[vc_row][vc_column width=”1/1″][vc_column_text]Af Nomi Simone Forchhammer[/vc_column_text][vc_row_inner][vc_column_inner width=”3/4″][vc_column_text]En introduktion er næsten ikke nødvendig. Men da E.L. James udgav den første bog i Fifty Shades of Grey-trilogien i 2011, havde hun næppe regnet med den kolossale succes bøgerne opnåede. Med over 20 mio. eksemplarer solgt alene i USA er det selvfølgelig uundgåeligt, at historien om Anastasia Steel og Christian Grey skulle havne på det store biograflærred. Forventningerne verden over er tårnhøje. Man kan nærmest tale om en regulær ”Fifty-shades-feber”, der har skabt en lummer stemning eller skulle man sige forspil. Og ja, når forsalget starter, og billetsystemer bryder sammen, må der jo være noget om snakken.
Lad mig starte med at slå fast; jeg ville så gerne have at denne film skulle lykkedes. Da det blev annonceret, at der skulle laves en Hollywood filmatisering af en erotisk (tangerende til det pornografiske) historie som Fifty Shades of Grey er, blev jeg enormt overrasket. Det er meget uvant det amerikanske biograf-land at beskæftige sig med det pornografiske i film. Strenge censurregler tvinger oftest filmskabere til at tænke i alternativer for at få deres film ud til et bredere publikum. Så når en historie, der kredser om hård SM-sex, skal filmatiseres af en industri, der er notorisk nervøse overfor nøgenhed på filmlærredet, rejser det klart en stærk tvivl om, hvorvidt det overhoved kan lade sig gøre. Det lykkedes desværre ikke helt for instruktør Sam Taylor-Johnson, idet filmens kærlighedshistorie fremstår uforløst og ligegyldig, da der ikke bliver afsløret nok – både seksuelt og af karakterenes psyke.[/vc_column_text][/vc_column_inner][vc_column_inner width=”1/4″ el_class=”facts”][vc_column_text]ANMELDELSE AF:
Fifty Shades of Grey[/vc_column_text][vc_column_text]ORDET SYNES:
[/vc_column_text][vc_column_text]PROD. ÅR:
2015[/vc_column_text][vc_column_text]INSTRUKTØR:
Sam Taylor-Johnson[/vc_column_text][vc_column_text]LAND:
USA[/vc_column_text][/vc_column_inner][/vc_row_inner][vc_column_text]Selvom rollerne til Anastasia Steel (Dakota Johnson) og Christian Grey (Jamie Dornan) er godt castet, lider skuespillerne desværre under et tyndt manuskript. Filmen bærer tydeligt præg af, at man nok har været for bange for at bevæge sig for langt væk fra bogen af hensyn til den massive fanskare. Måske skyldes det også at E.L. James har været ind over som producer, fordi det er nok ikke en hemmelighed at bøgerne ikke ligefrem har det højeste lix-tal. Det skinner igennem i nogen af filmens dialog-scener, der tangerer til det ubehageligt banale. Jeg fik nogen gange associationer til filmatiseringerne af vampyr-serien Twilight, hvor følelser overdramatiseres i super nærbilleder med fokus på små-stønnen og halv åben mund (Ja, Kristin Stewart er nok ikke ligefrem en skuespiller, man ønsker at blive sammenlignet med). Selvom dialogen har sine overraskende spøjse og latterfremkaldende momenter, kan den ikke retfærdiggøre hele historien om Anastasia og Christian.
Hele filmens fortælling er meget overfladisk. De nok så italesatte sexscener er hverken særlig spektakulære eller specielle for historien. Sexscener i film bliver interessante, når de kan uddybe det forhold, de to (eller flere) involverede personer har. Tænk blot på Adéles liv (2013) eller Lust, Caution (2007) – uden sexscenerne i disse film, ville man som publikum ikke have den samme forståelse for, hvordan karakterernes forhold er eller udvikler sig. I Fifty Shades of Grey savner jeg den samme form for karakterudfoldelse, der på en eller anden måde skal retfærdiggøre hvorfor bøgerne er værd at filmatisere. Uden at afsløre alt for meget, sker det først i filmens allersidste ti minutter, i en meget stærk scene, der for første gang folder karaktererne ud, hvilket giver publikum (for første og eneste gang!) en lille information om de mørke psykeseksuelle sider af Christian og Anastasia.
Netop derfor er det nærliggende at spørge, om ikke filmen kunne have fungeret bedre, hvis alle bøger var blev slået sammen. Selvom der selvfølgelig ikke er ligeså mange penge i det, ville det give en langt bedre historie, der ville fungere meget bedre som en filmfortælling – nu hvor det ikke er ren porno (som bogen for det meste er), men en Hollywood-film. E.L. James tænkte i hvert fald ikke primært på kærlighedshistorien, og det personlige drama imellem karaktererne, da hun skrev bøgerne. Det kunne have været skønt, hvis manuskriptforfatterne havde gjort det, da de valgte a filmatisere dem. Jeg tror i hvert fald, det kunne have resulteret i en bedre film.
Jeg var nok også en af dem, der havde lidt (for)høje forventninger, men den udløser desværre ikke mere end to stjerner, fra min side af.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]
Kommentarer