Anmeldelse
FAT FRONT: Tyk er bare et adjektiv

Af Sidsel Minuva

En række tykke kvinder har fået nok. Nok af diæter, nok af at dække sig til, nok af at skamme sig. Gennem et kropspositivt fællesskab på Instagram – hvor det er okay at se ud, som man nu gør – er de blevet en del af et verdensomspændende netværk af kropsaktivister.

Missionen? At inspirere hinanden til at slippe maven fri og holde op med at sætte livet på pause, indtil den seneste diæt (ud af mange) har fikset de ekstra kilo. Det er mundet ud i dokumentaren Fat Front, der sætter fokus på fire kvinders aktivisme samt deres personlige liv og historier.

Fat Front er krystalklar i mælet. Dens budskab oser ud af hver eneste indstilling – kameraet kærtegner kvindernes kroppe og udstiller samfundets fordomme. Filmen behandler i processen helt basale emner, der får et utraditionelt twist, når man ikke passer H&M-størrelserne. Norske Marte sætter f.eks. spørgsmålstegn ved en Tinder-flirts potentiale, da han kun kontakter hende, fordi hun netop er tyk. Giver det mening at gå ud med en mand, der har en fetich for ens krop? Kvinderne kan ofte heller ikke shoppe de billige og populære steder, da butikkernes XL-størrelser ikke passer til en kvinde, der rent faktisk er ekstra large.

Filmen giver et dybt indblik i kvindernes personlige vanskeligheder. Helt fra barnsben har flere af dem haft en fornemmelse af at være større end de andre børn – og således en følelse af at være anderledes. Det har gennemsyret deres selvforståelse og påvirket dem hele livet. Det er foruroligende at opleve, at noget så basalt, som den krop man er udstyret med, skal påvirke ens mentale velvære så voldsomt. Man får et indblik i det intense selvhad, samfundet skaber, og som disse kvinder nu skal kæmpe for at gøre kål på.

Men det er også her, at det aktivistiske fællesskab kommer til sin ret. Alle fire kvinder har fået bedre selvtillid og en fornemmelse af, at det er okay at være dem selv takket være Instagram-fællesskabet. Her deler kvinderne billeder og videoer af dem selv og deres kroppe i al deres pragt. Det er et helt andet indtryk, end mediet Instragram oftest giver os, hvor folk bruger filter efter filter og poserer, så de ser ultratynde ud.

Filmens centrale budskab bliver ganske enkelt styrket af en frisk og interessant vinkel på et omstridt socialt medie.

Netop Instagram-videoer er klippet ind i Fat Fronts yderst mangfoldige billedside. De blandes med forskellige udtryk som håndholdte optagelser, gamle hjemmevideoer og en mere langsom, metodisk filmisk stil. Musikken er ofte timet til klip, overgange og billedsidens handling, og denne cocktail skaber et enormt godt flow mellem de forskellige stilarter.

Dog sidder jeg med en fornemmelse af, at filmen mangler en afsluttende sløjfe. Fat Front flirter med idéen om det historiske aspekt, hvor 70’ernes feminister dyrkede en lignende form for kropspositivitet. Men så sidder jeg tilbage med spørgsmålet om, hvordan den moderne bevægelse konkret forholder sig til netop feminismen.

Med det dominerende fokus på kropslig mangfoldighed, danser Fat Front let og elegant uden om, hvordan andre faktorer – såsom køn, race eller seksualitet – påvirker folks kropslige selvopfattelse. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor radikalt det egentlig er at fokusere på fire unge, smukke kvinder i denne sammenhæng.

Men der er ingen vej uden om, at de er super sympatiske alle sammen. Med en skøn billedside, et smukt budskab og fire lækre kvinder i centrum er det svært ikke at nyde Fat Front. Måske kan den endda gøre noget godt for ens selvbillede undervejs.

Kommentarer