Af Christine Roederer
Det er hårdt at være kat i det moderne Kina. Buller (Ole Boisen) er en fed, grå lejlighedskat, der har levet hele sit liv indendørs – eller næsten. I lejligheden, han kalder sit hjem, finder man også Felix (Sigurd Philip Dalgas), som er Bullers eneste søn. Og et af Felix’ eneste drømme er at finde Kattopia, hvor han håber på at finde sin mor, som han ikke har set, siden han var en baby. Udover Buller og Felix findes der også en papegøje i lejligheden ved navn Arald (Helen Wolfhardt Moe) – også selvom hun er en hunpapegøje.
I filmen ser man således katte, fugle og vaskebjørne arbejde sammen – eller mod hinanden – for at hjælpe Buller med at finde Felix, som selvfølgelig smutter afsted i søgen efter sin mor. For hun er taget til Kattopia, og dér kan Felix måske håber at finde hende igen.
Det er også fint nok. Problemet er bare, at den onde skikkelse – for det er der jo altid – er mere ond end man er vandt til i børnefilm. Det er ikke bare en pseudo-historie om liv og død – man finder også hurtigt ud af, hvordan hele historien kan blive skubbet fra at være en rimelig børnefilm til at blive en forfærdelig historie om dyretortur, mishandling og om kapitalismens hårde greb om kunstverdenen. Specielt når det lige pludselig står klart, at filmens dyr har en grum skæbne at se frem til, hvis Felix’ mission mislykkes.
At filmen således kommer fra Kina overrasker mig egentlig – for den er jo meget kritisk på den side af samfundet. Ja, der er nogle scener hvor “Atitas” og “E&M” optræder i stedet for de generiske mærker, men Felix på vilde eventyr er faktisk en ekstremt interessant historie om, hvordan kreative skabere – her instruktøren Gary Wang – ikke engang ved, hvilken historie de fortæller, før publikum ser den.
Jeg ved ikke, om Gary Wang har en idé om, hvordan hans historie skal tolkes, når den ses udefra, men selvom den har de søde katteøjeblikke at byde på, så har den også bare den dér voksne fortælling, der er svær at give slip på.
Det bliver en sociopolitisk diskussion om, hvad det betyder at leve uden for systemet, men også om, hvad det betyder at finde sin egen plads i verden. Ja, det kan være jeg læser for meget i denne børnefilm, men jeg kan ikke gøre for det, fordi den inviterer til det: det er en kinesisk animationsfilm, der giver et perspektiv i, hvordan historiefortælling varierer fra det vestlige kulturlandskab til det østlige.
Filmen er underholdende nok – men det er ikke nogen revolution inden for hvad den gør. Disney lavede den samme historie med Finding Nemo (2003) i sin tid. Denne film gør de samme, bare med katte. Og vaskebjørne.
Kommentarer