen afskrækker os fra at give dem en ordentlig chance. Det vil kun bide os i røven, for når vi ikke tør give dem en chance, så tør spiludviklerne/filmskaberne heller ikke at tage en ordentlig chance. Forestil jer nedenstående statement:
Du sidder med familien/vennerne og I skal have en hyggelig aften. Der opstår diskussion om aftenens videre aktiviteter, og du forslår derfor at smække Shrek 2: The Game i PS2’en.
Lyder det, som noget du har gjort? Selvfølgelig gør det ikke det, og det er egentlig en kæmpe skam. For jeg spillede nemlig Shrek 2, og det var hamrende underholdende!
Det jeg vil frem til er, at vi er alt for hurtige til at dømme projekter ude. Når film og spil blot nævnes i samme sætning, er folk klar med fakler og høtyve og laver korsets tegn. Det er på tide, at vi gør op med forestillingen om, at den gode adaption ikke findes. Ja, indtil videre er vi ofte blevet slemt skuffede, men det kan lade sig gøre. Det er jeg sikker på. Vi må bare væbne os med tålmodighed, og vente i spænding på at se om Assasin’s Creed kan bryde forbandelsen i december.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer